Kategoriarkiv: Diverse

Et gennembrud :-)

Foreløbig har det “kun” været mine venner, veninder og familie, der har været så venlige at fortælle mig via Facebook, hvad de synes om min blog.

Men i dag har jeg haft et gennembrud!

Jeg har fået den sødeste kommentar fra Sonja i Holstebro. Tusind tak for det, Sonja. Du har lige gjort min dag meget bedre 🙂

Grøntsager til en dags arbejde

Grøntsagshøst

Har netop være ude hos et ægtepar på landet for at hente grøntsager.

Konen – hun hedder Mie – har grøntsagshave flere steder på matriklen og jeg tror, hun dyrker ALT. Næsten. Det eneste, jeg ikke kunne få øje på, var brombær og kvæder.

I denne omgang fik jeg squash, dildkroner, bønner og spidskål med hjem.

Og så står jeg på listen til røde stikkelsbær (de skal lige have en uge mere på grenene for at være perfekte), gule mirabeller, rødbeder, skalotteløg (de er taget op, men jeg ville godt vente med at få dem hjem), selleri og måske grønkål og porrer….

Jeg betaler en lille smule for det – under halvdelen af prisen i forretninger, og så er det endda økologisk. Mie skal ikke leve af det, men vil gerne tjene pengene hjem til planter og frø hjem til sin store hobby. Hun gøder med hestemøg og nogle specifikke efterårsplanter, som jeg ikke lige fik fat i navnet på, og så kommer hun kaffegrums ned til sine (store og flotte) gulerødder. Det skulle åbenbart være godt.

I morgen skal jeg i gang med mine råvarer. Spidskålet skal nu bare spises med det samme, men bønnerne skal nippes og fryses. Det er den nemme del 🙂 Resten er mere arbejdskrævende.

Dildkronerne skal bruges til en omgang “Elses Saltagurker” (opskriften står i et andet indlæg – søg på “agurker”, så kommer det frem), og halvandet kilo af de store squash skal bruges til at teste en ny opskrift.

Normalt er store squash ikke verdens bedste, fordi smagen er blevet for vandet, men ifølge Triin, er de perfekte til hendes opskrift.

Triin, der er fra Estland, er gift med min gamle bekendte fra Holland, Martijn, og de er bosat i skønne Tallin, hvor jeg har besøgt dem. Opskriften, jeg kaster mig ud i, er en fra Triins familie. Det er en slags “henkogt salat” – en blanding af revet squash, tomatkoncentrat, hvidløg, chili m.m., som Triin kommer på skoldede glas og opbevarer køligt til vinteren. Det skal prøves.

Jeg lægger naturligvis opskriften ind, hvis det bliver godt 🙂

Tomat-digt

Tomater

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg var ganske meget ung – omkring de 16 – var jeg medlem af SFU i Horsens.

Egentlig tror jeg ikke, jeg gik så meget op i politik, men jeg kunne umådeligt godt lide de andre unge i foreningen og beundrede dem vel en hel del, fordi de havde de politiske holdninger skruet dygtigt på.

Vi var af og til medarrangører ved større arrangementer, mest sammen med unge fra enten Socialdemokratiet – eller kommunisterne, DKP. En af dem, vi ofte løb ind, blandt andet som ordstyrer ved større møder, var Ole Sohn, der jo i dag er SF’er. Det var han så ikke dengang. Men jeg kunne rigtigt godt lide ham – måske fordi han ikke fremstod som bedrevidende og skolet til konfrontation. Han var altid venlig – også overfor 16-årige skoleelever.

Mange, mange år senere løb jeg igen på Ole Sohn, først i hans egenskab af folketingspolitiker, hvor jeg lavede interviewede ham på Christiansborg, og senere – mange gange – i hans egenskab af bogforlægger. Det ligger også nærmere min interesse og spidskompetence, for Ole Sohn udgiver blandt andet på sit forlag, Forlaget Sohn, aldeles fremragende krimier. Jeg plejer at hilse på, både når vi er på Bogmessen i København og på Krimimessen “hjemme” i Horsens.

Men det var ikke krimier, Ole Sohn for nylig omtalte på Facebook. Derimod lagde han et digt om tomater op, som jeg blev helt forelsket i!

Læs videre Tomat-digt