Chokoladebradepandekage – min mors version

chokoladekage
Chokoladekage, som min mor lavede den.

Forleden var det min fødselsdag.

Så kan man vælge mellem to ting; give rundstykker eller give kage til de godt 40 kolleger i bladhuset.

En af de få ting, jeg er “mad-snobbet” omkring, er rundstykker. Jeg synes ganske enkelt ikke, det er lækkert at spise supermarkedsrundstykker. Og hvis man skal købe minimum 40 gode rundstykker hos bageren plus smør, ost og marmelade, bliver man om ikke ruineret, så dog væsentligt lettet for 100 krone-sedler.

Så jeg besluttede mig for at bage et par kager af den ukomplicerede slags. Bradepandekager.

med hasselnødder
Mor bagte den også uden nødder og med kokos på toppen, men jeg foretrak den sådan her med hasselnødder.

Chokoladekagen her bagte min mor utallige gange. Den var ofte på bordet til eftermiddagskaffen, når jeg kom hjem fra skole – skolen lå 200 meter oppe – for enden af den vej, hvor vi boede. Så de første syv år af mit liv, havde jeg højest fem minutters “transport” til skole. Herligt.

Min mor arbejdede kun torsdag og fredag, så den stod ofte på kage eller boller efter skoletid. Ikke så mærkeligt at skoleveninderne gerne ville med mig hjem.

Nå, opskriften fandt jeg i en skuffe efter min mors død. Det er en klassiker fra Amo/Gluten, altså melfirmaet. Nederst står der “der er stadig nye opskrifter hos Deres handlende” – jeg kan huske, at opskrifterne stod i stålstativer ved siden af melet, og man naturligvis skulle have den sidste nye med hjem.

En otte-ti stykker af opskrifterne havde overlevet – godt krøllede – i mors skuffe, de fleste med kuglepens-rettelser på. Primært havde hun sænket sukkerindholdet og forlænget bagetiden. I tilfældet med chokoladekagen havde hun også tilsat hasselnødder og tilføjet kakao til glasuren, så jeg synes næsten, at hun har æren af opskriften:-)

ingredienser 21. jan 14
Ingredienser til chokoladekagen.

Ud over at kagen er super nem at lave, kan den næsten ikke gå galt, hvilket er en fordel for sådan nogen som mig, der er ikke er bage-gudinder. Også denne gang lykkedes den, og den forsvandt som dug for solen i bladhuset. Meget hurtigere end den anden kage, jeg bagte, som også er lidt mere speciel.

rører kagen i røremaskine
Jeg må indrømme, at jeg er doven nok til at jeg rører kagen i røremaskine. Det gjorde min mor IKKE.

Chokoladekage

300 gram mel

75 gram smør eller margarine

260 gram sukker

2 æg

50 gram kakao

2 dl kærnemælk

1 tsk natron (5 gram)

1 tsk bagepulver (5 gram)

1 tsk vanillesukker (5 gram)

En god håndfuld hasselnødder (groft hakkede)

Pynt:

200 gram flormelis

2 spsk kakao

2-3 spsk kogende vand

Fedtstoffet blødgøres til konsistens som mayonnaise. Røres godt med sukkeret til en ensartet masse, hvorefter æggene under stadig omrøring tilsættes et af gangen.

De resterende ingredienser sigtes sammen med melet og tilsættes lidt efter lidt, skiftevis med kærnemælken. Det hele røres til en ensartet masse, der hældes op i en smurt bradepande.

Bages på ovnens nederste rille ved 200 grader i cirka 30-35 minutter (se note 2).

Efter at kagen er kølet af, rører man glasuren sammen – flormelis og kakao blandes, og kogende vand tilsættes en skefuld af gangen, indtil konsistensen synes rigtig. Smør glasuren ud over kagen og lad den stivne.

Note1: Jeg synes, den nemmeste måde at “blødgøre” smørret på, er at tage det ud i god tid, skære det i små tern, når man skal bruge det, og bruge enten en håndmixer eller en røremaskine til at røre det blødt.

Note 2: Som man kan se på billederne, brugte jeg ikke en bradepande, men en porcelænsform. Det gjorde min mor også. Det gør, at kagen bliver højere (da formen er mindre end bradepanden), men forlænger også bagetiden i forhold til de originale 15 minutter. Det er alt for lidt til den kraftige porcelænsform.

Note 3: Det er nemt at se, om kagen er gennembagt. Man stikker bare en strikkepind i den på det højeste/tykkeste sted. Hvis der følger flydende dej med op, når man trækker strikkepinden ud, skal kagen have mere tid i ovnen.

Note 4: Det er nemmest at smøre glasuren på, hvis man hælder det hele ud over kagen på én gang, og så fordeler det med en bred smørekniv.

(Opskrift fra Amo/Gluten – formentlig fra sidst i 1960erne, først i 1970erne)

færdigbagt chokoladekage
Færdigbagt chokoladekage.
lækker kage
Hvis man pakker kagen ind i en plastpose, holder den sig “fugtig” lidt længere.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *