I dag var jeg et par timer i smukt sensommervejr på skønne Nørre Vosborg, hvor der bliver lavet rasende god mad. Det blev der også i dag – og det var en tidligere minister, der stod for en del af de kulinariske udfoldelser.
Søren Gade havde fortalt, at hans to livretter var gammeldags juleand samt pighvar med hollandaisesovs, så køkken-teamet på Nr. Vosborg havde besluttet at lave en moderne variation over pighvar til forret samt en moderne ditto af and som hovedret.
Det var Søren Gade selv, der plukkede anden og skar nogle nydelige bryst-filetter ud. Han havde bestemt taget på begge dele.
“Jeg var otte år, da jeg var klapper ved min første jagt, og 16, da jeg fik jagttegn. Min mor ville godt tilberede det, jeg skød, men vi havde den aftale, at jeg selv skulle gøre vildtet i stand, så jeg har søreme plukket mange vildænder og fasaner i mit liv,” fortalte Søren Gade, mens han behændigt sad og plukkede den økologiske and fra Martin Daasbjerg i Vinderup.
Resten er Rikkes historie.
Min tidligere så gode kollega Rikke, der nu har eget freelance-firma sammen med sin mand, Mads, har nemlig fået til opgave at skrive en såkaldt “samtalekogebog” fra Vestjylland.
Jeg bryder mig ikke meget om begreberne samtalekøkken og samtale-kogebog, men jeg kender Rikke, ved hvor velskrivende hun er – og ved, at hun har helt styr på det der med mad. Så derfor ser jeg med stor spænding frem til “Vestjyske Livretter”, som den hedder,
Madlandet i Vest
Den udkommer den 30. oktober i år, og det er “Madlandet i Vest”, der idémæssigt står bag projektet. Bag Madlandet i vest står så fire kommuner: Holstebro, Struer, Lemvig og Ringkøbing-Skjern. Målet er “at skabe udvikling og vækst i den samlede vestjyske fødevareproduktion og gøre vestjyske fødevarer og fødevareoplevelser mere synlige og tilgængelige, både lokalt, nationalt og over for områdets turister”.
Udover de fire vestjyske kommuner er også de lokale aktionsgrupper, erhvervs- og turismeaktører, foreningen Regional Madkultur Vestjylland og VIFU – Videncenter for Fødevareudvikling – en del af projektet, der er økonomisk støttet af Den Europæiske Union ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Region Midtjylland.
Med andre, mere jævne ord skulle samtalekogebogen gerne skabe øget interesse for vestjyske råvarer og Vestjylland i det hele taget. Jeg ser afgjort også muligheder i at bruge bogen som en gave til udenlandske samarbejdspartnere – hvis altså den bliver oversat til engelsk. Det har man dog ikke taget stilling til endnu.
Kendisser i bogen
Rikke har været med en række kendisser, der enten bor i Vestjylland eller i hvert fald har deres rødder her, på en dags snak om barndomsminder og god mad samt kokkerier sammen med en professionel kok i køkkener i det vestjyske.
Deltagerne i bogen:
Journalist Anders Agger – laver mad på Mylius-Erichsen i Ringkøbing
Tidl. minister og TDC-direktør Henning Dyremose – laver mad på Støberiet i Holstebro
Tidl. minister, nuv. direktør for Landbrug og Fødevarer Søren Gade – laver mad på Nørre Vosborg
Tidligere LEGO- og Danfoss-direktør og tidl. minister Charlotte Sahl Madsen – laver mad på Sevel Kro
Skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis – laver mad på Westergaards Hotel i Videbæk
Direktør for MCH Messecenter Herning Kongrescenter Georg Sørensen – laver mad på Skarrildhus ved Kibæk
Klassiske fløjtenist og leder af Klassiske Dage Janne Thomsen – laver mad på Hvide Sande Røgeri
Musikgruppen Tørfisk – laver mad på Mallemukken i Thyborøn
Man kan se mere om bogen på facebook.com/madlandet
Og man kan læse om Madlandet i Vest på www.madlandet.dk
Lidt om smukke Nørre Vosborg
Skulle nogen, der ikke er her fra området, være nysgerrig med hensyn til Nr. Vosborg, så er der skam også god grund til det.
Stedet er både hotel, kursussted, restaurant (med en super populær søndagsbrunch – i søndags var der for eksempel 250 gæster til brunch!) – og smuk omgivende natur. Den ældste del af herregården er Gyldenstjernehuset fra 1552. Nørre Vosborg ejes af Realea A/S, der er et ejendomsselskab under Realdania. Realea A/S har blandt andet. til opgave at bevare bygninger for eftertiden.
Jeg spiste en fuldstændig forrygende middag i Riddersalen en forårsdag sidste år sammen med medlemmer af Museumsforeningen. Det var på alle måder mindeværdigt, ikke blot maden, det gode selskab og betjeningen, men bestemt også “historiens vingesus” omkring os. Det kan anbefales at holde øje med de sær-arrangementer, som herregården ind imellem lægger gamle lokaler til.
Se mere på http://www.nrvosborg.dk/Forside.666.aspx
Ihhh Mette – tak for den fine omtale af bogen 🙂 Fedt du kom 🙂 Vi glæder os meget til at bogen er færdig!
Kh Rikke