Gedeosttærte

Gedeosttærte – SÅ lækkert 🙂

For mig er det her fastfood. Det er et måltid til når jeg ikke rigtigt gider lave mad, men er sulten.

Der er cirka 10 minutters arbejde og 25 minutters venten, mens tærten er i ovnen – det er det. Så det er nemt, meget lidt arbejdskrævende og forholdsvis hurtigt.

Ingredienser til gedeosttærte.
Ingredienser til gedeosttærte.
Tærten klar til at gå i ovnen.
Tærten klar til at gå i ovnen.

 

Hvis jeg besluttede mig for at hente en pizza eller besøge McDonalds (det sker sammenlagt fire-fem gange om året) ville det tage nogenlunde den samme tid, fra jeg gik og smækkede døren og til jeg stod hjemme igen med det erhvervede papindpakkede fastfoodvalg. Men her ved jeg, hvad der er i – og jeg føler mig mæt mere end en halv time.

Opskriften stammer fra en slankebog fra Vægtkonsulenterne, og jeg må krybe til korset og skrive, at den gedeosttærte, I ser på billederne, har mere end de foreskrevne 25 gram gedeost i sig. Faktisk er der 50 gram, altså det dobbelte. Det bliver den bestemt ikke ringere af – men helt sikkert mere fedende 🙂

Opskriften kan sagtens ganges op. Jeg har lavet den til to personer, og det gik fint – og så serverede jeg en grøn salat og brød til.

Færdigbagt gedeosttærte - den skal have 15-18 minutter.
Færdigbagt gedeosttærte – den skal have 15-18 minutter.
Nem og forholdsvis hurtig aftensmad - eller som frokostret.
Nem og forholdsvis hurtig aftensmad – eller som frokostret.

 

Gedeosttærte

(1 person)

Tærtedej:

30 gram let mayonnaise

30 gram mel

Et nip salt

Fyld:

10-15 gram smør (Vægtkonsulenterne siger 1 tsk, det mener jeg så ikke man kan stege noget som helst i)

50 gram løg i skiver

25 gram gedeost (jeg brugte 50 gram)

1 æg

30 gram græsk yoghurt 10 procent

Peber

Et par kviste timian

Evt. salat til (den på billedet er bare revet gulerod med citronsaft – det smager skønt og er supersundt)

Bland mayonnaise, salt og mel sammen til en dej og pres den ud i en lille tærteform. Forbag bunden i cirka 10 minutter i en 200 grader varm ovn.

Varm fedtstoffet op på en lille pande og steg løgskiverne til de er bløde. Fordel dem herefter på den forbagte bund og smuldr gedeosten hen over.

Pisk ægget sammen med yoghurt og hæld det over. Kværn lidt peber på og læg timiankviste over. Kom tærten i ovnen igen og bag den i cirka 15 minutter til den er gylden.

Server den lune tærte med en salat og groft brød.

(opskriften er fra ”Æg, mælk og ost” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist, Vægtkonsulenterne, 2008)

Tærten kan laves og sises året rundt - det er ikke specielt en sommerret.
Tærten kan laves og spises året rundt – det er ikke specielt en sommerret.
Det her er til 1 person - og jo, det kan jeg da sagtens spise!
Det her er til 1 person – og jo, det kan jeg da sagtens spise!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *