Lakserulle med rygeost – og godt nytår

lakseruller med rygeost
Rullen kunne godt være smukkere, men jeg brugte for lidt laks og for fedtfattig rygeost, så det var min egen skyld….

Godt nytår til alle jer, der kigger ind på min blog nu og da.

Nytårsaften har aldrig været min kop te. Jeg husker en nærmest uendelig række af “fester”, hvor alle har klædt sig festligt på, forventningerne er skruet helt urimeligt i vejret, og forstanden ryger ud efterhånden som spiritussen ryger ind.

Jeg tror faktisk kun, jeg har været til en enkelt nytårsfest, som jeg virkelig nød (ud over de nytårsaftener, jeg tilbragte i fred og ro med mine forældre og god mad) – det var hos et vennepar, Karin og Jørgen, og vi var masser af mennesker, der alle hjalp med madlavning, borddækning, underholdning med mere. Alderen gik fra omkring 10 år og op til omkring de 75, tror jeg, og selv om selskabet da ud på aftenen var selskabeligt overrislede, var der ingen vanvittige stunts, ingen ophidsede diskussioner og ingen pinlige scener. Kun sang, samtale og samvær. Det var godt.

Mens jeg elsker julen og bestemt synes, den skal tilbringes med min familie, har jeg det sådan med nytåret, at jeg godt kunne tænke mig at prøve at fejre det i udlandet på en rejse. Eventuelt hos venner i udlandet, men det kunne såmænd også bare være mig alene på tur – på Times Square i New York eller lignende 🙂

ingredienser 1 jan
Ingredienser til lakserullerne.

Nytårsvagten

Nå, i år var pengene absolut ikke til New York eller noget andet vildt. Og desuden havde jeg trukket nytårsvagten.

Det er såmænd ikke så katastrofalt. Det er ikke en tilkaldevagt, så man kan godt tage til en nytårsmiddag uden dårlig samvittighed, men man skal jo altså være ædru og klar i hovedet, når man tidligt på dagen den 1. januar skal ringe til politiet for at høre, hvad der er sket i løbet af nytårsaften og nat. Og man skal kunne skrive de artikler, der skal til, og lægge dem på nettet.

I år var jeg – og politiet – heldige; det var en nytårsaften i den milde ende. Men så heldig er man ikke hver gang. Jeg har også haft nytårsvagter, hvor der var rigeligt med arbejde til vagten.

Min søster havde heller ikke lyst til at feste. Hun lagde hus til familien i fire dage i julen og lavede det meste af maden – lige som mig er hun ikke vild med indblanding i køkkenet, så hun valgte at klare det selv – så der skulle i hvert fald ikke laves fancy mad, og der skulle ikke pyntes op med serpentiner i huset eller for den sags skyld stadse sig op i festtøj.

Så vi blev enige om en nem nytårsaften i hinandens selskab.

laks på film
Laksen bredes ud på husholdningsfilm, så det danner et rektangel. Men jeg skulle altså havde brugt 50 gram laks mere…
rygeostcreme
Så sprøjtes der rygeostcreme på med en sprøjtepose med tylle…

 

Menuen

Jeg købte Holstebros bedste is – den laves af Gabriele Zingoni fra Firenze. Han ejer Zingoni Vini i Nørreportcentret i Holstebro og laver helt fantastisk italiensk is. Det var så desserten; chokoladeis, zabaglione-is og champagnesorbet. Læs mere om Zingoni Vini her.

Jeg lavede også forretten, en supernem ting som jeg fandt i en mail fra Royal Greenland. Og min søster lavede en fantastisk velsmagende kyllingeret i fad (en Jamie Oliver-opskrift) og en ristet salat.

Vi drak en cava, jeg fik for et par år siden af Hannah og hendes datter Marie-Louise til mit jubilæum, og den var rigtig god.

Og så snakkede vi ellers, spillede spil (Sequence), så tv (BBC), skålede til råshusklokkerne og sluttede med at se Katrine Lilleør prædike. Og det var så den – hyggelige – nytårsaften.

Sådan bliver de forhåbentlig også fremover, med mindre jeg får råd til at komme med til kejserballet i Wien – eller bliver inviteret til en fest med 200 mennesker i festtøj, balloner i loftet og et live-orkester (altså et rigtigt et med dirigent – ikke et rockband).

færdig lakserulle
Den færdige lakserulle hviler i køleskabet indtil den skal bruges.

Røget laks med rygeost, radiser og rugbrødschips

(4 personer)

300 gram røget laks

150 gram rygeost

0,5 dl sødmælk

rugbrød

50 gram radiser

1 bakke karse

25 gram smør

salt og peber

Fjern kommenfrø fra rygeosten og blend den med mælken til den er cremet, men stadig fast. Smag til med salt og peber. Kom cremen i en sprøjtepose eller en almindelig frysepose og læg den i fryseren til laksen er klar.

Rul et stykke køkkenfilm ud på bordet og placer lakseskiverne side om side, så de danner et rektangel. Sprøjt rygeostcremen ud på laksen på den lange led og rul laksen stramt om cremen ved hjælp af filmen. Læg rullen i fryseren til den skal anrettes.

Skær rugbrødet i så tynde skiver som muligt. Læg det på en bageplade, pensl det med lidt smeltet smør og drys med havsalt. Rugbrødet bages sprødt i ovnen ved 175 grader i cirka fem minutter.

Imens skæres radiserne i tynde skiver og lægges i koldt vand.

Når retten skal anrettes, skæres lakserullen ud i passende stykker på skrå. Læg lakserulle-stykker på tallerknerne, pynt med eventuel resterende rygeostecreme, radiser, karse og sprødt rugbrød.

Man kan eventuelt også servere med flutes og en sprød salat.

Note 1: Min søster syntes, det smagte vældigt godt, men jeg var ikke helt tilfreds. Mest fordi jeg havde været doven og ikke gad gå rundt i supermarkederne for at finde ordentlig rygeost, altså 10 procent. Jeg lod mig nøje med 1 procent rygeost i Fakta. Og det kan man jo sige sig selv ikke smager af meget. Desuden blev cremen ikke helt så fast på grund af den totalt fedtfattige ost.

Note 2: Min fejl nummer to var, at jeg i skyndingen snuppede en pakke laks med kun 100 gram. Da jeg lavede halv portion, skulle jeg have haft 150 gram. Og de manglende 50 gram betød altså noget for, hvor meget laks jeg kunne rulle om fyldet.

Note 3: Jeg kan ikke beskrive med ord, hvordan man ruller en rulle ved hjælp af husholdningsfilm. Men måske kender du én, der kan vise dig det? Det er ret nemt og filmen hjælper med at rulle stramt.

Note 4: Jeg snød, nu da det var en nem aften, og købte Bager Max’s færdige rugbrødschips med rosmarin. De er dejlige 🙂

(Opskriften er fra en nyhedsmail fra Royal Greenland, december 2013)

forret med bobler
Forret med boblevand fra Spanien.
cava
Den var slet ikke tosset til mad.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *