(Artiklen har været bragt i Dagbladet Holstebro i  november 2008)

Italien er meget andet end Toscana og Rom. For eksempel den fede, rige region Emilia-Romagna, hvor det er svært ikke at blive grebet af tilværelsen som luksusdyr.

Af Mette G. Sørensen

Emilia-Romagna: »Jeg tror, jeg går ned på torvet og sætter mig,« siger en af mine rejsekammerater i pausen mellem første og anden akt.

Han har måtte sande, at opera ikke er for alles ører og temperament.
Jeg er fristet til at følge med ham, for der er varmt i Teatro Regio i Parma, og også jeg har kedet mig store dele af den første time af »Rigoletto«. Men det er min første opera, så jeg har besluttet mig for at stå det igennem. Om ikke andet kan jeg få lang tid til at gå med at kigge på de forgyldte balkoner, den fantastiske lysekrone og det elegant klædte italienske publikum.

Men så sker der noget i anden akt. Leo Nucci, der synger titelrollen som Rigoletto, og som er en lokal mand, har sin næstsidste optræden nogensinde. Han skal på pension. Og Désirée Rancantore, der synger rollen som hans datter Gilda, er kommet specielt ned fra Verona, hvor hun hører hjemme, for at synge med Nucci en sidste gang. Der er pakket med fans i galleriet, og efter en far-datter-duet, brager jubelen løs. Der bliver klappet, trampet og råbt »brava«. Leo Nucci afbryder forestillingen, træder frem og bukker. Efter anden akt kommer han og Désirée frem for at modtage mere jubel, selvom vi stadig mangler tredje akt.
»Det er meget usædvanligt,« siger vores italiensk guide, Paola, forundret.
Og det bliver ikke ved det. Publikums jubel ansporer parret til at synge duetten igen som et slags ekstranummer. Det er så fantastisk at være lige der, lige nu – og så tæt på.

Verdi-festival

Vores besøg i det smukke, neoklassiske, gulkalkede Teatro Regio, bygget i 1821-1829, skyldes Parmas årlige Verdi-festival.

Det er nu ikke den eneste by, der har en Verdi-festival, men i Parma mener man, at deres er den rigtige, for Giuseppe Verdi stammer nemlig fra landsbyen Busseto lige i nærheden. At han så blev vred på Parma over borgernes afvisende holdning til hans samleverske, og derfor forlod den, betyder mindre.
Verdi-festivalen varer en hel måned, oktober, og hele byen bakker op om den – jeg talte på en kort gå-tur mindst 15 forretninger, der havde et kostume fra en tidligere opført Verdi-opera udstillet i vinduet.

Parma ligger i regionen Emilia-Romagna, og er sammen med Modena de to næststørste byer – begge på 180.000 indbyggere, kun overgået af hovedbyen Bologna, der har omkring 400.000 indbyggere.
I Emila-Romagna er man grundigt trætte af, at alle turister tager til nabo-regionen Toscana, kendt fra utallige film, reklamer og bøger.

Ferrari

»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi aldrig ser nogle engelske turister. Englændere kan jo ellers godt lide Italien. Så tog jeg til Rom og besøgte det kontor, der skal sælge Italien til englænderne – og så forstog jeg hvorfor. Hele deres salgslokale var plastret til med plakater fra Toscana,« siger vores guide og tolk, Paola Golinelli, der arbejder for det regionale turistråd, indigneret.

Hendes harme er sådan set forståelig nok, for Emilia-Romagna har virkelig noget at byde på – hvis altså de kan råbe turisterne op.
Bilmærkerne Lambourghini, Ferrari og Maseratti hører f.eks. hjemme her. Det kræver specialtilladelser at besøge fabrikkerne, men det kan dog lade sig arrangere. Men man kan også bare besøge fabrikkernes showrooms.

Vi kører til Ferraris, der ligger i Maranello. Det er søndag, og der er stopfyldt med italienske familier på udflugt. Fædre forklarer deres sønner om Ferraris storhed, fremviser legendariske sportsvogne, fotograferer, ligger på gulvet for at kigge op under bilerne – eller lader sig forevige ved siden af en af bilerne, mens de diskret rører ved den (det må man ikke!). Det er her, jeg møder et australsk ægtepar – i toiletkøen. Hun spørger mig, hvad jeg synes om stedet, og jeg svarer, at jeg ikke er så interesseret i biler, men at kaffen er billig og god. Hun griner, men han udbryder: »Det her er ikke bare biler, det er kunst!«

Kokkeskole

Så er jeg straks mere interesseret i det kokkeskole-ophold, der er booket for os på restauranten Aquila Romana i den lille by Noceto, ikke så langt fra Parma.

Her råder kokken Beatrice. Hun og hendes søster, der er stedets vinkyndige sommerlier, er tredje generation i en restaurant, der blev grundlagt i 1945 i af bedstefaderen Giorgio Petrini. Magten er tredelt – Beatrices mand står for baren, hvor gæster kan komme og få en drink, en kop kaffe eller en let frokostret, samt for serveringen i selve restauranten.

Køkkenet er ikke voldsomt stort, og delt i to rum. I det ene arbejder den unge dessertkok med tre af mine rejsekammerater; de skal lave æblekage med sabayonnecreme. I det store rum er der to grupper, som Beatrice veksler mellem, nemlig to herrer, der skal lave parmesan-is med sprøde parmesanflager og pærekompot, samt Lene og jeg, der skal lære at fremstille pasta fra bunden og derpå forme tortellinier med bladbede-ricotta-fyld.

Det er en fantastisk oplevelse, og vi lærer så meget! Selv de to mænd med parmesan-isen bliver grebet af deres egne præstationer og mener, at et blot par dage mere, så ville de være sande mestre. De er dog ikke mere mestre, end at de er overbeviste om, at de lige har kreeret en dessert – indtil vi får serveret parmesan-isen som forret!
Beatrice er en tålmodig, smilende, men også bestemt lærer. »Nej, nej – dejen er død. Du kan ikke skade den mere,« siger hun til mig, da jeg forsøger at rulle pastadejen ud med en kagerulle. Der skal kræfter til, viser hun.

Bagefter spiser vi de retter, vi har frembragt, og får forklaringer på vinene, der er de bedste, vi overhovedet får på turen.

I spa

Og så er Emilia-Romagna er regionen, der er kendt for sine spa-bade.

Vi bor i den lille kurby Salsomaggiore, der netop gennem tiden har været særligt eftertragtet på grund af byens kurvand.
Nå ja, så er det i øvrigt også stedet, hvor Miss Italien konkurrencen afvikles hvert år. Det er faktisk det første, vores guide begejstret fortæller os om! Hun udpeger endda hotellet, hvor miss’erne bor under konkurrencen, og ved sort set alt om den rødhårede sicilianer, der i år vandt titlen.

Byen ligger 157 meter over havets overflade ved foden af bjergkæden Appeninerne, og den har siden begyndelsen af 1800-tallet været en populær kurby. Byens centrale, meget store kurbad (næsten alle hotellerne har også deres eget spa-wellness-center) Berzieri Spa, er bygget i 1920erne i skøn art nouveau-stil.
På grund af dets natrium-indhold, skulle det vand, som byen henter op fra 800-1200 meter dybe brønde, være specielt sundt og helsebringende. Det anses for at været særligt stimulerende for folk med problemer med maven eller med bronkierne.
Berzieri Spa er opkaldt efter den lokale læge Lorenzo Berzieri, der i 1839 var den første, der efter omfattende studier påviste de terapeutiske virkninger af brom-jod-holdigt saltvand.

På Berzieri Spa tales der ikke engelsk, så vi har en fornøjelig eftermiddag, hvor hold 2 nyder godt af at følges med vores guide, der oversætter, mens herrene på hold 1 bliver ganske forskrækkede over de myndige damer i hvide kitler, der med bestemte fakter beordrer mændene ud af badekåben og ned i hver deres karbad.
»Vi vidste hverken hvorfor, hvad det gjorde godt for, eller hvor længe vi skulle ligge der,« forklarer en af mændene bagefter over et styrkende glas prosecco – det italienske svar på champagne.
Men vi har nydt det.

Fakta 1:

Emilia-Romagna

Regionens hovedby Bologna er kendt for Europas ældste universitet fra 1088, samt for mortadella-pølsen og bilmærket Lamborghini. I øvrigt kommer den fhv. formand for EU-kommissionen, Romano Prodi, fra Bologna.
Andre vigtige byer: Parma, kendt for sin arkitektur og sit fodboldhold. Modena er kendt for bilmærkerne Maserati og Ferrari samt for balsamico-eddike. Ravenna er kendt for sin årlige teaterfestival og for engang at have været centrum for den byzantinske kultur.
Emilia-Romagna er en af Italiens mest velhavende regioner.
Regionen er kendt for parma-skinke, parmesanost, rød Lambrusco-vin, hvid Malvesia-vin, balsamico-eddike samt frugt som f.eks. ferskner og kirsebær. Og i Sassuolo-dalen produceres tæt ved 40 procent af verdens keramiske fliser.

Fakta 2:

Priser

Vi boede på Hotel Valentini i kurbyen Salsomaggiore, hvor et værelse i højsæsonen koster ca. 60 euro (447 kroner) pr. person, inklusive morgenmad. Det firestjernede hotel har eget spa-wellnesscenter og læge tilknyttet.
Spa-behandlinger: På Berzieri Spa varierer priserne fra f.eks. en tur i et aromatiske tyrkiske hammam-bad til 17 euro (126 kroner) over en »dybt afslappende skønhedsdag« for 88 euro (656 kroner) til en »lang weekend, tre dage, romantisk spa-pakke« til 350 euro (2609 kroner).
Operaen/Verdi-festival: Priser fra 12 euro (89 kr. – ståpladser i galleriet) til 120 euro (894 kroner – centralt i balkonloge og uden blinde vinkler).
Ferrari-entré: 12 euro (89 kr.) for voksne, 8 euro (60 kr.) for børn. Er man en hel familie, to voksne + børn, koster det 8 euro pr. m/k.
Kokkeskole: Hos Beatrice i Aquila Romana lejer man hende & køkkenet som et hold. Det koster 200 euro (1490 kroner) + 150 euro pr. person, der deltager (1118 kroner). Det inkluderer et afsluttende måltid med vine. Info@aquilaromana.it

Fakta 3:

Rejsen

Man kan flyve til lufthavnen Forli, 60 kilometer syd for Bologna, tæt ved Adriaterhavets strande, eller til en anden lille lufthavn, nemlig Parmas inde i landet. Man kan naturligvis også flyve til Bologna Marconi Lufthavn.
AirBorne, der er hjemhørende i Sønderborg, står bag flyruterne fra Karup til både Forli og Parma (med en kort mellemlanding i Odense). Det er Cimber Air, der flyver turene med et turbo propel-fly med plads til cirka 50 passagerer. Turen varer cirka 2 timer og 45 minutter. En returbillet koster 3395 kroner, inklusive skatter og afgifter, og der flyves kun i sæsonen, som cirka går fra første lørdag i april til sidste lørdag i oktober.
Hvis man vil flyve til Bologna, er det SAS, man skal med. Fra København. Der flyves med jet, og turen varer cirka 1 time og 40 minutter.
Vi var inviteret af airBorne og TopRejser i samarbejde med AptServizi, det regionale turistråd i Emilia Romagna.