Den 23. januar 1982 fik jeg Charlotte Brontës “Jane Eyre” i forsinket fødselsdagsgave af Liz.

Altså, det er ikke sådan noget, jeg på stående fod kan huske så præcist, men det står heldigvis i den nu temmelig slidte og gulnede udgave af bogen, en Penguin-klassiker, som jeg altså fik få uger efter, jeg var ankommet til England, og fire dage efter min 19 års fødselsdag.

Hvorfor fortæller jeg nu det? Jo, fordi de faktisk spiser mincepies til jul i “Jane Eyre”.

For nu at holde mig til sandheden, må jeg dog indrømme, at det var ikke der i 1982, at jeg fandt ud af det med julen i Jane Eyre. Der gik faktisk årevis, inden mit engelske var godt nok, og min motivation var stor nok til at læse Jane Eyre på originalsproget.

Indtil da havde jeg kun set den i diverse film- og tv-udgaver. Og nu elsker jeg både bog og et par af filmatiseringerne, selvom “jul” ikke det mest fremtrædende ved fortællingen.

Jeg kom til at tænke på selv at lave mincepies, da jeg for et par år tilbage købte Nigel Slaters “The Christmas Chronicals“. Det lød bare så lækkert. Men da jeg fandt bogen frem her for en måneds tid siden, gik det op for mig, at ikke bare skulle jeg ud at investere i en flaske brandy – og jeg skulle også have fundet “suet” – og hvad var nu lige det?

Jeg ved godt, at suet er en slags fedt (i gamle dage – sikkert også i Jane Eyres tidsalder – VAR der faktisk kød i mincemeatpies), men hvilken slags fedt? Jeg spurgte forfatteren og journalisten Lone Theils, der ud over at være anglofil også er et madøre.

Hun skrev: “Det er dyrefedt i fast form – nærmest som talg. Man kan godt erstatte med smør vil jeg tro – det er en traditionel ingrediens brugt især i det nordlige England, som nogen holder fast i for traditionens skyld. Men Nigella (Lawson, en af Lones favoritter :-)) siger, at man kan erstatte med vegetabilsk fedt, så du kan måske overveje palmin eller kokosolie?”

Det tror jeg helt bestemt, at jeg vil prøve i julen 2021. Og hvem ved, måske ser verden helt anderledes ud, og vi kan rejse, og jeg kan besøge London i juletiden og købe suet med hjem….

Nå, men jeg var jo fordybet i The Little Library Cookbook af Kate Young her i efteråret, og sandelig om hun ikke også har en mincepie-opskrift. Hendes er med portvin, mandarinsaft og honning.

Nigel Slaters er som nævnt med brandy, suet og demerarasukker. Han siger, at Delia (Smith, legendarisk engelsk køkkenidol) hævder, at hendes mincemeat kan holde sig i tre år – og at hans mors i hvert fald holdt i årevis.

Måske er det manglen på fedt og brandy, men Kate Young lover kun, at hendes mincemeat holder sig “a good few months“.

Men pyt, hjemme hos mig blev det alligevel ikke gammelt 🙂

Jeg lavede mincemeat efter Kate Youngs opskrift (jeg havde en slave-portvin i skabet, så fint…) én lørdag – og bagte de små pies med fyldet den næste.

Det er ikke svært. I hvert fald ikke at lave mincemeat’en. Og min mørdej blev SÅ porøs og lækker. Men det kræver lidt snilde og erfaring, tror jeg, at få de små pier til at se pæne ud. De “krøb” lidt i formen, er vist lidt større end Kates (hun kan 24 ud af den portion dej – jeg kunne kun lave 17) og min stjerne i midten var ikke helt stor nok.

Men smagen fejler ikke noget! Jeg spiser mindst én om dagen i øjeblikket 🙂

Mince pies

(Kate får 24 styk ud af det – det havde jeg også fyld til, men kun dej til 17…)

Mincemeat

75 ml portvin

75 gram mørkbrun sukker (jeg brugte moscovado)

1 tsk stødt ingefær

0,5 tsk stødt nellike

1 tsk stødt kanel

2 små æbler, ikke skrællede, revne (se note 1)

150 gram sultanas (gyldne rosiner)

150 gram mørke rosiner

50 gram tørrede tranebær

Revet skal og saft af to klementiner

1 tsk vaniljeessens

0,5 tsk mandelessens (se note 2)

2 spsk flydende honning

Mørdej:

180 gram smør (se note 3)

360 gram hvedemel

Skal og saft af to klementiner

Lidt salt

Flormelis (til at drysse over de færdige kager)

Mincemeat: Opvarm portvinen og det brune sukker i en gryde over lav varme. Slyng det lidt rundt i gryden, indtil sukkeret er helt opløst. Tilsæt krydderierne, det revne æble og den tørrede frugt samt skal og saft af de to klementiner.

Lad det simre i cirka 20 minutter over medium varme, og rør i det en gang imellem for at være sikker på, at det ikke brænder fast i bunden af gryden. Når væsken er reduceret, slukker du for blusset og tilsætter vanilje- og mandelessens samt honning. Rør det godt igennem.

Hæld blandingen på steriliserede sylteglas – eller i en anden lufttæt beholder. Det kan bruges samme dag (når det er kølet helt af) – men det kan altså også holde sig “nogle måneder”.

Dejen: Kom melet i en stor skål og skær det kolde smør i små tern. Brug fingrene til at nulre smørret ind i melet, så blandingen kommer til at ligne store brødkrummer. Kom klementinskallen i, og dryp så klementinsaften i lidt ad gangen, mens du samler dejen. Hvis du har brug for mere væde, så brug lidt koldt vand – men pas på ikke at bruge så meget, at dejen bliver klistret.

Pak dejen ind i film og læg den i fryseren i  mindst en time.

Mincepies: Sæt ovnen til 200 grader.

Skær dejklumpen i flere stykker og rul et stykke ud ad gangen, mens du lader resten være på køl (Se note 4).

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til tykkelsen af “en pound coin” – tjah, det er så cirka 4 mm 🙂 Forholdsvis tykt. (se note 5).

Brug en udstikker til at lave cirkler, som er cirka 1 centimeter større i diameter end hullet i din “shallow muffinform” (se note 6).  Smør formene og pres dejcirklerne ned i formene. Fyld op med en spiseskefuld fyld (mincemeat) – fyld dem ikke op til kanten, for de bobler og flyder over, siger Kate Young (se note 7).

Bag dem midt i ovnen i cirka 15 minutter eller indtil de er gyldentbrune. Lad dem køle lidt af i formen og tag dem så forsigtigt ud (pas på ikke at ødelægge den sprøde dej) og lad dem køle helt af på en rist.

Når de er kolde, drysses flormelis ud over dem.

(opskriften er fra “The Little Library Cookbook” af Kate Young, Head of Zeaus, 2017)

Note 1:  Ja, jeg havde jo fået mine æbler skrællet, inden jeg opdagede, at der stod, at man ikke skulle skrælle dem. Jeg ved ikke, om det ville have gjort en forskel – men det smagte nu dejligt alligevel 🙂

Note 2: Som nævnt før i forbindelse med Kate Youngs opskrifter, så er det første gang, jeg arbejder med mandel- og vaniljeessens. Jeg er stadig skeptisk…

Note 3. Kate Young arbejder med halvt smør, halvt vegetable shortening. Det tror jeg ikke, man kan få herhjemme. Men hun skriver selv, at man udelukkende kan bruge smør.

Note 4: Dejen er svær at rulle ud. Den smuldrer og er sej. Når den rulles ud for anden gang (resterne), og der er blevet arbejdet lidt med den, er den meget bedre. Men så når man til et punkt, hvor den er for blød….altså ikke helt nemt. Men det dur altså ikke at lade det hele stå ude for længe, så hold det, du ikke arbejder med, i køleskabet.

Note 5: Man kan se på billederne af Kate Youngs mincepies, at hendes dejskaller er ret tykke, så det er mine også. Og det smager helt fint, fordi dejen er porøs og lækker. Men Nigel Slater skriver, at han ruller sin dej ud, “så tyndt som muligt, uden at de færdige pier ligefrem går i stykker i hånden på dig, når du tager en bid”. Hmmm…

Note 6: Shallow betyder “lavbundet” eller noget i den retning. Man skal altså ikke bruge en dyb muffinform. Min form er egentlig til små burgerboller, sliders. Det gik helt fint med den, selvom den i diameter lige er til den store side.

Note 7: Tjah, mit fyld boblede altså ikke op og flød over! Så i anden omgang fyldte jeg pieformene mere, og det gav ingen problemer.