Pasta med sauteret spinat, peberrod, blåmuslinger og bacon

pasta med blåmuslinger, spinat og peberrod
Pasta med blåmuslinger, spinat og peberrod.

”Problemet” med blåmuslinger er, set med mine øjne, at de danske faktisk er bedst i de køligere måneder, sådan fra september til maj. Men jeg har mest lyst til dem, når solen skinner og det er sommer. Jeg synes, de skriger på at blive spist udendørs med et glas koldt hvidvin til.

Nå, blåmuslinger kan nu fås året rundt – højsæsonen er bare den ovennævnte.

Sommermad - og nemt at lave
Sommermad – og nemt at lave.

I Danmark fanges de fleste blåmuslinger i Limfjorden. Det er desuden blevet almindeligt at dyrke blåmuslinger på liner, reb ig pæle – og de muslinger kaldes for linemuslinger. Fordelen ved linemuslinger er, at de er mere kødfulde og – ikke mindst – fri for sand i modsætning til muslinger, som fiskes i havet.

Muslinger kan indeholde algetoksiner, Derfor har EU et overvågningsprogram, som dagligt kontrollerer forekomsten af giftige alger og algetoksiner i muslinger. I varme somre kan muslingefiskeriet blive indstillet, hvis der er mange alger i vandet.

Muslinger skal renses grundigt. Skyl dem i en vask eller balje med koldt vand. Skyl dem lidt voldsomt, så de muslinger, der har åbnet sig, lukker sig ved den hårdhændede behandling. Tjek, om der er nogle, der stadig er åbne. Bank de åbne muslinger hårdt i bordet. Hvis de ikke lukker sig efter et minuts tid, skal de kasseres. Tilberedte muslinger skal derimod kasseres, hvis ikke de åbner sig under kogningen. Tving dem aldrig op. Muslinger er ikke lige stedet, hvor man skal være nærig. Smid dem ud, der ikke dur – basta!

Ingredienser - muslinger til mig selv er et halvt net, cirka 0,5 kilo.
Ingredienser – muslinger til mig selv er et halvt net, cirka 0,5 kilo.

Pasta med sauteret spinat, peberrod, blåmuslinger og bacon

(4 personer)

350 gram pasta penne

150 gram bacon

2-3 spsk olivenolie

4 fed hvidløg, finthakket

1,2 kilo blåmuslinger (se note 1)

1,5 dl hvidvin

1 dl fløde (se note 2)

2 spsk smør

0,5 pose frisk spinat

2 cm peberrod, friskrevet

1 lime (øko, fordi du skal bruge skallen)

Evt. friske krydderurter

Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Steg bacon sprød på panden, og lad den dryppe af på køkkenrulle.

Varm olie på panden, svits hvidløg af og hæld blåmuslinger på. Hæld hvidvinen ved sammen med 1 dl vand og lad muslingerne åbne sig. Hæld fløde ved, si saucen fra muslingerne (det er faktisk nemmest at fiske muslingerne op med en hulske) og pil dem ud af skallerne.

Reducer (det vil sige; kog ind) saucen lidt.

Varm smør på panden og sauter den skyllede og afdryppede spinat.

Vend pastaen med spinat, friskrevet peberrod (nej, det der allerede revne i bøtter eller poser dur ikke), bacon (som du lige smuldrer/brækker i mindre stykker) og muslinger på panden. Hæld muslingesaucen over.

Server i dybe tallerkner – riv limeskal over og pynt eventuelt med friske krydderurter.

Note 1: Jeg synes, at 1,2 kilo muslinger er i underkanten til fire personer. Man kan godt risikere at skulle smide en del ud. Jeg ville købe i hvert fald 1,5 kilo, måske 2.

Note 2: Jeg synes også, at 1 dl fløde er i underkanten. Men du bestemmer jo selv, hvor ”fed”, du vil have din sauce.

(Opskriften er fra bladet ”Mad & Venner” årgang 2014, nummer 112)

En fin afvekling fra klassikeren Moules Mariniéres
En fin afveksling fra klassikeren Moules Mariniéres med safran, persille og fløde.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *