Pebernødder forekommer ellers normalt ikke i mit stærkt begrænsede repertoire af småkager.
Det gør de ikke, fordi min søster er rigtig god til dem.
I mange, mange år levede hun og jeg lykkeligt uvidende om småkage-bageriets udfordringer. Vi havde nemlig en mor, der delvist var vokset op hos sin konditor-bedstefar og havde suget til sig, og som senere i livet også havde lært alt det, der var værd at lære fra vores farmor, der var tidligere husbestyrerinde på store gårde. Så mor kunne bage julesmåkager, så englene sang. Det håber jeg så, at hun også får lov til at gøre for englene i i himlen nu.
Da hun døde, stod søster og jeg – ud over sorg – med en række umiddelbare madproblemer. Meget af den mad (og især bagværk), vi kunne lide, var “mors version”, og vi havde aldrig sådan for alvor sat os ind i, hvordan hun gjorde tingene. Søster havde dog de seneste år lavet juleaftensmiddagen sammen med mor, så den er hun faktisk i dag lige så god som mor til at lave.
Men småkagerne….
Altså, der var jo ikke andet at gøre end at gå i gang med at prøve. Søster tog pebernødderne og hendes egne favoritter, vaniljekransene, mens jeg kastede mig over mine favoritter, jødekager, samt min fars favoritter, brunkagerne. Jødekagerne fik jeg sidste år nogenlunde styr på. De er endnu ikke papirtynde, som min mors, men den rigtige smag er der. Til gengæld har jeg erkendt, at jeg aldrig kommer til at lave brunkager som mor. Hendes var uovertrufne – supertynde, store, sprøde og med en halv mandel som pynt.
Ud fra erkendelsen kom ønsket om at finde nogle brunkager, jeg kunne finde ud af at lave, og som familien kunne lide. Det lykkedes sidste år med Mette Blomsterbergs ret nemme opskrift. Den skal jeg nok vende tilbage til senere – engang i december.
Kollegaens opskrift
Nå, selv om min søster laver utroligt gode pebernødder, fik jeg lyst til selv at prøve, da jeg fik min kollega Anitas opskrift. Der er nemlig peber i, og det synes jeg er godt.
Jeg valgte dog kun at lave halv portion af opskriften. Jeg kunne regne ud, at der måtte komme utroligt mange pebernødder ud af den opskrift, og det gjorde der da også: 155 af den halve opskrift.
Den anden grund til at lave halv portion var, at jeg ville prøve, om jeg kunne lide dem. Opskriften er nemlig ret forskellig fra de øvrige jeg har i min lille håndskrevne julebagebog – det er en notesblok, som jeg i mange år (over 30) har skrevet julebageopskrifter ind i.
Anitas opskrift indeholder – ud over peber (det er der kun en af mine andre, der gør, sjovt nok) – rigtig meget mel. Et helt kilo. Min mors pebernøddeopskrift indeholder f.eks. til samme mængde margarine og krydderier kun 400 gram mel – og under det halve sukker. Camilla Plums peberkager (der indeholder sort peber – endda en hel del) indeholder (til samme mængde sukker og margarine) kun “hvedemel til dejen bliver fast, men ikke hård”. Dem har jeg tænkt mig at prøve en dag.
Men summa summarum – Anitas pebernødder smager rigtigt godt. Man kan godt smage det hvide peber (der er mere skrapt end sort peber) og også tydeligt kardemommen og citronskallen. De bliver ikke sådan for alvor brune som både min søsters og Camilla Plums, bare ganske let lysebrune.
Anitas Pebernødder
(cirka 300 stk)
1 kilo mel
200 gram margarine
500 gram sukker
2 sk kardemomme
0,5 tsk hvid peber
0,5 tsk hjortetaksalt
1 tsk stødt nellike
revet skal af 1 økologisk citron
6 æg
4 spsk fløde
Mel og krydderier blandes sammen.
Koldt smør hakkes i.
Sukker og æg røres til æggesnaps – fløden røres i.
Melblanding og æggesnaps røres sammen. Æltes godt.
Trilles ud i lange pølser, skæres i passende stykker og trilles i “pebernødde-størrelse”.
På en plade (de flyder ikke ud, så man kan godt sætte dem ret tæt) med bagepapir og i en forvarmet ovn i cirka 12-13 minutter ved 180 grader.
Lad dem køle helt af, inden de lægges i kagedåser.
Note 1: Det smager godt med citronskal. Jeg brugte faktisk skallen af en hel citron til den halve portion, og resultatet var godt. Så man kan godt komme mere i, hvis man kan lide det friske citronsmag.
Note 2: Der står “smør hakkes i”. Jeg bruger nu klør 5. Det synes jeg, er det nemmeste. Altså fingrene ned i melet, og så smuldrer man margarinen/smørret med melet, indtil det bliver helt findelt.
