Jeg kan umanerlig godt lide god vodka. Har man imidlertid fået anskaffet sig en knap så effen én af slagsen, kan man camouflere den som for eksempel i nedenstående, velsmagende opskrift.
Rosemary vodka
(til 2 glas)
2½ dl æblemost
4 cl vodka
2 spsk. koncentreret hyldeblomstsaft
4 kviste rosmarin
2 tsk. citronsaft
Citronskal fra ½ økocitron
6 isterninger
2 skiver citron
Hæld æblemosten i en gryde, kog det ind til cirka en ½ dl, og lad det køle af. Hæld æblemosten i de to glas, fordel vodka i glassene. Tilsæt hyldeblomst, rosmarinkviste, citronsaft og strimler af citronskal. Fordel isterninger og citronskiver i glassene. Server drikken straks.
(opskriften er fra Samvirke, august 2015)
Vodka med grape og rosmarin
Limesaft med rosmarin:
6 kviste frisk rosmarin
3 limefrugter
Selve drinken (1 glas):
isterninger (knuste)
2,5 spsk vodka
1 1⁄2 spsk limesaft med rosmarin
grapesodavand
evt. 1 skive limefrugt (til pynt)
evt. 1 kvist frisk rosmarin (til pynt)
Limesaft med rosmarin: Træk “bladene” af rosmarinkvistene, og smid kvistene ud. Kom bladene op i en minihakker.
Skær limefrugterne i halve, og pres limesaften ned i minihakkeren, og kør blandingen i cirka 5 minutter, så rosmarinen er helt knust. Hæld blandingen gennem en si, så du får en væske uden klumper i.
OBS! Der bliver i alt cirka 100 ml rosmarinsaft, og du skal kun bruge 1,5 spsk pr. drink, så der er rosmarinsaft nok til cirka 4 drinks.
Selve drinken: Fyld glasset halvt op med knust is. Hæld vodka og rosmarin saft over, og rør rundt. Hæld derefter grapesodavand over, til der ikke er mere plads, og rør så en ekstra gang.
Pynt glasset med en skive lime og en kvist frisk rosmarin.
(opskriften er fra et website, der hedder webopskrifter.dk)