Salat med bagte peberfrugter

peberfrugtsalat
Salat med bagte peberfrugter.

Den her salat kan alle lide.

Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, der ikke kunne. Og den kan sættes til både fisk, hakkebøffer, steaks eller kylling – eller spises til en vegetarhovedret. Den er MEGET anvendelig.

Og så er den smuk. Det hører ellers ikke til blandt mine spidskompetencer at arrangere mad smukt. Det er først noget, jeg er begyndt at tænke på, da jeg startede denne blog og skulle fotografere maden.

her med laks
Salaten kan spises sammen med både kød, fisk og vegetarretter. Her er det en laksebøf, vendt i blå birkes og salt og pandestegt.

Jeg har heller aldrig været god til at arrangere blomster 🙂

Men salaten her med bagte peberfrugter ser bare altid godt ud, også selv om man smider ingredienserne blandt hinanden med løs hånd.

I originalopskriften serveres den sammen med en oksesteak med salviesmør. Det er sikkert godt. På billederne her kan man se noget, som i hvert fald ikke er en steak. Det er en laksebøf, som jeg har vendt i blå birkes og salt.

Det er noget, jeg lærte, dengang jeg ville tabe mig over ti kilo og gik hos DDV (De Danske Vægtkonsulenter) – de blå birkes på laks var et af deres fif, og det er rigtigt godt. Laksen får en sprød skorpe, der holder fisken blød og fugtig indeni. Lækkert.

bagte peberfrugter
Bagning i ovnen over længere tid fremhæver pebrenes sødme og gør dem bløde og lækre.
ingredienser 10. jan 2014
Ingredienser til salaten.

Salat med bagte peberfrugter

(2 personer)

4 røde peberfrugter

1 spsk kapers

2 fed hvidløg

Dressing:

5 spsk olivenolie

saft af 0,5 citron

1 spsk god balsamico

havsalt

Pynt:

1 bundt basilikum

1 håndfuld pinjekerner

Vask peberfrugterne, kom dem i et let smurt (olivenolie) ildfast fad og bag dem i ovnen ved 200 grader i cirka 40 minutter eller indtil de er brune på skindet – vend dem gerne undervejs, så de bliver brune hele vejen rundt.

Lad dem køle af (læg dem i en si, så de også kan dryppe af) og flå skindet af dem, når de er kolde nok til at røre ved. Fjern også kerner og eventuelle membraner inden i frugterne.

Skær peberfrugterne i lange strimler og kom dem på et fad.

Hak hvidløg og kapers fint og kom dem over pebrene.

Bland dressingen og hæld den over.

Pynt med revet basilikum (riv bladene itu med fingrene) og let ristede pinjekerner.

Note: Det kan godt betale sig at investere i en god balsamico. Og det er ikke bare pjat. Det har ikke noget at gøre med (mener jeg ikke), om den er økologisk eller ej. Det har noget at gøre med balsamico’ens alder. Den, jeg har haft det sidste par år, har jeg selv købt i Italien. Den var forholdsvis dyr, men den var også fed, lækker og vildt velsmagende. Nu har jeg en økologisk billigere sag, købt i Danmark, og helt ærlig; den er altså slet ikke lige så god. Hvis du har en god delikatesseforretning i nærheden (gerne én med italiensk ejer), og du kan lide at lave italiensk/Middelhavsmad, så prøv at købe en god lagret balsamico. Du vil ikke fortryde det.

(Opskriften er fra “Hedeturen går til køkkenet”/Søs Wollsen m.fl, Politikens Forlag, 2012)

fisk og grønt - sund mad
Fisk og grønt – sund mad og smuk mad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *