Søster Lenes havregrynskugler

De smager mums - og kan da også sagtens laves og spises, når det ikke er jul.
De smager mums – og kan da også sagtens laves og spises, når det ikke er jul.

Det har været min søsters opgave, siden hun var teenager (og det er en god portion år siden), at lave havregrynskugler til jul. Det har faktisk altid været den foretrukne type konfekt hjemme hos os – sammen med min mors helt enkle chokolade-overtrukne stykker marcipan med en halv mandel på.

Søster – som hedder Lene – laver stadig havregrynskuglerne hver jul, men jeg har egentlig aldrig tænkt over hvordan, og hvad der var i dem. Ikke før jeg kom i tanke om, at jeg kunne lave dem (blandt andet) til mine kolleger til min fødselsdag, som er i næste uge.

Det er er sådan en nem ting at fragte med på arbejde.

Så jeg fik altså opskriften af søster. Og lavede kuglerne her i formiddag.

Det er bestemt nemt at samle det hele – det eneste lille problem, jeg egentlig havde, opstod, da jeg skulle rulle kuglerne i havegryn. For grynene ville ikke hænge ved. Jeg går ud fra, at min havregrynskugle-masse var for “tør” i overfladen, så jeg hældte endnu en skefuld stærk kaffe ud over massen – og så gik det som en leg 🙂

Jeg bruger en anelse mere sukker, mere kakao og mere kaffe end min søster. Men man kan jo selv prøve sig frem.

Nedenstående er hendes opskrift – men med mine ekstra spsk kaffe og kakao.

Lenes havregrnskugler i selskab med en af hendes juleservietter (hun havde sådan nogle festlige nogen i julen 2016, og så tog jeg et par stykker med hjem :-))
Lenes havregrnskugler i selskab med en af hendes juleservietter (hun havde sådan nogle festlige nogen i julen 2016, og så tog jeg et par stykker med hjem :-))

Havregrynskugler

(cirka 50 styk)

125 gram smør (hun bruger saltet, så det gjorde jeg osse)

250 gram havregryn + noget til at rulle i

5 spsk kakao

4 spsk stærk kaffe

200 gram sukker

Rør smørret blødt – jeg brugte en el-mikser. Ælt det sammen med de øvrige ingredienser (se note 1). Form massen til kugler og tril dem i havregryn.

Stil dem på køl – og opbevar dem der, når ikke er skal spises af dem.

Note 1: Når du står med skålen med alle de tørre ingredienser, kan du godt komme til at tænke (for det gjorde jeg) “det kommer da aldrig til at hænge sammen”. Men det gør det. Jeg brugte fingrene til at ælte med, og så blev det efterhånden til en sammenhængende masse.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *