Januar er en træls måned, synes jeg.

Bortset fra at jeg har fødselsdag i januar, er der virkelig ikke meget andet formildende at komme op med. Og i år er der ikke engang sne til at lyse op. Og jeg står heller ikke foran at skulle rejse ud til eksotiske, solbeskinnede himmelstrøg. Jeg må tage til takke med Danmark (som jeg holder af i alle andre måneder end januar og februar) – og det bare regner og er gråt.

Ud over det sædvanlige januar-mismod og længslen efter længere, lysere dage, kommer de økonomiske trivialiteter også væltende. Et jule-overforbrug i december kombineret med en bunke januar-regninger fik mig til at beklage mig på Facebook. En kollega skrev, at så måtte jeg jo tage nogle grød-dage – og en anden kollega foreslog, at jeg slog to fluer med ét smæk og lavede et decideret grød-tema her på bloggen…

Jeg kan godt garantere, at der IKKE kommer et grødtema.

Jeg ved godt, at det er rasende trendy, og at der bliver skrevet hele kogebøger om grød i øjeblikket. Og det er heller ikke fordi, jeg ikke kan lide grød, for det kan jeg da bestemt. Jeg synes bare ikke, at grød er så….interessant.

Grød er som januar

Faktisk er grød lidt lige som januar: Okay, hvis man sørger for at gøre lidt ud af det.

Jeg forsøger at planlægge nogen ting i januar, som jeg kan glæde mig til og hygge mig med; et bagekursus hos veninde Trine, et-glas-vin-og-hyggesnak-møde med kvinderne i Douzelage-foreningen, hyggemiddag hos kollega Kirstine, og et efteruddannelseskursus i Sverige. Og når jeg ikke skal noget, sætter jeg mig i sofaen med kaffe og “Kragernes rige”, som er så tyk, at der er læsestof nok til flere uger.

Men grød-forslaget fik mig til at tænke på, at jeg i grunden var rigtig glad for både havregrød og øllebrød, da jeg var barn. Om vinteren fik jeg en af delene hver dag til morgenmad. Min mor var hjemmegående, indtil jeg blev ni år, og derefter arbejdede hun halvtids, så jeg var forkælet med hensyn til morgenmad – og ikke mindst nybagte boller, snegle og deslige, når jeg kom hjem fra skole 🙂

Nå, opfyldt at grødminder, kom jeg i tanke om, at jeg lige havde set en opskrift i en kogebog på speltgrød, og spelt er jo ved Gud trendy lige nu. Så jeg tænkte: den prøver jeg!

Mætter i lang tid

Nu var der bare lige det ved det, at Kvickly IKKE havde Urtekrams økologiske speltgryn, Det tætteste, jeg kunne komme, var Skærtoft Mølles knækkede speltkerner. Nå, tænkte jeg, det kan man vel også lave grød ud af.

Det kan man, kan jeg så oplyse, men det tog altså længere end de fem-ti minutter, som opskriften angiver. Det var lige ved at ødelægge min morgen, for jeg havde tænkt mig at gå i kirke – det er jo Hellig Tre Konger – og grøden ville bare ikke blive til grød…..

Men jeg nåede det! Det tog vel 13-14 minutter, inden jeg havde grød – og så skulle den lige køle så meget af, at jeg kunne putte den i munden. Jeg huggede det meste af portionen i mig – og så ud af døren i sidste øjeblik.

Men jo, det smagte rigtigt godt. Og det bedste – og det er jo derfor, man “berømmer” grød så meget – jeg følte mig mæt i mange timer efter.

Speltgrød med bær og mandler

(1 person)

2,5 dl mælk

50 gram økologiske speltgryn fra Urtekram (men Skærtoft Mølles knækkede speltkerner går altså også)

50 gram friske blåbær (men afdryppede bær fra frost er en okay erstatning)

1 tsk ahornsirup eller flydende honning

1 spsk mandelflager (eller hakkede mandler)

Kom mælk og gryn i en gryde og kog ved svag varme i fem-ti minutter under jævnlig omrøring til en grød.

Top grøden med bær, dryp sirup eller honning over og drys med mandler.

Note 1: De fleste af mine ingredienser er “forkerte”, og alligevel blev det godt. Jeg tror, at “mælk” vil være bedst som minimælk eller letmælk (jeg havde kun skummetmælk), i originalopskriften står der “friske blåbær”, men jeg havde altså kun blandede bær i fryseren, og min honning er ikke flydende. Når opskriften angiver “flydende honning” er det fordi, det er nemmere at fordele ud over grøden. Men smagsmæssigt er det ligegyldigt. Brug en god honning, du kan lide.

(Opskriften er fra “Sund på den fede måde”/Lone Kjær, Politikens Forlag, 2009)