Stegt blomkål – om at bruge en rest blomkål

stegt blomkål
Den gyldne skål er lavet af min veninde, keramiker Anni Jensen – dugen er så gammel, at jeg overhovedet ikke kan huske, hvor jeg har den fra….

Jeg spiser tit “sære sammensætninger”, fordi jeg ikke bryder mig om at smide mad ud.

For eksempel lavede jeg stegt blomkål her til aften, fordi jeg havde et halvt blomkål, der var ved at tabe sprødheden – men jeg havde mest lyst til ovnbagte rødbeder, så dem lavede jeg osse! Jeg synes nu, at kombinationen gik rigtigt fint 🙂

Jeg ved godt, at samtlige slanke-eksperter siger, at man ikke skal bruge sig selv som skraldespand, men jeg har det altså bedre med at anvende resterne og lade maden ende i min mave frem for i affaldsposen.

Og en rest blomkål er god sådan her:

Stegt blomkål

(tilbehør, 2 personer)

1 lille blomkålshoved

2 fed hvidløg

2 dl hvidvin

0,5 tsk paprika

persille

olivenolie

salt og peber

Fjern blomkålshovedets grønne blade og den tykke del af stilken og gem den til en anden dag. Fortsæt så med en lille skarp kniv og skær de små “buketter” ud og bræk dem i mindre stykker med fingrene.

Hak persille og hvidløg fint. Varm en stor dyb pande op, tilsæt olivenolie og steg blomkålen ved god varme i cirka tre minutter. Blomkålsbuketterne må gerne blive lidt brune hist og her. Tilsæt hvidløg, hvidvin og paprika.

Skru ned for varmen og lad det simre i yderligere 4-5 minutter, eller indtil vinen er kogt lidt ind, og blomkålen er blød på ydersiden, men stadig med bid. Smag til med havsalt og friskkværnet sort peber og smid så til sidst persillen i lige inden servering.

Note 1: I originalopskriften serveres blomkålen til lammekoteletter. Retten går også fint til en okse-steak.

(opskriften er fra “Grønne sager – samme grøntsag på 3 måder” af Rasmus Dalsgaard, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2008)

blomkålsrest
Godt tilbehør – og så tager det ingen tid at lave.

2 tanker om "Stegt blomkål – om at bruge en rest blomkål"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *