I oktober-november 2009 rejste min lagt-væk-rejseveninder Ulla og Sørine og jeg til Rajesthan, som ligger i det nordvestlige Indien. Vi fløj til New Delhi, hvor vi tilbragte et par dage med sightseeing og indkøb af behageligt indisk tøj (det europæiske blev pakket ned i kufferterne resten af turen) og så kørte vi ellers “ud i det blå” – eller snarere “ud i det gyldne” med vore chauffør Krishan.

Rajesthan er en ørkenstat, så der var ikke megen vegetation – til gengæld var der masser af sand. Og Kameler. Det var faktisk kamelerne, vi var kommet for at se. Det var nemlig Sørines tur til at bestemme (tre år tidligere havde Ulla bestemt, at vi skulle på shop-amok i New York), og hun havde altid drømt om at opleve det store årlige kamel-marked i Pushkar. Jeg kan så oplyse, at der er nogenlunde lige så mange heste, som der er kameler, samt masser af hellige mænd, og masser af kvinder i farvestrålende sarier. Markedet tiltrækker noget af en folkevandring, alle i de omkringliggende landsbyer vandrer ind til Pushkar denne ene gang om året.

Vores chauffør, sikh’en Krishan, var en helt fantastisk mand. Ud over at han var en strålende og sikker chauffør, var han tidligere skolelærer med et godt engelsk og en forkærlighed for historie, hvilket gjorde ham til en fantastisk guide, selv om han kun var hyret som chauffør. Det var også ham, vi stillede alle de mere eller mindre begavede spørgsmål om hverdagsliv i Indien. Krishan drømte om at blive politibetjent, men han havde ikke råd til at betale den sum i bestikkelse, som det kostede at blive optaget på politiskolen!! Derfor kørte han som chauffør for at tjene penge, dels til sin lille familie, dels for at samle sammen til bestikkelses-summen.

Vild med indisk mad

Nå, mens vi kørte derud af mod første stop, Mandawa (det var vores tredje eller fjerde dag), forklarede Krishan den veninde, der sad på forsædet ved siden af ham, om indiske retter. Han var i fuld gang med at fortælle om lækre kartofler og blomkål i en sovs med krydderier, da jeg lidt åndsfraværende sufflerede fra bagsædet “aloo gobi”. Han var lige ved at køre galt! Og vi grinede længe efter. Krishan havde aldrig mødt en udlænding, der kendte det indiske navn på retten. Aloo betyder kartoffel og gobi betyder blomkål.

Nej, jeg taler hverken hindi, urdu eller noget tredje. Men jeg har altid været vild med indisk mad, så jeg genkendte beskrivelsen af retten og dens navn., da han snakkede om den.

Resten af turen testede han mig – både på restauranter og (især) på markeder, hvor han hev forskellige ingredienser frem, som jeg skulle sige, hvad var. Det ville være sejt at skrive, at jeg kunne de fleste. Men ikke sandt 🙂 Men jeg tror måske, jeg klarede testen i halvdelen af tilfældene, og det skabte Krishans respekt, noget jeg satte stor pris på.

Vi anbefaler egen chauffør

Vi var faktisk så begejstrede for Krishans måde at “passe på os” (han brød sig IKKE om, når vi gik ud alene om aftenen), at vi, da vi kom hjem, lavede et fotoalbum til ham og sendte det derud. Efterfølgende fik vi flere sms’er og hilsner på telefonsvareren fra “our Family in India”.

Skulle nogen have lyst til at tage til Indien (jeg har været der to gange samt én gang i Bangladesh, og jeg er absolut ikke færdig med området – jeg elsker det), kan jeg varmt anbefale at leje egen bil med chauffør. Det er trygt, bekvemt og frem for alt får man (hvis man er heldig) en god guide med i købet. Faktisk foretrækker jeg i det hele taget at rejse med egen chauffør, hvis jeg er i et land, hvor jeg kan betale mig fra det. De lokale chauffører kender forholdene – og jeg slipper for at sidde i en bus med 50 andre, men kan selv bestemme hvor og hvornår jeg vil gøre holdt.

Aloo Gobi

(tilbehør til 4 personer)

0,5 tsk hel kommen (altså ikke stødt)

0,5 tsk gule sennepsfrø

0,5 tsk hel spidskommen

0,t tsk hel koriander

1 løg, pillet og skåret i tern

1 grøn chili

6 spsk olie (hvad som helst – rapsolie er fint)

0,75 tsk stødt gurkemeje

0,5 tsk stødt garam masala

2,5 centimeter frisk ingefær, skrællet og revet

450 gram kartofler, skrællede og skåret i ret store tern

Et halvt blomkålshoved (cirka 250 gram)

salt og peber

2 spsk græsk yoghurt

Rist alle frøene i en tykbundet gryde (bare i den tørre gryde, ingen olie) indtil du kan dufte deres aromaer og sennepsfrøene springer lystigt i gryden. De “popper” lige som popkorn, men ser dog ikke lige sådan ud. Skru endelig ikke varmen for højt op – frøene skal ikke blive mørkebrune. Sæt dem til side.

Steg løg, hvidløg og chili forsigtigt for lav varme i halvdelen af olien i cirka 5 minutter. Tilsæt alle de ristede frø og fortsæt med at stege for lav varme i endnu fem minutter.

Tilsæt de stødte krydderier (gurkemeje og garam masala). Skær kartofler i store tern (de skal sådan cirka veje 25-30 gram hver) og kom dem i gryden.

Skær buketterne af blomkålet, men brug ikke stokken- Skær buketterne i stykker, der matcher størrelsen på kartoffelternene, smid dem i gryden og rør godt rundt, så de bliver vendt i olie og krydderier.

Dæk med vand, så det bare er toppen af grøntsagerne, der stikker op – cirka 400 ml. Tilsæt salt.

Bring det i kog, kom låg på, og lad det simre i 20-30 minutter – rør af og til i det.

Tilsæt mere vand, hvis det er nødvendigt (hvis det koger tørt), og tag gryden af varmen, når grøntsagerne er gennemkogte og begynder at falde fra hinanden. Smag til med salt og peber.

Det er godt lige at lade retten hvile under låg i 15 minutter, så smagen sætter sig, inden man serverer.

Server med græsk yoghurt på toppen.

Note1: De fleste af de hele krydderier og de stødte kan fås i store supermarkeder. Men det er da muligt, at man må til en etnisk grønthandler/købmand efter spidskommen, koriander og/eller garam masala.

Note 2: Garam masala er et blandingskrydderi (lige som karry), og man kan godt lave sin egen, hvis man gider. Jeg synes, det er sjovt, men den købte version er altså helt fin.

Note 3: I 2008 udgav Manu Sareen (det var før han blev kirkeminister) sammen med tv-værten Divya Das en kogebog, “Vores indiske køkken”. Begge er fra Indien – Sareen er fra det i mad-sammenhæng traditionelt “rige” nord med et køkken med hvedebrød og mad med mandler, kylling, yoghurt, safran og rosenknopper, mens Divya er fra det overvejende vegetariske syd, hvor maden i den grad er hot. Kogebogen er rigtig god, og de to bringer også en opskrift på Aloo Gobi. Deres version er stærkere end ovenstående – de bruger 1,5 tsk stødt chili samt to hele tørrede chilier – og så tilsætter de 4 tomater, skåret i både og 1 tsk honning. Til slut, når der skal serveres, bruger de 2 spsk kokosmel i stedet for yoghurt. Det kan anbefales at afprøve. Jeg foretrækker ovenstående version, men det er afgjort smag og behag.

(ovenstående opskrift er fra “The Good Cook” af Allegra McEvedy, Hodder and Stoughton, 2000)