Otte uger om året underviser Elisabeth Dalsgaard hold med 40-50 deltagere i slowfox, salsa og pasodoble på Club la Santa på Lanzarote. To af ugerne byder på ”dans uden partner”. Rejsers ikke særligt danse-ivrige journalist blev inviteret med og fandt, om end ikke lige dansetrinnene, så i hvert fald livsglæde blandt lykkelige med-kursister.

Mette Grith Sørensen, april 2019

– Hvis du bliver begejstret for Club la Santa, så er det da virkelig for alle mennesker, siger min søster muntert.
Hun er et af den slags mennesker, der løber hver dag, gladeligt vandrer 15 kilometer i naturen og naturligvis vejer tæt ved ingenting.
Jeg har også løbet engang. Det er otte år, 15 kilo og et dårligt knæ siden. Ikke at det dårlige knæ skal tjene som en undskyldning, for det har jeg kun haft i halvandet år, men det er en forklaring på, hvorfor jeg næppe kommer til at løbe igen.
Så ”generøst rundet” er en pæn beskrivelse af min – mangel på – figur, og jeg må erkende, at bortset fra gåture er jeg ikke særlig motiveret for motion.

Men jeg kender Elisabeth Dalsgaard. Den 42-årige vestjyde er bachelor i idræt fra Københavns Universitet, modtager af Årets Patientpris sammen med Parkinsonforeningen i 2018 – og arrangør af danserejser siden 2005.
En decemberdag sidder vi sammen på en café i Holstebro, da hun begejstret udbryder: ”Du skal da med til Club la Santa!” med et udtryk, som har hun netop har opfundet hjulet.
Det mener jeg nu ikke, at jeg skal. Jeg har end aldrig overvejet det. Club la Santa er for eliteudøvere og andre motionsfreaks, ikke sandt?
Nej, nej, siger Elisabeth, der også befinder sig i den klub af kvinder, der ingenting vejer og altid ser frisk og veloplagt ud:
– Der kommer mange kvinder som dig for at danse i mine ballroom fitness-timer.
Ballroom fitness er en blanding af dansetrin og fitness, og det er – siger hun – noget, singlekvinder sagtens kan være med til. For det er nemlig dans uden partner. Man danser de rigtige trin til standard- og latindanse, men med sig selv. Elisabeth har siden 2005 stået for over 100 event-uger med de indviklede trin i danse som rumba, cha-cha-cha, salsa, slowfox og vals.

Quick, quick, slow

Ikke engang da jeg var ung, brød jeg mig om at danse. I hvert fald ikke medmindre jeg havde drukket lidt for meget eller var forelsket. Gerne en kombination. Så det er et cadeau til Elisabeths overtalelsesevner, at jeg en meget tidlig, kold morgen i april stiger på et Jettime-fly i Billund sammen med sportsklædte passagerer for at tilbringe en uge med motion på Lanzarote.
Allerede i lufthavnen lægger jeg mærke til en gruppe kvinder, der nærmest syder af livsglæde. De snakker, gestikulerer, ler højt og tager lidt kokette dansetrin indimellem. Senere finder jeg ud af, at tre af dem, 63-årige Ellen Orluf og 63-årige Helle Stentebjerg, begge fra Brande, samt 57-årige Lene Stentebjerg fra Bogense, skal af sted til Swingtime-danseuge på Club la Santa for anden gang. Og de har overtalt 57-årige Lone Krogh Andersen fra Ebeltoft og 58-årige Tina Boll fra Nørre Broby til at tage med.
Den første undervisningsdag, lørdag, danser jeg til min egen overraskelse i tre timer. Selv om jeg synes, det er svært, er Elisabeth Dalsgaard en uimodståelig, sprudlende dansedronning, og hendes to medundervisere, Esbern Syhler-Hansen og Susanne Andreassen, er ikke mindre entusiastiske og evigt smilende. Det smitter af. Vi er 44 på holdet (heraf kun tre mænd), de fleste fra Danmark, men også fem fra England, én fra Schweiz og to fra USA. Man kan se, at flere er gengangere – det er dem, der hurtigere end os andre fatter instrukserne.
– Fødderne på lige linje, vrik med hofterne, vægt på den forreste fod, bageste ben strakt, brystet frem – quick, quick, slow … I skal tro på det!, siger Elisabeth Dalsgaard i mikrofonen og tilføjer:
– Ja, sorry guys, det her er lige 10 minutters feminin træning i at gå …
En af de tilstedeværende mænd er en amerikansk soldat i 30’erne, der er sammen med sin ligeledes amerikanske kone, som også er ved militæret. Hun har tidligere deltaget i en swingtime-uge under en orlov, og ifølge hendes mand genfandt hun sin femininitet i dansen efter mange år som soldat. Nu har hun så hevet manden med.

For at finde glæden igen

Der er langt fra det amerikanske muskelbundt og til 73-årige Hans Peter Jansen fra Pandrup. Ham får jeg god tid til en kop kaffe med, for efter mine tre timers dans den første dag svulmer mit dårlige knæ op og gør ondt. Resten af min tid på Club la Santa går med at få massage, gå i spaen, gøre let morgengymnastik og gå lange ture. Ikke så dårligt, set med mine briller.
– De to første dage tænkte jeg: Det her går jo aldrig. Det hele var nyt, jeg døjede med at finde rundt her på området, og dansen er svær. Der er mange ting at huske, siger Hans Peter Jansen, men får så masser af smilerynker omkring øjnene:
– Men det var heller ikke mit formål at blive en perfekt danser. Jeg er her for at finde livsglæden igen.
Hans Peter mistede sin kone for to år siden.
– Ja, så står man jo der. Det er svært at blive alene efter 40 års ægteskab, men det var også for tidligt at sætte sig i et hjørne, ikke? Jeg ville gerne finde mig selv igen. Jeg har altid godt kunnet lide at danse, så jeg gik et par måneder i den lokale danseskole i Pandrup, og det gav en god følelse, fortæller Hans Peter, hvis datter bombarderede ham med sms’er, da hun opdagede Swingtime-kurset.
– Og så tænkte jeg: Nu slår jeg til og overrasker hende, ler Hans Peter Jansen.
– Her er meget læring, og man skal være meget koncentreret. Til en fest danser man bare af glæde. Men for mig er den største sejr, at jeg kunne tage herned alene, være glad og komme et stykke videre, tilføjer han.
En af de første dage sms’er hans søn for at høre, hvordan det går? Hans Peter Jansen sms’er tilbage: ”Det går fint, Henrik, jeg har lige lært at gå catwalk …”

Vi griner så meget

De fem føromtalte veninder fremhæver også livsglæden, da jeg en dag – efter at have været til massage hos den dygtige, slovakiske massør Elena – møder dem i poolbaren over en omgang juice. De ler stadig rigtig meget.
– Man kan bare ikke danse og være sur, smiler Ellen Orluf og fortsætter:
– Jeg svæver på en sky en uge efter, jeg er kommet hjem herfra. Og når jeg er derhjemme, kan jeg godt synes, at jeg danser lige så godt som Elisabeth.
– Det er jo ikke nogen billig ferie, så man tænker lidt: ”Gud, hvor er jeg privilegeret, at jeg kan gøre det her og både ha’ fysikken og råd til det, mener Tina Boll.
Hun kendte Lene Stentebjerg på forhånd og hoppede med, da denne spurgte, om ikke hun ville med til Club la Santa og danse?
– Man bliver jo glad i låget. Det giver god energi, siger hun.
De fem bor sammen for at holde omkostningerne nede.
– Det var noget af et sats, for jeg er den eneste, der kender alle, men det er bare gået så godt. Vi griner så meget, at du tror, det er løgn, siger Helle Stentebjerg.
Nej, det gør jeg ikke …

Det er skideskægt

En eftermiddag, hvor jeg som vanligt sidder og ser på de andre danse, lytter til den fede musik og tænker over, hvordan i alverden de kan huske alle de trin (og forundres over, hvor meget de har rykket sig i løbet af få dage), får jeg selskab af 54-årige Ulla Pors fra Kerteminde. Hun skal lige have noget vand i sin taske. Man skal passe på med al den motion i varmen – så skal der vand til.
Ulla er med, fordi hun ”sådan trængte til, at der skulle ske noget dejligt i mit liv”.
– I virkeligheden havde jeg vel ikke råd, men jeg ville bare så gerne, siger hun og fortæller, at hun deler lejlighed på Club la Santa med en ung kvindelig løber.
– Det er helt fint. Jeg sparer nogle penge, og hun er sød, fokuseret på sin sport og er stille, forklarer hun.
Synes du, det har været pengene værd?
– Åh altså, det er da så sjovt. Dansekurset er skideskægt. Stedet her er også fint, men jeg må indrømme, at jeg fik et chok, da jeg så priserne. Og så er jeg lidt ked af, at der ikke er plads i programmet til, at man kan komme ud at se øen, siger hun.
Jeg har til gengæld tid til udflugter og tager på to. Begge er alle pengene værd. Ikke mindst den til nationalparken Timanfaya, hvor vi i hænderne på en fantastisk guide bliver ført gennem det særegne og betagende vulkanlandskab. Min anden udflugt går til tre meget forskellige vingårde, hvor vi er en lille dansk-tysk gruppe på syv personer, der smager på hvidvin og tapas.
55-årige Birte Friis fra København er for tredje gang med på en af Elisabeths Swingtime-danseuger. Og mens vi er der, bestiller hun sin fjerde uge i foråret 2020.
– Jeg kan godt lide aktive ferier og tager ofte på vandreferie. Jeg har aldrig lært at danse, men det her åbnede muligheder, som jeg ikke havde haft før, fordi jeg her kunne være med uden en partner, fortæller hun.
Og så blev hun bidt af det.
– Her er pænt, rent, ordentligt og der er styr på tingene … det er sådan en kontrast til mine vandreferier, ler hun.
Birte og jeg går hver dag rundt om lagunen. Det er en tre kilometers tur, som jeg kommer op på at tage to gange dagligt. Birte går den tre gange. Foruden at hun danser.
– Det at danse, få rørt sig og høre god musik er jo dejligt. Man kan da ikke andet end blive glad. Men jeg kunne sagtens være taget på Club la Santa og have lavet noget andet, mener hun.
En af kursusdeltagerne er primært kommet for at løbe en halvmaraton om tirsdagen. Indtil da slapper hun lidt af sammen med en veninde med at danse.
Jeg finder aldrig ud af, hvad hun hedder, men spørger hende forundret, da hun dukker op til dans om tirsdagen:
Sig mig, skulle du ikke løbe en halvmaraton i dag?
– Jo, men det har jeg droppet. Jeg har i stedet fundet min indre dansemus, fniser hun.

Toppen er da en partner

Spørg dig selv:
1. Elsker jeg at danse?
2. Vil jeg blive glad i låget af at danse tre til fem timer hver dag og lære nye trin?
3. Har jeg en rimelig grundkondition? (du skal ikke kunne løbe en halvmaraton eller være en sej spinningsild, men dårlige knæ eller ankler er ikke nogen fordel).
Hvis du kan svare ja til de spørgsmål, skulle du måske overveje en danseferie. Elisabeth Dalsgaard laver otte danseuger om året på Club la Santa: To par-danseuger, to ballroom fitness-uger, to Parkinsondans-uger for Parkinson-ramte og deres pårørende samt to aerobic-/step-/yoga-/pilates-uger. Hun har også årligt syv danseuger i Barcelona og foreløbig én på Cypern, sidstnævnte i samarbejde med Spies.
– Toppen er da, når man kan danse sammen to og to. To gange om året savner jeg en mand i mit liv, for når jeg afvikler par-danseuger, kan jeg se, hvad der sker, når to er af sted sammen. Når solen er ved at gå ned, og jeg spiller ”Den allersidste dans”, så tænker jeg: ”Jeg vil også have en mand, der vil danse med mig!” Jeg ville ønske, at alle havde en at danse med. Så jo, ballroom fitness er da ”i mangel af bedre”. Men altså, du har selv set det nu: Selv når folk er uden partner, bliver de glade af musikken, det gode vejr og dansen, siger Elisabeth Dalsgaard.
Min idé om en ferie er stadig sightseeing, at få et glas vin på en café, spise god mad, læse bøger i solskin og få wellness-behandlinger. Og jeg har fået det hele på Club la Santa. Så selv om jeg aldrig får gravet en indre dansemus frem, kan jeg varmt anbefale at være medrejsende hustru, ægtemand eller ven/veninde til en danseglad person. Også selv om man ikke er sportsfreak.
– Jeg læste om Swingtime i Politiken, og så sagde jeg til min mand: ”Det skal jeg bare – du kan tage med eller lade være”. Men han er cykelsportsmand, så det var slet ikke noget problem, fortæller 58-årige Marianne Sørensen fra Vejle.
Vi er faldet i snak under afslutningsmiddagen på den nyeste af Club la Santas restauranter, den elegante El Lago.
– Jeg dyrker altså ikke tre timers motion om dagen derhjemme. Det kunne jeg ikke drømme om. Til daglig, på mit arbejde, skal jeg hele tiden være i kontrol. Men her lader jeg hjernen hvile og følger bare med de andre – og Elisabeth. Der er meget glæde forbundet med at danse, og hun sparker altså virkelig røv …

Rejsen

Man booker sin danseuge-undervisning på Swingtime.dk. Det koster 1195 kroner for ballroom fitness-ugen – og det dækker undervisning, T-shirt, foredrag, rabat på adgang til spaen med mere.
Derefter booker man sit ophold på Club la Santa på nettet.
Priserne varierer meget. For en uge i 2020 på samme tid, som jeg var af sted i år (april – ikke påskeugen, den er dyrere), med afrejse fra Billund koster en Comfort-lejlighed med et soveværelse for én person 12.295 kroner. Hvis man er to, der deler, koster lejligheden 8195 kroner per person, altså 16.390 kroner i alt.
Hvis man vil have udsigt fra altanen til andet end de øvrige altaner og er single, kan man lægge 2300 kroner oveni prisen. For to personer koster udsigten 1100 per m/k – eller 2200 kroner i alt.
Helpension koster 1890 kroner per person. Halvpension 1440. Morgenmad i en uge 660 kroner.
Min uge: Swingtime-dans, lejlighed uden udsigt samt halvpension løb altså op i 14.930 kroner.
Priseksempler: En kop sort kaffe: 2 euro. 1 glas vin + 50 cl vand til aftensmaden: 5 euro. Nakke + skuldermassage: 33 euro. Udflugter mellem 15 og 70 euro.

Seks tip til dit ophold

Medbring ørepropper. Et par af nætterne var der forbløffende meget larm, selv om Club la Santa opfordrer til ro om natten. Det havde de tilstedeværende gymnasieklasser så åbenbart ikke læst.
Lejlighederne, også de ældre, der er blevet gennemrenoverede, er lækre. Men vælg én med udsigt. Ja, det koster 2000 kroner ekstra, men jeg forestiller mig, at det er pengene værd. Der er ikke meget sjov i at glo ind i en mur fra sin ellers udmærkede altan.
Overvej at spare pengene på pension. Køkkenerne i lejlighederne er gode, moderne og veludstyrede. Det er nemt at handle i Club las Santas eget, gode supermarked og selv lave morgenmad og frokost. Der er fire pris-rimelige restauranter at vælge imellem om aftenen.
Stå op i tide og vær med ved et kvarters morgengymnastik klokken 8.00 ved fritids-poolen. Det er hyggeligt, og alle aldre deltager.
Tag nogle euro med, hvis du vil uden for resortet. Begge Club la Santas hæveautomater var ude af drift i to dage, mens jeg var der. Man kunne dog hæve i receptionen mod gebyr.
Hvis ikke du løbe- eller cykeltræner uden for Club la Santa på Lanzarotes veje, så tjek det udmærkede udflugtsprogram og tag ud og se øen! Det er den værd.