»Hvad mon hun vil?,« spørger den ene af veninderne lidt bekymret.

Vi andre to trækker på skuldrene. Aner det ikke.

Vi sidder på tilskuerpladserne på Mela Ground, Pushkars store dyrskueplads. Stedet, hvor særlige dyr vises frem, konkurrencer som for eksempel »det største overskæg« og »malkekonkurrencen« holdes, og artister optræder under det årlige Pushkar Mela, også kendt som »Det store kamelmarked«.

Foran os står en smuk ung kvinde i en skrigende pink sari. Hun siger ikke noget, men viser os bare en pengeseddel og nogle mønter. Vi har prøvet at spørge, hvad hun vil, men hun forstår ikke os – og vi forstår ikke hende.

Hjælpen kommer fra vores chauffør, Krishan.

Han taler kort med kvinden, tager pengene, og så forsvinder hun lige så hurtigt, som hun kom, tværs over den støvede, solvarme plads.

»Du glemte dine byttepenge, da du købte vand,« siger Krishan og rækker pengene til den ene af veninderne.

Hun har ageret vandhenter tidligere, og gik den varme vej fra dyrskuepladsen op til byens forretninger. Her troede hun, at vandflaskerne kostede 30 rupies pr. styk, så hun gav sælgeren 100 rupies (cirka ni kroner), tog tre flasker og gik. Men tre flasker kostede i alt 30 rupies – derfor sendte sælgeren kvinden efter os med byttepengene.

Advarsler gøres til skamme
Hændelsen er fuldstændig typisk for vores 16 dage i Indien.

Inden rejsen har vi kunnet læse i samtlige guidebøger, at man skal passe på i Indien. Der står åbenbart tyve, svindlere og sigøjnere på ethvert gadehjørne.

Men ikke en eneste gang er vi ude for forsøg på snyd. Nå ja, bortset fra »guiden« i den store, smukke Jama Masjid-moske i Delhi, som efter sin »gratis« rundvisning synes, han skulle have 200 rupies – fra os hver.

Men ellers er det markante indtryk fra den indiske delstat Rajasthan venlighed, hjælpsomhed, ærlighed og imødekommenhed.

Vi bliver rørt ved, smilet og vinket til. Ikke bare af sælgere og tiggere, men også af børn, kvinder – og hellige mænd. Ja, vi bliver endda inviteret ind i folks private hjem til te. Og siger ja tak.

Og så er der alle farverne
Rajasthan er en ørkenstat. Store dele af landskabet er goldt, bortset fra der, hvor Indira Ghandi-kanalen og dens udløbere har skabt mulighed for at dyrke jorden. Men klumper af strålende farver danner hele tiden kontrast til den gyldenbrune jord og de usle træer på begge sider af den lige landevej, vi kører ad i timevis.

Det kan være en gruppe kvinder, der iført deres fantastiske sarier er på hårdt markarbejde. Eller de er på vej hjem med et bundt brænde, båret på hovedet. Eller er passagerer bag på motorcykler, hvor de med den ene hånd holder fast i føreren (eller babyen, de har med), og med den anden sørger for at sariens tørklæde ikke blæser ind i hjulet.

»Jeg har aldrig set så mange farver før. Det er vildt!« ler den ene veninde, da vi første gang bevæger os ned i Pushkars gader.

Det er vores niende dag i Indien, så vi har set masser af kulørte sarier. Men i Pushkar strømmer folk til fra nær og fjern for at være med ved Kartik Purnima, den religiøse højtid, der afslutter det store marked. Der er kvinder fra alle mulige landsbyer, fra forskellige stammer og stater, og det giver en mangfoldighed af farver, frisurer, smykker og makeup, der får os tre, som alle er klædt i – synes vi selv – nydeligt sort, til at tabe både næse og mund af beundring.

Vi glor på dem. Vi kan slet ikke lade være. Og vi føler os velkomne, da mange smiler eller vinker på trods af vores stirren.  Ja, nogle tager endda fat i vores hænder og giver dem et klem i forbifarten.

»Det var det her, vi drømte om,« minder vi hinanden om, da vi sidder og spiser frokost til 16 kroner i alt for tre personer, inklusive cola, på backpackerhotellet Sanjay Hotels tagrestaurant. Fra taget er der udsigt ned til de mange hindu-pilgrimme, der bader i store bassiner med helligt vand i anledning af den kommende helligdag.

Det har ikke regnet for alvor i to år, og derfor er Pushkars hellige sø udtørret, så pilgrimmene må klare sig med bassinerne ved bredden af det store, tørre krater.

Der er meget langt, både fysisk og mentalt, denne solbeskinnede oktoberdag fra Pushkars snehvide templer, udtørrede sø og hellige mænd til den oktoberdag et år forinden, hvor vi tre veninder brugte en regnvåd weekend i en lejlighed på Vesterbro i København til at skabe rammen for vores drømmerejse.

Tre veninder med skolelærer som chauffør
Vi har kendt hinanden i 26 år. Og vi har rejst sammen før. Det er ikke noget problem for os at være tre – og vi har altid tremandsværelse.

Vi sparer op i tre år og så af sted. Og vi planlægger cirka et år, før vi rejser.
Denne gang har vi valgt at prøve noget nyt – vi vil have bil og chauffør på hele turen. Vi synes, vi er blevet for gamle, og især for magelige, til rygsækrejser. Og vi er ikke specielt lune på busrejser, hvor vi ikke selv bestemmer hverken tempo eller næste by.

Vores chauffør, en 37-årig tidligere skolelærer fra staten Haryana, viser sig at være rent guld. Ikke bare er han en sikker chauffør. Han er også fyldt med nyttig viden – lige fra opbyggelige fabler fra den indiske fortælletradition over oplysninger om mindesmærker, paladser og templer til beretninger om hans eget liv og dagligdag. På de lange køreture fra by til by i den godt affjedrede Toyota Innova spørger vi løs, og Krishan fortæller gerne.

 

Ind imellem giver hans håndtering af det engelske sprog lidt vanskeligheder. Den morsomste sprogforbistring kommer en aften i den gyldne ørkenby Jaisalmer, kun 180 kilometer fra den indisk/pakistanske grænse, og hvor kolonner af militærkøretøjer ikke er noget særsyn.

Vi har været ude at ride på kameler i ørkenen. Det er stort set det eneste tidspunkt under hele rejsen, hvor vi oplever horder af turister. Ventende i grupper på at komme på en kamel for at sætte kursen mod solnedgangen. Vi gør det samme – og det er ikke nogen stor oplevelse. Det føles hele tiden, som om man er ved at falde af. Og jeg får en ekstra souvenir i form af kamellopper.

(jeg er sikker på, at artiklen ikke ender her….men det er så langt som jeg har kunnet finde på nettet. Et eller andet sted i mine gemmer har jeg avisen med artiklen…men jeg kan ikke finde den! NÅR jeg en dag falder over den, skriver jeg resten på)