Vietnamesiske forårsruller (5:2 mad)

Vietnamesiske forårsrulle - 5:2 versionen.
Vietnamesiske forårsrulle – 5:2 versionen.

Der ligger faktisk allerede én opskrift på vietnamesiske forårsruller på bloggen, og der er ikke den store forskel på den og denne her.

Så hvorfor lægge denne på? Jo, hvis man er besluttet på at følge 5:2 kuren, er dette god aftensmad, og her er kalorietallet regnet ud. Der er heller ikke svinekød i denne opskrift, kun rejer.

Der bliver 8 ruller af en hel portion. Hver rulle med sauce svarer til 84 kalorier. Så kan man selv regne ud, hvor mange ruller og sovs, man må spise, i forhold til hvad man har spist tidligere på dagen.

Jeg spiste tre ruller. Det blev altså 252 kalorier.

Rullerne smager faktisk også godt dagen derpå og er nemme at transportere. Så spis eventuelt overskydende ruller til frokost og tag dippingsauce med i en lille plastbox.

Vietnamesiske reje-forårsruller

(8 styk a 84 kalorier inklusive dipping sauce)

50 gram kogte fine risnudler (97 kalorier)

5 centimeter agurk, skåret i tændstikstykker (5 kalorier)

1 lille sprødt salathoved, fint strimlet (15 kalorier)

2 spsk hakket frisk mynte (10 kalorier)

2 spsk hakkede friske koriander blade (10 kalorier)

2 spsk hakkede friske thai-basilikum eller almindelig basilikumblade (10 kalorier)

1 spsk ristede sesamfrø (96 kalorier)

8 x et stort rundt stykke rispapir (køb dem hos en asiatiske købemand) (160 kalorier)

16 store kogte og pillede rejer, halveret på langs (140 kalorier) (se note 1)

Dipping sauce:

1 spsk soyasovs (6 kalorier)

Saften fra 0,5 lime (10 kalorier)

2 tsk ristet seamolie (90 kalorier) (kan købes i lille flaske i Kvickly)

1 tsk fiskesovs (3 kalorier)

1 tsk brun sukker (farin) (15 kalorier)

0,5 rød chili, frøene fjernet og fint hakket (2 til 6 kalorier)

Kom de kogte nudler i en stor skål og hak dem lidt, så de ikke er så lange. Tilsæt agurke-strimlerne, revet salat, mynte, koriander, basilikum og ristede sesamfrø og bland det.

Pisk alle ingredienser til dipping saucen sammen i en skål. Tilsæt 1 spsk af saucen til nudel-blandingen og rør det sammen. Hæld resten af dipping saucen i en lille skål og sæt det til side.

Tag et stykke rispapir. Brug en fugtig klud (en ren klud, du har vædet under vandhanen) og stryg hen over først den ene side, så den anden side af rispapiret. Se også fremgangsmåde i den anden opskrift her på bloggen. Rispapiret må ikke være for vådt, så går det i stykker, men hvis det er for tørt, brækker det.

Læg cirka en spiseskefuld af nudelblandingen på midten. Læg fire reje-halvdele ved siden af nudelblandningen, ned mod dig selv (se fotos i den anden forårsrulle-opskrift på bloggen), fold siderne ind og rul rullen stramt sammen. Den klæber sammen af sig selv.

Lav alle ruller og stil dem på køl, indtil du skal spise dem. Server med dippingsauce.

Note 1: Jeg kogte ikke rejerne selv. Jeg bryder mig ikke om store tigerrejer. Så jeg købte i stedet de største, allerede kogte og pillede, certificerede rejer, jeg kunne finde. Og jeg halverede dem ikke.

(Opskriften er fra ”The Ultimate 5:2 Recipe Book” af Kate Harrison, Orion Publishing, 2013)

Rullerne smager dejligt, og jeg blev mæt af tre.
Rullerne smager dejligt, og jeg blev mæt af tre. Den sidste (jeg lavede halv portion) spiste jeg til frokost næste dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *