Sur-syltede grønne tomater

sur-syltede grønne tomater
Sur-syltede grønne tomater. Jeg har kun lavet halv portion af den nedenstående opskrift.

Hvad stiller man op med alle de tomater i drivhuset, som ikke er blevet røde?

Ja, nu kan man jo faktisk godt få dem til at blive røde, hvis de ligger i vindueskarmen, og der er sol udenfor. Det er lidt sværere, når tilværelsen kun byder på rusk og regn 🙂

Men man kan også sylte de grønne tomater.

tomater i salt
De grønne tomater prikkes og ligger i salt natten over.

Sidste år lavede jeg grøn tomat-marmelade, og året før lavede jeg sød-syltede grønne tomater. Begge dele smagte godt – men jeg fik ikke brugt det hele af nogen af delene! Jeg er nok bare ikke så god til ting, der er søde.

Forleden var jeg med min gode veninde Trine og hendes teenage-datter Caroline på besøg hos Maibritt i hendes butik Glitterflitter i Tvis. Glitterflitter er den skønneste smykkebutik (jeg købte for eksempel et par halloween græskar-ørenringe – yeps! – og en halskæde) og Maibritt har også en god webshop. Se mere her.

Nå, men Trine og Caroline havde travlt med at fortælle om vellykket grøn tomatketchup og ikke mindst sur-syltede grønne tomater. Trine har nemlig et højt elsket drivhus (hvor hun blandt andet dyrker chilier til mig 🙂 ) og havde fået sig en masse grønne tomater. Hun mente så bestemt, at hun havde sin opskrift på sur-syltede tomater fra Dansukker, men der kunne jeg ikke finde den. I stedet har jeg fundet sur-syltede grønne tomater på en madblog, der var helt ny for mig, men som bestemt kan anbefales, nemlig Signes Mad. Se mere her.

opkog af tomater
Tomaterne gives et hurtigt opkog i lagen.

Opskriften ligner bestemt den Trine beskrev, så måske er det i virkeligheden den samme. Og for første gang lægger jeg så en opskrift her på bloggen, som jeg ikke aner, hvordan smager! Tomaterne skal nemlig trække i 14 dage, inden man kan spise dem – men jeg havde altså ikke tålmldighed til at vente med at publicere opskriften 🙂

Syltede grønne tomater

(2 glas)

cirka 1 kg grønne tomater

100 g havsalt

3/4 l eddike (evt. vin-, æble- eller kryddereddike)

250 g sukker (gerne blandet brun farin og almindelig sukker)

1 tsk hele peberkorn

1 tsk hele korianderfrø

1 tsk fennikelfrø

1 tsk brune eller gule sennepsfrø

1 laurbærblad

atamon

Prik tomaterne med en lille gaffel, og læg dem i et fad. Hæld saltet over og vend rundt. Læg film over fadet og lad det stå natten over.

Skyl tomaterne med koldt vand, så alt saltet kommer af.

Kom eddike, sukker og krydderier i en stor gryde og kog det op. Kom tomaterne ned i lagen og giv dem et opkog. Alt efter størrelse skal de have mellem 1 og 5 minutter.

Skold to mellemstore sylteglas og skyl dem med lidt atamon. Kom de varme tomater ned i glassene – fyld dem godt op. Tilsæt den varme lage (den skal ikke sigtes) og sæt låget på med det samme.

Spises efter 14 dages trækketid.

Note 1: Syltede grønne tomater spises til de samme ting, som man ville spise asier eller syltede agurker til.

tomaterne skal nu trække
Nu må jeg så vente på at smage dem…

 

 

4 tanker om "Sur-syltede grønne tomater"

  1. 1 tip som måske mere er til “ hvordan bruger man de mange grønne tomater fra drivhuset” Min far pakkede de sidste grønne tomater i avispapir og lagde dem i et mørkt skab ( køkken el klædeskab var det vel dengang) 1 gang om ugen pakkede han ud og tog de røde fra – jeg husker det som en fest- og lækre røde tomater til langt ind i december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *