
For mange år siden – 20, tror jeg – var jeg frygtelig forelsket i en fyr, der var helt vild med filmen “Stegte grønne tomater”.
For dem, der ikke kender den, så er det et drama fra 1991 om venskab kvinder imellem, og med Kathy Bates, Mary Stuart Masterson, Mary-Louise Parker og Jessica Tandy i hovedrollerne.
Jeg var mest til actionfilm og syntes, det var en noget “tøset” film at være vild med, når man var af hankøn. Men forelsket som jeg var, tillagde jeg det hans indre, bløde kvaliteter og følsomhed.
Efter en rum tid måtte jeg dog erkende, at HVIS han havde en indre, følsom side, så var det i hvert fald ikke mig, han delte den med – og i årevis var jeg sur på både ham og filmen.

For cirka fire-fem år siden viste en af de utallige filmkanaler igen filmen, jeg faldt i og genså den – og opdagede, at han havde haft ret; det ER faktisk en ret god film 🙂
Og så kom jeg til at tænke på, hvordan mon de smagte, de der stegte grønne tomater, som de lavede på caféen i filmen.
Min opskrift her er “the real deal” og fra USA. Men der findes mange andre variationer. En af dem, jeg skal have prøvet ved lejlighed, kan man se på Lone Landmands blog – hun kommer øl, fløde og chili i sine stegte, grønne tomater, og det lyder da slet ikke dårligt. Se hendes opskrift her.
De stegte grønne tomater er ikke slankekost. Paneringen suger olie til sig. Så selv om de bestemt smager godt, skal man holde lidt igen – det er tilbehør, ikke hovedretten!

Stegte grønne tomater
(4 personer som tilbehør)
4-6 middelstore grønne tomater
salt
140 gram mel
1 spsk cajun-krydderi (kan udelades)
1 dl kærnemælk
1 æg
40 gram majsmel
60 gram rasp
olie – en hvilken som helst
Skær tomaterne i skiver på cirka 1 centimeters tykkelse. Kom skiverne i en si, drys med salt, og lad dem stå mindst fem minutter, mens du forbereder de tre tallerkner med dyppelse.
Kom mel og cajun-krydderi i én skål (mix det med en gaffel), kærnemælk og æg i en anden (pisk det sammen), og rasp og majsmel i den sidste skål.
Varm olien op i panden ved middelvarme.
Dyp tomatskiverne først i mel-krydderi-mixet, så i kærnemælk-æg blandingen og endelig i majsmel-rasp blandingen. Læg skiverne i olien og steg dem i tre-fem minutter på hver side, indtil de er gyldentbrune.
Læg de stegte tomater på fedtsugende papir (køkkenrulle), når de er færdige.
Serveres med tabasco-sovs – men remoulade eller bare citron er nu også godt.
Note 1: Urtekram laver en god cajun-krydderiblanding, som man kan købe i Kvickly. Den kan holde sig i flere år, og kan blandt andet også bruges til kylling.
