Lakserilettes – en god erstatning for den marinerede sild

lakserilettes
Lakserilettes i glaskrukke forseglet med klaret smør.

Lakserilettes er en moderne opskrift, og i modsætning til dens fætre og kusiner, der er lavet på and, gås eller svinekød, så holder den altså i begrænset tid. Cirka 3-4 dage i køleskabet max.

Men det betyder alligevel, at man kan lave den på forhånd, så man står med en nem forret til julefrokosten, akkurat som havde man serveret marinerede sild.

Lakserilettes er nu ikke kun en juleting. Jeg synes faktisk godt, man kan spise den året rundt.

ingredienser 17. dec
Ingredienser til lakserilettes – minus laksen, som jeg er i gang med at dampe på det her tidspunkt 🙂

Jeg er vært ved en enkelt julefrokost om året – den for mine veninder fra canastaklubben. Og da vi alle går til flere julefrokoster i løbet af november-december, plejer jeg at finde på noget, der ikke er klassisk julemad.

Men jeg holder bestemt af den helt traditionelle, danske julefrokost, bare maden er lavet godt og af ordentlige råvarer.

Og jeg plejer da at forsøge at lave noget, der går sammen med snaps, som forret – og en dessert, der smager lidt af jul.

I år var forretten nedenstående lakserilettes samt (fordi en af veninderne ikke spiser fisk) en svinerilettes. Og det blev taget rigtig godt imod.

laks i damper
Laksen på bagepapir i min kinesiske bambusdamper.
bambusdamper
Jeg fik den for mange, mange år år siden i julegave (min mor syntes, det var en meget mærkelig ting at ønske sig) – den var ikke særlig dyr, og den har været en trofast følgesvend. Den er nem at bruge, den kinesiske bambusdamper.

 

Lakserilettes

450 gram laksefilet uden skind og ben

1 spsk havsalt

125 gram usaltet smør, blødgjort

6 skalotteløg, hakket meget fint

1 spsk cremefraiche 38 procent

250 gram røget ørredfilet

3 spsk citronsaft

1,5 spsk olivenolie

2 pasteuriserede æggeblommer

3 spsk pernod (kan udelades)

1 spsk hakket dild, plus et par kviste til pynt

klaret smør til at hælde over (søg på “klaret smør” her på bloggen)

Læg laksefileten i en lav skål og drys med havsaltet. Dæk til og sæt i køleskab i en time, idet laksefileten vendes én gang.

Beklæd en dampkoger med bagepapir og damp laksefileten over en gryde simrende vand i 8 minutter, indtil den er netop mør, men stadig lidt gennemsigtig i midten. Tag laksen op og lade den køle af.

Smelt 40 gram af smørret i en stegepande over middel varme. Tilsæt skalotteløg og sauter dem under omrøring i 2 minutter, eller indtil de er bløde. Tilsæt et drys salt og sauter i yderligere 2 minutter.

Læg de resterende 85 gram smør i en skål (jeg brugte min KitchenAid, men man kan godt gøre det ved håndkraft) og pisk det lyst med et piskeris. Tilsæt cremefraiche og pisk det godt sammen. Tilsæt skalotteløg, citronsaft, olie, æggeblommer, pernod (om ønsket) og dild. Pisk.

Resten skal foregå ved håndkraft: Bræk den dampede laks og den røgede ørred i stykker og læg dem i skålen. Vend det rundt med smør-æggeblandingen, indtil blandingen hænger sammen, men stadig er grov. Krydr det godt.

Kom blandingen i en glasskål eller krukke med patentlåg og plads til 1 centimeter tykt lag klaret smør (søg på “klaret smør” her på bloggen). Læg en dildkvist ovenpå det endnu flydende smør og dæk med husholdningsfilm eller krukkens låg. Stil det i køleskabet mindst en time.

Serveres med ristede bagels og citronskiver.

Note: Jeg brugte, som altid (fordi jeg som regel har en stor bøtte stående), græsk yoghurt 10 procent i stedet for cremefraiche 38 procent. Det gik fint.

Note 2: Jeg havde ikke pernod i huset, men absinth. Så det kom jeg i.

Note 3: Man kan købe udmærkede færdige bagels, flække dem og riste dem – det gjorde jeg. Kogebogen foreslår, at man skærer dem i halve ringe og derefter i tynde skiver. Så breder man dem ud i et enkelt lag på en bageplade, pensler dem med olivenolie og gnider dem med den skårne side af et fed hvidløg. Bag dem i ovnen ved 180 grader i tre minutter til de er gyldne. Lad dem køle af – de kan holde sig i en lufttæt beholder i tre dage.

(Opskriften er fra “Delicious – 5 af de bedste”, Borgens Forlag, 2007)

færdigdampet
Færdigdampet laks.
fisk i skål
Så er laksen og den røgede ørred kommet i skålen, og nu skal det vendes med en vis forsigtighed. Men det må nu gerne gå lidt stykker og blive fint trevlet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *