For en gangs skyld er det ikke mig, der er en urimelig dårlig bager. Sådan SKAL “bollerne” altså se ud. Jeg sværger!
Da jeg første gang så Louise Bruuns opskrift på sunde boller (med tilhørende foto) tænkte jeg: “Det er da ikke boller! De er jo flade”. Men så forestillede jeg mig vist, at det nok var noget med den vinkel, billedet var taget, og de formentlig var større og mere hævede i virkeligheden.
Det er de ikke. Faktisk er de så flade, at de er vanskelige at flække, selv om det da kan lade sig gøre.
Og hvad skal vi så med en opskrift på dem?, spørger du måske. Jo altså, ud over at de (ifølge Louise Bruun, der er ernæringsterapeut og madskribent for Alt for Damerne) er fyldt med fibre og mineraler og derfor sunde, så smager de også rasende godt. Faktisk også uflækkede og uden pålæg eller noget.
Louise Bruun skriver, at man ikke skal spise bollerne hver dag, for det er alt for meget brød. Hun er en af dem, der mener, at brød (eller i hvert fald hvedemel) er roden til alt ondt. Sammen med sukker. Det kan man så mene om, hvad man vil.
Men jeg kan godt lide hendes kogebog, “Lykkemad”, fordi hun hverken er fedtforskrækket (hun opfordrer til, at vi får noget sundt fedt, blandt andet fordi hjernen “kører på fedt”) eller specielt salt-forskrækket, bare “saltbevidst”. Det gør, at mange af hendes opskrifter er superlækre – et godt eksempel på, at sund mad kan være lækker mad.
Jeg bliver så taknemmelig, når jeg støder på sådan en bog – lige som for eksempel Lone Kjærs “Sund på den fede måde”. Man kan ellers godt blive deprimeret, hvis man bladrer slankekogebøger igennem og ser det ferske, uinspirerende og puritanske udvalg af kedelige opskrifter. Nu skal det så understreges, at hverken Lottes Kjærs bog eller Louises Bruuns er slanke-kogebøger. Det er sund mad-bøger, og der er ofte en verden til forskel.
Louise Bruun laver for eksempel tzatziki med fed yoghurt, hun har en opskrift på stegt flæske med persillesovs (nej, den er ikke lavet på skummetmælk!) med, og hun er en varm fortaler for (kvalitets-)chokolade. En kvinde efter mit hjerte!
Hun kalder de sunde boller for “verdens bedste boller”. Altså, der synes jeg jo stadig at Lone Landmands kardemommeboller vinder (søg på “Kardemommeboller” i søgefeltet her på bloggen), men de er til gengæld ikke specielt sunde. Bare lette, lækre og lidt syndige med smør og marmelade 🙂
Men jeg kan godt gå med til:
Verdens bedste sunde boller
(cirka 20 styk)
10 dl vand
5 gram gær (se note)
500 gram fuldkornshvedemel
200 gram blandet fuldkornsmel (se note)
100 gram solsikkekerner
150 gram valnødder, grofthakkede
100 gram hørfrø
100 gram sesamfrø
200 gram kogte korn (se note)
1 spsk honning
3 spsk havsalt
Aftenen forinden: Tag en stor skål og kom vand, salt, gær og honning i, og lad det opløse sig. Flere spsk salt lyder måske af meget, men det passer godt nok, og der er ikke noget værre end usaltet brød.
Kom alle solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, valnødder og fuldkornshvedemelet i – rør godt i skålen, jo grundigere jo bedre.
Lad det stå til næste dag med et viskestykke over. Det gode ved det er, at gæren får lov at arbejde, og derudover trækker frøene vandet til sig og danner en plantesaft, der er fantastisk for tarmsystemet…så får tarmene også lidt pleje.
Kog kornene og lad dem køle af.
Næste dag: Hæld de kogte korn i blandingen og rør resten af melet (altså det blandede fuldkornsmel) i. Dejen skal være klistret, så du skal ikke ælte med hænderne. Rør grundigt i dejen. Det er lidt hårdt, men betragt det som god træning (se note).
Tag en bageplade med bagepapir og sæt dejklatter på med en grydeske.
Kom pladen i en kold ovn, sæt ovnen på 180 grader og bag i cirka 50 minutter. (se note)
Note 1: I et forsøg på at se, om jeg kunne få bollerne til at hæve mere, brugte jeg første gang tre gange så meget gær, altså 15 gram. Det gjorde ingen forskel. Så denne gang, hvor jeg kun lavede halv portion, brugte jeg kun 5 gram (fordi det er for svært at afmåle 2,5 gram!).
Note 2: Blandet fuldkornsmel – Louise Bruun nævner at man for eksempel kan vælge rugmel, boghvedemel eller rismel. Jeg har brugt halv fuldkorns rismel og halv boghvedemel, fordi det var det, jeg havde i huset.
Note 3: Kogte korn – her anbefaler Louise Bruun quinoa, brune ris, hirse eller boghvede. Jeg brugte igen det, jeg allerede havde, nemlig halv hvid quinoa og halv hirseflager. NB! Vær opmærksom på, at der står 200 gram kogte korn. Du skal veje en meget mindre portion ukogte korn af. Prøv med 100 gram – og vej så, når kornene er kogt. Jeg tror, de 100 gram rå korn vil give mere end de 200 gram kogte, du har brug for. Smid det overskydende ud.
Note 4: Jeg gider ikke bruge min tid på at røre i sej dej, når jeg har en køkkenmaskine. Så jeg lod KitchenAid’en ordne den del af sagen. Men selvfølgelig kan man da røre dejen selv.
Note 5: Der kunne kun være seks boller på min bageplade. Det udgjorde et problem, eftersom jeg – selv om jeg kun lavede halv portion – var nødt til at bage af to omgange. Og man venter jo ikke på at ovnen bliver kold, så man kan sætte næste plade ind i en kold ovn og give den 50 minutter. Jeg satte plade nummer to ind ved de 180 grader og gav bollerne 35 minutter. Så slukkede jeg for ovnen og lod dem stå ved eftervarme de sidste 15 minutter. Det virkede fint.
(Opskriften stammer fra “Lykkemad”/Louise Bruun, Gyldendal, 2011)