Det er godt at have Facebook-venner.
Forleden, da jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv (hovedet fuld af snot og en fæl hoste, der holdt mig vågen om natten), skrev en af mine FB-venner, at jeg da bare skulle snuppe mig noget varm hyldebærsaft.
Nu har jeg lige præcis hyldebærsaft i store mængder stående (ikke hyldeblomst), da jeg huskede at lave det sidste år. Jeg prøver at få det lavet hvert år, fordi jeg godt kan lide hyldesuppe med tvebakker, men faktisk kan hyldebærsaften godt holde i to år, hvis man opbevarer den nogenlunde koldt og mørkt, og ikke har sjusket med hygiejnen under fremstillingen.
Men jeg måtte alligevel på Facebook for at spørge, hvad jeg skulle putte i?
Der kom to svar. Det første lød ”bare kogende vand”, og det andet ”kogende vand og en sjat rom”. Jeg syntes det lød godt med rommen, og da jeg snakkede med min far i telefonen, sagde han; ””hæld du bare rom i, så sover du også godt i nat”.
Så det gjorde jeg. Hældte min rimeligt dyre venezuelanske rom, som jeg fik til mit 25 års jubilæum, i hyldebærsaften. Det fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed over, så næsten aften rodede jeg rundt og fandt en rest bacardi rom. Det kunne jeg bedre nænne 🙂
Og jeg kan meddele, at ja, man kommer til at svede, og ja, jeg sov dejligt. Desuden smager det da bare for vildt godt! 🙂 Det kunne jeg godt blive forfalden til på de lange, mørke vinteraftener.
Spis aldrig rå hyldebær
Når jeg nu er ved det med hyldebær, så er det på sin plads med en lille advarsel. Altså hyldebærsaft, hyldebærsuppe og hyldeblomstsaft er alletiders og et ordenligt skud tiltrængt vitamin i vintertiden. Men der har været en farlig tendens til, at nogle trendy steder de senere år har ment, at man kunne bruge rå hyldebær i mad – og endda sylte grønne hyldebær som “nordiske kapers”.
I 2012 blev en gruppe konferencegæster temmelig syge (opkast, diarre), fordi de havde fået serveret smoothies med rå hyldebær.
Spis ALDRIG rå hyldebær. For nu at citere fra en artikel fra Samvirke (det læser jeg altid med stor interesse) så indeholder grøn hyld stoffer, der kan udvikle giftigt cyanid, som også kaldes blåsyre. Derfor skal man aldrig spise umodne eller modne hyldebær rå – ej heller spise blade eller bark fra hyld. Modne hyldebær skal koges mindst 20 minutter, før giftstofferne er væk.
Så fik vi det slået fast.
Tak til Helle og Sonja
Jeg havde jo ikke nogen egentlig opskrift på hyldebærtoddyen, så her er min jeg-sjusser-mig-til-det blanding. Hvis ikke man selv har lavet hyldebærsaft, kan man købe hyldebærsaft i Kvickly og også i Matas, så vidt jeg husker. Både Rynkeby og Søbogaard laver én version.
Og tak til Helle Freja for at foreslå hyldebærtoddyen – og til Dagbladets tidligere chefsekretær, Sonja, for at skrive det med rommen 🙂
Hyldebær-toddy
1 styk højt glas, der tåler varme
Cirka 1 dl hyldebærsaft
Cirka 0,5 dl rom
Cirka 2,5 dl kogende vand.
Hæld først hyldebærsaft og rom i glasset – og top så med den kogende vand. Og nyd det varmt.