I Bangladesh ligger verdens største mangroveskov – og den er et besøg værd.

Af Mette G. Sørensen, marts 2011

»Madam? Madam!«

Jeg er ikke engang helt ude af min værelsesdør, før han er der, ham den lille chef for hotellets vasketøjs-liga.

20 minutter forinden har jeg skyndsomt afleveret det snavsede tøj i en godt tilsnøret hvid bomuldsvasketøjssæk til en af hans medhjælpere, og nu har jeg så tænkt at snige mig ud af hotellet hurtigst muligt.

Men den går ikke.

»Madam? We have a problem,« siger han og ser med alvorlige øjne op på mig.

Et blik hen over den lille mands skulder afslører et ubehageligt sceneri. Vi har så afgjort et problem.

På hotelgangen har vaskechefens medhjælper bredt mit vasketøj ud på gulvet. Hvorfor ved jeg ikke. Måske for at tjekke, at det antal jeg har anført i vasketøjsskemaet passer. Lige nu står han og stirrer forbløffet på de sokker, han holder i hånden.

Engang var det hvide tennissokker. Nu er de grå og tykke af stivnet mudder.

Det samme er de bukser, der ligger for hans fødder.

Samt den lette bomuldsjakke. Og t-shirten.

Jeg krymper mig. Men tager så en dyb indånding for at mande mig op til at beklage det meget beskidte vasketøj og måske forsøge at få afleveret lidt ekstra drikkepenge som påskønnelse.

Så langt når jeg ikke, før overvasketøjschefen stikker et broderet, indisk tørklæde op under min næse.

»This, madam, is NOT a shawl,« siger han let formanende – og peger så på vasketøjssedlen, der hvor jeg har krydset tørklædet af som et sjal.

Ifølge eksperten foran mig er mit tørklæde nemlig en del af den tre-delte indisk/pakistansk/bangladesiske klædningsdragt, der hedder en salwar kameez, og skal krydses af som en sådan.

Jeg ånder lettet op. Så skal jeg da i det mindste ikke stå skoleret og forklare mudderet.

HVORFOR FORTÆLLER jeg nu den historie? Jo, fordi den er symptomatisk for min rejse i Bangladesh.

Bangladeserne – selv dem i servicefag – er så uvante med turister at de, i stedet for at forsøge at tjene lidt ekstra på for eksempel særligt beskidt vasketøj, kan finde på at opsøge gæsterne for at gøre dem opmærksomme på, at de kan komme til at betale for meget ved at krydse forkert på vasketøjslisten.

Om folk i Bangladesh er et særligt ærligt folkeslag har jeg ikke indsigt nok til at dømme om.

Men de er i hvert fald slet, slet ikke vant til turister.

Vi vækker opsigt, hvor vi går og står, men bliver kun mødt med smil, nysgerrige blikke, sammenstimlen og – hvis de er særligt modige – en regn af spørgsmål. Der er som regel mindst én i gruppen, ofte en teenager, der taler fint engelsk, og så bliver der uden blusel spurgt til både Danmark og os selv personligt.

Men vi møder aldrig – ikke engang i slummen i den enorme hovedstad Dhaka – spørgsmål om vi lige kan undvære nogle penge. Jo altså, tiggere findes skam.

De snor sig, trods diverse handicap, ud og ind mellem bilerne i den tætte trafik i Dhaka og ser lidt forbløffede ud, når de opdager, at der sidder blegansigter i bilen.

Men horder af tiggende børn, der hager sig fast i én, som man oplever i andre, mere turistvante lande, oplever vi ikke. Kun horder af børn, der vil holde i hånd eller fotograferes og bagefter se fotoet på kameraets display.

»Jeg har en million billeder af børn. Jeg har lige sms’et min kone, om det er i orden at fylde et fly med børn, for de er da slet ikke til at stå for,« ler en af mine medrejsende, efter vi har tilbragt en dag i Dhakas gamle slum – og er blevet modtaget godt alle vegne.

KUN ET ENKELT STED bliver døren smækket i hovedet på os. Bag døren gemmer sig et af de problemer, som Bangladesh skal have styr på, før de for alvor kan gøre forretninger med udlandet: Børnearbejde.

Men hele problematikken omkring børnearbejde er kompleks. Vesterlændinge vil have det totalt forbudt. Men de tidligere børnearbejdere, som vi mødes med via danske Red Barnet og deres bangladesiske samarbejdspartner, siger nej. De vil have ordnede forhold, de vil have tid til at gå i skole ved siden af, og de vil fritages for farligt arbejde, for eksempel arbejde med kemikalier i forbindelse med den store tekstil-industri i landet. Men de – og deres familie – har brug for, at de arbejder og tjener penge.

Godt en tredjedel af befolkningen i Bangladesh lever for under ti kroner om dagen og cirka fire millioner ud af Dhakas 12-13 millioner indbyggere bor i slum. Der er brug for enhver taka, som landets møntenhed hedder, som en familie kan tjene, for at de kan få tag over hovedet og et måltid mad måske to gange dagligt.

»Jeg går ud fra, at den kønne lille dreng ikke leger,« skriver en af mine veninder som kommentar til et foto, jeg uploader til Facebook.

Billedet forestiller en dreng på måske fem år, der sidder og slår mursten til fint grus med en hammer. Og nej, han leger ikke.

Han arbejder sammen med sin familie, der tjener penge ved at omdanne mursten til grus – for os måske rystende, men for de bangladesiske børnearbejdere en type arbejde, som anses for at være nogenlunde forsvarlig.

Bangladesh har ingen sten i undergrunden af betydning, så derfor bruger man knuste teglsten til mange anlægsopgaver.

FLERE AF MINE medrejsende har været i Bangladesh før – for mange år siden. Og de kan huske, hvor forurenet Dhaka var. Til deres store forbløffelse kan de anno 2010 midt i kakafonien af tudende bilhorn, sirener, høj musik og råbende mennesker trække vejret forholdsvist frit.

I Dhaka kører alle taxaer og busser nemlig på naturgas nu. Og det gør en enorm forskel. Og når vi nu er ved de positive tiltag, så er Bangladesh også landet, hvor plastikposer er totalt forbudte. I erkendelse af at poserne dels stopper de få, dårlige og smalle afløbsrør, og dels bliver spist af dyr – køer, geder, hunde – har man indført et forbud. Det har den for turister interessante sideeffekt, at man får udleveret de skønneste papirsposer, når man shopper.

Shoppe? tænker du måske. Hvad kan man shoppe i så fattigt et land?

Ikke meget, indrømmer jeg, men der er dog skønne ting i udvalgte butikker i hovedstaden. Det kan lade sig gøre at finde ting, der er produceret under kontrollerede forhold, og hvor de, der fremstillede dem, er blevet lønnet ordentligt. »Environmentally consciuos« står der for eksempel på døren til forretningen Aranya.

Jeg hjemslæber bomuldstunikaer, sarier som jeg bruger som duge, bordskånere, sæbe og skønhedsprodukter lavet af lokale urter og planter, brevkort, håndsyede mobiltelefontasker, små smykkeæsker i skind, læderbilledrammer, naturtandpasta uden flour, kosmetikpunge med kitchede billeder af Bollywoodskuespillere – og en bog om fugle, som mine medrejsende er ved at omkomme af grin over. Jeg køber den hos en gadesælger, fordi jeg har set en fugl, jeg ikke aner hvad er for én. Imidlertid viser bogen sig at indholde fugle fra hele verden – blandt andet strudse og pingviner!

I skrivende stund sidder jeg viklet ind i et stort smukt tæppe og skriver. Tæppet købte jeg i en landsby i det sydlige Bangladesh, der hvor cyklonen Sidr i 2007 rasede med 240 kilometer i timen. På få dage mistede millioner af fattige bønder og fiskere deres boliger, indtægtsmuligheder – og familiemedlemmer.

Man anslår at Sidr »kun« slog 3500 ihjel. Når man siger »kun«, er det fordi en tilsvarende cyklon i 1991 slog 150.000 ihjel.

Siden har man fået bygget cyklonbeskyttelsescentre og fået etableret et advarselssystem, der i det store og hele består af mænd, som cykler ud med en megafon og advarer, når en naturkatastrofe er i anmarch.

Men det virker åbenbart. Sådan da.

Folk, der lever derude på kanten af landet, vendt mod det store hav, er bange. Hvornår vil det ske igen?

Tæppet køber jeg af en smuk enke med seks børn. Hendes mand er godt nok ikke død under cyklonen, men derimod i fængsel, hvor han pådrog sig en infektion. Ifølge hende havde han licens til at skove træer i mangroveskoven Sundarban, og det var en fejl, at han kom i fængsel, hævder hun. Fakta er nu, at der bliver skovet meget ulovligt træ fra Sundarban. Og det er et problem.

Den enorme mangroveskov, der med sine 10.000 kvadratkilometer fordelt på Indien og Bangladesh, er verdens største og på UNESCO’s liste over verdensnaturarv, er nemlig den eneste reelle beskyttelse mod naturkatastroferne.

»Sundar« betyder smuk på bengali, det officielle sprog, og »ban« betyder jungle.

Og den smukke jungle er i sandhed værd at bevare. Ikke kun fordi den er smuk og beskytter menneskene mod endnu større ødelæggelser, når oversvømmelser og vilde vinde hærger, men også fordi den er hjemsted for et unikt dyreliv – fra de bittesmå, knaldrøde fiddler-crabs over floddelfiner og enorme saltvandskrokodiller til et imponerende varieret fugleliv og et sted mellem 400 og 500 tigere.

Derfor er Sundarban den eneste rigtige turistattraktion i Bangladesh.

Landet mangler monumenter a la Taj Mahal, en infrastruktur, der gør det muligt at komme forholdsvis hurtigt rundt, især i hovedstaden, luksushoteller, restauranter med mad der smager lige som derhjemme (det vil turister jo ha’ – og det har man ikke i Bangladesh, maden er dejligt krydret), strandbarer med paraplydrinks og fede shoppingmuligheder.

Det eneste, Bangladesh reelt kan tilbyde turister, er Sundarban.

Men tro mig – det er dæleme også godt!

DE FÅ GUIDEBØGER, der findes over Bangladesh, anbefaler, at man tager helt ned i den sydligste del af mangroveskoven på sin tur – der er simpelt hen større chance for at se Sundarbans store dyr, tigeren og saltvandskrokodillen, når man er i den sydlige del, hvor der er mere mangrove end beboelse. Guidebøgerne anbefaler også, at man bruger tre-fire dage på sejlturen.

Vi har et døgn, så vi stiger på båden M.V.Chuti i Mongla i den nordlige del af mangroven.

Og jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at det tætteste vi kommer på en tiger, er nogle stor-kat-fodspor, som vores bevæbnede guide hævder er mindre end 12 timer gamle tiger-spor.

Men en tur ind i Sundarban kan godt anbefales, selv om man ikke møder skovens mest berømte beboer. Vi ser da amfibier (»mudskippers« hedder de), krebs, fugle, flod-delfiner og nogle enorme hvepse.

En mangroveskov er en samling træer og buske, der har tilpasset sig at leve i saltvand i tropiske og subtropiske område. Mon ikke de fleste læsere har set film eller naturprogrammer med den slags skove, hvor træerne sender lange rødder op gennem vandet så de kan ånde, når vandstanden er høj? Det er et ret betagende syn.

Vi får tildelt vores små kahytter med indbygget myggenet over køjesengene, og så bliver maden serveret på øverste dæk på M.V. Chuti. Det er meget eksotisk. Både maden og det at spise på dækket af en båd, som er indhyllet i blæksort nat og hvor lydene ude fra mørket er fremmedartede og lidt »vilde«.

I min rejsedagbog skriver jeg: »Stjernehimlen er helt fantastisk. Himmelhvælvet er stort over os. Lone og jeg stod på dæk 1 og prøvede at lytte til dyrelydene fra land, men menneskene på dæk 2 larmede for meget«.

Airconditionen kører ubarmhjertigt larmende i kahytten. Selv om jeg sover med ørepropper, bliver det kun til sporadisk søvn. Der er er varmt og støjende. Kl. 05.15 står jeg op og går op på dækket, hvor jeg møder to af mine medrejsende. Vi laver hver os en dampende kop Nescafé og sidder så tavse og ser den mest fantastiske rosenrøde solopgang, jeg nogensinde har oplevet.

EN TIME SENERE er alle oppe og klar til fugletur.

Vi sejler ud i to både med hver vores fuglekyndige guide. Ikke alle er lige interesseret i fuglene, og for nogen er morgenens mest spændende oplevelse at tale med den rejefisker, der sammen med sin søn er ved at tømme sit net for (ganske få) rejer.

Vi vender glubende sultne tilbage til båden og morgenmaden, der blandt andet består af kaffe, toast, spejlæg og små søde bananer. Det er helt sikkert mere end rejefiskeren har fået.

Omkring frokosttid tømmer en af besætningsmedlemmerne en papkasse med højskaftede camouflagefarvede gummisko ud på dækket. Vi skal finde et par, der passer nogenlunde, siger han og tilføjer, at det nok vil være klogt at have et par bukser på, der kan tåle at blive beskidte, da vi skal ud at gå i mudder.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg forestiller mig på det tidspunkt. I hvert fald ikke at stå i muddervand til livet. Men det er lige præcis det, jeg kommer til, på vores gåtur gennem mangroveskoven.

Vi bliver først sejlet over en indgangsportal, der minder lidt om den i filmen Jurassic Park. Men det er nu ikke dinosaurer, der åbenbares bag porten – bare en meget lang træbro ind gennem mangroven. Mens vi går af den, fortæller guiden om træerne med de giftige stammer, som man ikke skal røre ved, fordi man kan blive blind – og han udpeger også de spidse trærødder nede i mudderet under os. Dem skal man ikke falde ned på, siger han.

Vi har to bevæbnede vagter med. Den ene har røde tænder og har helt tydeligt tygget betelnød. Han går og synger hele tiden for at skræmme eventuelle tigere væk…

Pludselig stopper broen. Guiden fortæller os, at vi enten kan gå tilbage – eller også kan vi fortsætte sammen med ham gennem mudderet forude. »I kommer nok til at synke i til knæene nogen steder,« siger han.

De fleste af os fortsætter. Og ingen af os nøjes med at synke i til knæene. Et par stykker er faktisk så langt under – de glider i et hul – at det, de foretager sig, minder om svømmetag.

Men det er sjovt!

Vi er dybt koncentrerede om næste skridt. Folk finder grene, de kan støtte sig til (og glemmer alt om de giftige træstammer), og der er masser af latter og opmuntrende tilråb. Enhver tiger er flygtet flere kilometer væk, skræmt af støjen. Da vi endelig forlader mudderet og kommer til en sø, hvor vi kan vaske os en smule rene, er humøret helt i top.

Det bliver ikke ringere, da vi kommer ombord på M.V. Chuti og får serveret iskold lemonade, mens vi forsøger at få det mudrede tøj af.

Det er det samme tøj, som vaskeholdet på Hotel Lake Castle breder ud på hotelgangen flere dage senere.

Jeg har i nogle dage været omkring en landsby i det sydlige Bangladesh først, så mudderet er tørret godt og grundigt ind tøjet.

Den sidste dag i Dhaka – og Bangladesh – går vi på The Nordic Club, stedet hvor skandinaver, der bor og arbejder i Bangladesh, mødes.

Det føles nærmest uvirkeligt at gå ind i det airconditionerede hus – og videre ud til swimmingpoolen og udendørsrestauranten, hvor man få biksemad og brændende kærlighed. Det er der god afsætning i.

Jeg spiser fish & chips og drikker mit første og sidste glas vin i Bangladesh.

Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg har været der. Men næste gang vil jeg pakke en stak bøger og være meget længere ombord på en båd i Sundarban. Jeg kan ikke huske, hvornår verden sidst stod stille for mig på den måde.

Hvis man søger fred, ro, smil og venlighed, krydret mad, naturoplevelser uden andre turister – og en mageløs stjernehimmel – er Bangladesh stedet.

Endnu da.

Bangladesh

Hovedstad: Dhaka

I 1947 blev det engelske koloniherredømme Indien delt op i to, det hindustiske Indien og det muslimske Pakistan. Bangladesh var det daværende Østpakistan, mens det land, der i dag kendes som Pakistan, hed Vestpakistan. Bangladesh blev uafhængigt i 1971.

Areal: 144.000 kvadratkilometer. Til sammenligning er Danmark cirka 43.000 kvadratkilometer.

Indbyggertal: 150 millioner, heraf cirka 13 millioner i hovedstaden.

Cirka 40 procent lever under fattigdomsgrænsen, sat af Verdensbanken til 1,25 US-dollar (syv danske kroner) om dagen. Befolkningstætheden svarer nogenlunde til, hvis alle danskere flyttede nord for Limfjorden. Gennemsnitslevealder 66 år.

Dansk bistand var i 2009 på cirka 250 millioner kroner.

Bangladesh er et moderat muslimsk land uden voldsom religiøs fundamentalisme. Landet har en parlamentarisk regering.

Det officielle sprog er bengali, mens engelsk er det andet sprog.

Landbrug er det største erhverv. Den største eksportvare er tekstiler, men der er også eksport af te, læder og frosne rejer.

Landets store turistattraktion er mangroveskoven Sundarban, verdens største, der blandt andet huser krokodiller, slanger, aber, vildsvin, floddelfiner, masser af fugle samt omkring 400-500 tigere.

Man kan ikke flyve direkte til Dhaka fra Danmark. Og en flybillet er under alle omstændigheder ikke billig. Da vi tog afsted i november, var den billigste mulighed at flyve fra Hamborg med mellemlanding i Dubai. Det kan have ændret sig siden da.

Tidsforskellen er plus 6 timer.

I Dhaka boede vi på Hotel Lake Castle – www.hotellakecastle.com – som er nydeligt og nogenlunde svarer til et tre-stjernet hotel i Europa. God restaurant, store værelser og et ualmindeligt venligt og smilende personale.

Der serveres ikke alkohol på hverken hoteller eller restauranter i Bangladesh. Udlændinge må dog gerne indføre spiritus i landet.

I Sundarban boede vi på den skønne båd M.V.Chuti – www.safariplus.net – der godt nok har meget små kahytter. Til gengæld er de rene og pæne, det samme er toilet- og bruseforhold, og maden, som besætningen fremtryller, er helt fantastisk.