Æbleskiver – flere versioner af en dansk juleklassiker

æbleskiver
Inden nogen nu tænker “næh, har du Georg Jensens klassiske juledug” så nej, det har jeg ikke. Men jeg har ønsket mig den årevis og i år køber jeg den altså! Det, man ser på billedet, er Georg Jensens specialfremstillede dækkeservietter til De Bergske Blades medarbejdere. Vi fik dem to år i træk (så vidt jeg husker, det var i slutningen af 1980erne) – og jeg byttede tre flasker vin med en kollega for hans to servietter, så jeg er den lykkelige ejer af seks 🙂

I formiddag var jeg ude at samle ind til Dansk Flygtningehjælp sammen med min veninde Jette H. Det er desværre ikke noget, jeg gør voldsomt tit, så jeg var lidt selvfed over at jeg havde meldt mig.

Det øsregnede – nærmest fra først til sidst – men vi fik da besøgt vores 111 husstande, og det var faktisk mægtigt hyggeligt, når nu man gik sammen med en veninde.

Da jeg kom hjem, havde jeg lyst til to ting; en god søndags-regnvejrsdags-lur på sofaen samt…æbleskiver!

ingredienser æbleskiver
Det skal man bruge til Anitas æbleskiver

Jeg havde tidligere på ugen fået en opskrift på æbleskiver af min kollega Anita.

Hun kan – når hun ser opskriften her og smage æbleskiverne (som jeg tager med på arbejde i morgen) – med en vis ret sig, at “det er da ikke min opskrift”. For ja, jeg har ændret i den.

Opskriften herunder er – lige som at filmen “Kvinden i buret” er løseligt baseret på Jussi Adler Olsens bøger – løseligt baseret på Anitas opskrift. Med knap så store konsekvenser, tror jeg, som det med filmen og bøgerne 🙂

“De har skrevet sig ind i et hjørne, som de ikke kan komme ud af igen. Det bliver ikke til ti film,” sagde Jussi Adler-Olsen forleden i et interview (med mig) om film og bøger.

Nå, Anitas opskrift er nu ikke kørt ind i et hjørne. Jeg har valgt at gøre den “lettere”. Der er ret meget mel i originalopskriften. Jeg aner det ikke, men jeg gætter på, at det er en gammel originalopskrift. Jo ældre opskrift, jo mere mel (bare se bedstemor Klugs opskrift længere nede), for melet skulle gøre æbleskiverne mere mættende, så folk tog mindre af de dyrere ting på bordet.

æbleskivepande
Så er æbleskiverne i slip-let panden. Jeg bruger dog olie til at stege i alligevel. Jeg har faktisk også en gammel smedejerns-æbleskivepande med emalje-belægning, meeeen…..

Anitas æbleskiver

(42 styk)

5 dl mel (det svarer til 310 gram – jeg brugte 250 gram)

0,5 tsk salt

2 tsk sukker (jeg brugte 1 spsk)

1 tsk kardemomme

1 tsk natron

3 æg

4 dl kærnemælk (jeg brugte 4,5 dl)

4 spsk olie (jeg brugte i stedet 50 gram smeltet smør)

Olie til stegning

Del æggene i blommer og hvider. Kom alle ingredienser, undtager æggehvider og olie til stegning i en pænt stor skål og pisk det igennem med en el-mixer. Lad det hvile 30 minutter.

Pisk æggehviderne meget stive og vend dem i dejen.

Varm æbleskivepanden op. Hæld lidt fedtstof (altså olie) i hvert hul. Fyld hullerne 3/4 op med dej. Det hæver, så derfor skal der ikke mere i.

Bag æbleskiverne ved jævn varme. Vend dem med en kødping/strikkepind, så snart de har dannet skorpe og er lyserbrune.

Der skal være så meget flydende dej, at æbleskiverne kan danne bue på den anden side. Vend hele tiden æbleskiverne, så de bliver jævnt bagt.

Tag dem af panden og hold dem varme.

Drys sigtet flormelis over. Spises med syltetøj og sukker.

Note: Fremgangsmåden er min. Anita have ikke skrevet noget om “hvordan man gør”.

Note 2: Den første pande eller to af æbleskiver bliver ret lyse. Fortvivl ej – derefter bliver de flot brune og sprøde 🙂

Note 3: Det er nemt at vende æbleskiverne, når først skorpen er blevet brun. Brug eventuelt fingre til at presse æbleskivens kanter ned i hullet (når den er blevet vendt), så den bliver helt rund!

skål med æbleskiver
En hel skål med æbleskiver – som jeg tager med på arbejde i morgen og varmer i mikrobølgeovnen til mine kolleger.

Da jeg luftede tanken om æbleskiver, var dygtige og søde Hans Kurt fra Sevel Kro så venlig at sende mig sin opskrift på æbleskiver – med et glimt i øjet. Opskriften giver nemlig 355 æbleskiver! Det er sådan noget en krofatter har brug for.

Men Hans Kurt er knalddygtig til dansk mad, og jeg er sikker på, at hans opskrift kan divideres. Så hvis du har mod på det – eller skal lave æbleskiver til et helt spejderkorps – er her opskriften fra Sevel Kro.

Hans Kurts æbleskiver

(355 styk)

30 æg

3 liter kærnemælk

2 liter fløde

20 spsk sukker

10 tsk bagepulver

skal af 8 citroner

2,5 kilo mel

Æggeblommer og sukker piskes sammen. Kærnemælk og fløde tilsættes. Mel, bagepulver og citronskal vendes i.

Tilsæt de stiftpiskede æggehvider.

Brug 3 æbleskivepander.

To timer senere har du 355 æbleskiver.

Velbekomme!

æbleskiver på tallerken
Æbleskiver med sukker og en italiensk marmelade, jeg havde i skabet. Det smagte godt 🙂

Og endelig, for Herrens mange år siden, jeg tror det må have været omkring 1992-94, fik jeg nedenstående opskrift af Lene, der var kæreste med en af mine praktikanter, Thomas. Opskriften er hendes farmors originale.

Farmor Klugs æbleskiver

375 gram mel

2 spsk sukker

1 tsk salt

0,5 liter mælk

75 gram smeltet margarine/smør

2 æg

25 gram gær

Lun mælken og opløs gæren i den.

Pisk sukker og æggeblommer sammen, tilsæt salt, mel, mælk-gær og smeltet margarine-smør. Pisk sammen.

Pisk æggehviderne stive. Vend dem i dejen.

Bag æbleskiverne i fedtstof i æbleskivepanden.

Note 1: Man kan se at opskriften er original og gammel på grund af den store mængde mel (de skal være mættende) og fordi der bliver brugt gær. Gærhævede æbleskiver holder nemlig faconen meget bedre end dem, der er hævet med natron eller  bagepulver, især hvis æbleskiverne skal fryses og først bruges senere.

jakobsstigen
Juletiden nærmer sig hurtigt. I dag fik jeg (lidt sent) stillet Jakobsstigen op. Jeg elsker den, selv om den er i plastik og formentlig lavet i Taiwan. Den er hyggelig alligevel.

2 tanker om "Æbleskiver – flere versioner af en dansk juleklassiker"

  1. Hmmm, Hans Kurts idé med citronskal lyder spændende… måske for spændende for mig, da jeg egentlig godt kan lige mine æbleskiver meget klassiske.

    Men bl.a. min smukke kone og min søde svigermor (hold kæft, hvor jeg håber at de ender med at læse det her, så flink jeg er) er meget glade for rent faktisk at putte æble i æbleskiverne…
    Små tern, vendt i kanel – og så bare en lille skefuld ned i midten af hver æbleskive, når dejen er på panden… som så bliver bagt ind i “skiven”, når man vender og drejer den.

    Det kunne jeg faktisk godt forestille mig, at du ville være vild med Mette. 🙂

    1. Jeg kan huske, at min farmor også havde et lille stykke æble i æbleskiverne – jeg havde bare glemt det igen 🙂 Tak for at du mindede mig om det, Peter. Det må jeg prøve en dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *