Jeg var nødt til at google Alleppy for at finde ud af, at det er en by i den indiske region Kerala. Det burde jeg måske have kunnet sagt mig selv, for krydderisammensætningen er umiskendelig sydindisk.
Nå pyt – uanset hjemland, så er dette en rigtig lækker rejeret.
Jeg har lavet én vildt dum ting, som man kan se på billederne 🙂
Jeg pillede ikke de rå rejer, inden jeg stegte dem… Jeg havde glemt at tage dem ud af fryseren, så de var ikke helt optøede, og så tænkte jeg; ”jeg smider dem da bare på panden, så skal de nok tø op”. Det gjorde de skam også. Og smagte udmærket.
Men – det er dæleme noget griseri at skulle sidde og pille rejer ved aftensbordet, når rejerne er smurt ind i sovs! Så husk at tø rejerne op i tide, og pil dem INDEN de skal på panden 🙂
Alleppyrejer i karry
(4 personer)
2 spsk olie
2 tsk sennepsfrø (se note 1)
5 dl kokosmælk
Saft af 1 citron
500 gram store kingprawns – pillede 🙂
En lille halv håndfuld tørrede karryblade (se note 2)
Ris til servering
Karrypuré:
1 grøn chili, kerner fjernet
1 rødløg, grofthakket
5 cm frisk ingefær, skrællet og grofthakket
0,5 tsk gurkemeje
Havsalt
Til karrypuréen blendes alle ingredienserne til en jævn puré og krydres med rigeligt salt og peber.
Varm olien i en stor stegepande over middelvarme og smid sennepsfrøene i. Når de begynder at poppe efter cirka 30 sekunder, tilsættes karrypuréen og sauteres i et minut til det begynder at dufte.
Hæld kokosmælk og citronsaft i og bring i kog. Skru ned for blusset og småkog i 10 minutter eller til saucen er reduceret og tyk. Rør rundt en gang imellem, mens den simrer, så den ikke brænder på.
Tilsæt rejerne og småkog under omrøring, så de koger jævnt, i 5 minutter, eller til rejerne er blevet rosa og møre. Gnid karrybladene mellem hænderne, så de smuldrer og drys dem over retten.
Bland godt og server med ris.
Note 1: Vi kender bedst de gule sennepsfrø, som bruges til syltning og til den sennep, vi kan lide. Og jeg må blankt erkende, at det også er dem, jeg har brugt i denne ret, fordi jeg havde dem i skabet. Men – faktisk er det de sorte sennepsfrø, kogebogsforfatteren bruger. De har en let nøddeagtig smag og popper for alvor, når de varmes op. De bruges meget i sydindisk madlavning. Jeg vil tro, man kan købe dem hos de fleste asiatiske købmænd.
Note 2: Karryblade har jeg faktisk før købt i Kvickly. De tørrede altså. De friske er svære at finde herhjemme. Sidst jeg kiggede efter de tørrede, fandt jeg dem ikke i Kvickly – og købte dem derfor hos Asia Food i basaren, Prøv at spørg hos din lokale brugs, hvis den hører til blandt de større. Måske….
(Opskriften er fra ”Lev stærkt” af John Gregory-Smith, forlaget Hovedland, 2011)