Jeg er ikke voldsomt vild med flødekager – ud over en god fastelavnsbolle og min søsters sommerlagkage.
Men tørkager – det er en helt anden sag. Altså en cremelinse tager man ikke fejl af, og napoleonshatte er også gode. Og så er der favoritten over dem alle; hindbærsnitten!
Med tanke på min vægt, der bestemt kunne være lavere, er jeg glad for, at det ikke er bagernes vinduer, der øver en uimodståelig tiltrækning på mig. Jeg har forholdsvis nemt ved at gå forbi og skænker det sjældent en tanke, om jeg skulle have en kage med hjem…med mindre, der ligger en hindbærsnitte og råber til mig.
Jeg forbinder hindbærsnitter med min barndom. Min mor var rigtig god til at bage dem (hun var god til at bage alt), og når jeg var hos min farmor og farfar (og det var jeg meget) fik jeg ofte penge til at løbe ned til bageren og købe tre hindbærsnitter til eftermiddagskaffen. Jeg husker det, som om vi altid sad nede i haven under det store kirsebærtræ og spiste kagerne. Det kan naturligvis ikke passe, når man har det danske sommervejr in mente, men hindbærsnitter er altså sommer, ferie og familiekærlighed for mig.
Forleden faldt jeg så over en Mette Blomsterberg-opskrift på hindbærsnitter. Jeg – der ikke er den store bager – nærer en næsegrus beundring for kagekunstneren Blomsterberg, og ikke mindst er jeg forundret og begejstret over hendes kage-bage-bøger, hvor det flere gange er lykkes mig at få et hæderligt resultat ved at følge opskrifterne. Ikke mindst fra hendes julebagebog.
Så jeg besluttede mig for at bage hindbærsnitter a la Blomsterberg. Og det var nemt! Tænk, jeg fik faktisk fremstillet 21 hindbærsnitter indenfor rimelig tid, og de smagte endda godt. Tusind tak Blomsterberg 🙂
Jeg spiste én, gemte tre i køleskabet til senere, og bar resten over på redaktionen til mine kolleger (det var min fridag), for der er kage altid et hit. Det lød som om, kollegerne også syntes, snitterne var gode. Men sjovt nok opdagede jeg dagen efter, at jeg bedre kunne lide dem, der havde stået i køleskabet et døgn. De var ikke supersprøde mere, men de havde lige som ”sat sig”. Kagecirklerne var gået i symbiose med marmeladen, og hindbærsnitterne var nu mere som dem, jeg huskede fra min barndom.
Det var en god opdagelse. Jeg overvejer nemlig at bage dem til fest for min gamle klasse fra tiden på Journalisthøjskolen til august – ja, faktisk er vi fire klasser, og hvis bare halvdelen kommer, skal der bages 45 hindbærsnitter. Det står jeg ikke lige og gør samme dag som festen er. Men når man kan bage dem dagen før…
Nå, nu får I opskriften her. Frygt ej – det ER virkelig nemt.
Hindbærsnitter
(cirka 20 styk)
Dej:
0,5 vaniljestang, polynesisk (se note 1)
70 gram flormelis
150 gram stuetempereret smør
250 gram hvedemel
1 tsk bagepulver
0,5 dl vand
Fyld:
Cirka 200 gram hindbærmarmelade
Glasur:
Cirka 200 gram flormelis (se note 2)
Lidt vand
Drys:
Cirka 20 gram usaltede pistaciekerner (se note 3)
Cirka 10 gram frysetørrede hindbær (se note 4)
Flæk vaniljestangen på langs og skrab vanilje kornene ud med en lille kniv (se note 5). Mas kornene sammen med lidt af flormelissen på bordet med kniven, så kornene skilles ad.
Ælt det hjemmelavede vaniljesukker sammen med den resterende flormelis, smør, hvedemel og bagepulver.
Kom til sidst vandet i og ælt dejen smidig og glat. Stil dejen i køleskabet i cirka 30 minutter.
Tag dejen ud og rul den ud i lidt ekstra mel til den er cirka 3 mm tyk. Udstik cirkler af dejen, der er cirka 8 centimeter i diameter (jeg målte mine vandglas, og fandt et, der var 8 centimeter, og brugte det til at udstikke med) – du skal bruge 2 dejcirkler per hindbærsnitte, så du skal altså kunne få minimum 20 cirkler ud af portionen. Jeg fik 22 cirkler + en lille rest smid-væk-dej ud af det.
Læg de udstukne stykker dej på en bageplade med bagepapir og bag dem i cirka 8 minutter ved 190 grader (se note 6). De færdigbagte bunde til hindbærsnitterne må gerne virke lidt halvbagte – de skal altså ikke nødvendigvis være brune (selv om nogen, for eksempel min far, foretrækker hindbærsnitter, der er lidt ”brændte” i kanterne!)
Spred halvdelen af de bagte kagecirkler ud på bordet. De skal bruges som bund. Kom 1,5 tsk hindbærmarmelade (se note 7) på hver bund. Saml dine hindbærsnitter ved at lægge en kagecirkel ovenpå marmeladebunden.
Hak pistaciekernerne fint.
Bland flormelis og kogende vand godt.
Smør glasuren på toppen af dine hindbærsnitter og drys dem straks med hakket pistacie og de frysetørrede hindbær.
Spis hindbærsnitterne i løbet af et par dage (de smagte også fint på tredjedagen, kan jeg sige).
(Opskriften er af Mette Blomsterberg, 2014)
Note 1: En polynesisk vaniljestang er dyrere – faktisk ret meget dyrere – end den billigste vaniljestang, du kan finde i supermarkedet. Men den er de ekstra penge værd. Den er fed, blød og fyldt med korn, der virkelig smager igennem. Jeg synes, du skal prøve at købe én. Men dine hindbærsnitter bliver altså ikke dårlige, selv om du vælger den billige version.
Note 2: Jeg brugte kun 150 gram flormelis og havde rigelig glasur.
Note 3: Her skal man være opmærksom og kigge godt på posen. For man skal nødig komme hjem med saltede pistaciekerner, som er en almindelig ”sund snack”. Jeg fandt de usaltede i Kvickly.
Note 4: Jeg kunne simpelt hen ikke huske, hvor det var, jeg havde set frysetørrede hindbær. Man kan muligvis få dem i Kvickly – jeg mener også at have set dem hos Bager Max. Nå, men jeg udelod dem altså…men prøver at finde dem til næste gang.
Note 5: Jeg synes, det er nemmest at skrabe kornene ud med en teske, den passer ligesom lige til formålet.
Note 6: De otte minutter passede fint i min ovn – bag dem midt i ovnen.
Note 7: Jeg syntes, at 1 tsk hindbærmarmelade var nok, men gør som du har lyst til.