Jeg tror det var engang i sommeren 1981, men jeg er ærlig talt ret dårligt til det med årstal – jeg forsøger bare at regne mig frem til det sandsynlige….

I hvert fald var jeg begyndt i gymnasiet i 1978, hvor jeg havde mødt Syss, der skulle gå hen og blive min bedste veninde. Det er hun sådan set stadigvæk, selv om vi ikke ses så tit. Hun bor i Horsens. Nå, men via Syss havde jeg mødt hendes veninde Jette, der var spændende, fordi hun 1) var tre-fire år ældre end mig (det betyder noget i den alder) 2) havde boet i England et år og 3) havde egen lejlighed.

Det var Jette, jeg var i selskab med den aften, hvor vi spadserede ind på værtshuset 12’eren i Horsens og faldt i snak med søstrene Sørensen. Nille sad i baren, og jeg syntes, hun var helt vildt eksotisk. Slank, blond, brun og med et glas hvidvin i hånden. Det var hvidvinen, der gjorde det. Jeg kendte andre slanke, blonde, smukke piger, men jeg kendte absolut ingen 18-19-årige, der drak hvidvin. Mange år senere fortalte hun, at det eneste hun drømte om dengang, var at være lige som os andre og kunne lide øl. Det kunne hun bare ikke.

Det kunne hendes lillesøster Lotte til gengæld, og det var hende og mig, der faldt i rigtig god snak den aften. Nille og Jette fandt nemlig lynhurtigt ud af, at grunden til de begge var så brune, var, de begge havde været på interrail på den samme græske ø. Så var der ikke et øje tørt – og ikke nogen mulighed for Lotte og jeg for at komme til orde. Derfor valgte vi hinandens selskab – og det gik rigtig, rigtig godt.

Verdensborgere

Det blev til nogle år, hvor jeg kom meget hos søstrene på Næsset. Man måtte altid hænge ud der, og der var bestemt ikke så mange regler for opførsel, som hjemme hos mine forældre. Nille og Lottes far var kirurg og moderen sygeplejerske, og pigerne var vokset op i Sverige, Liberia og Saudi Arabien, hvor deres forældre arbejdede. I et par år som teenagere gik de på kostskole i Gstad i Schweiz – sammen med Lady Diana (det var altså før hun blev lady og kendt i hele verden). Ikke så underligt, at vi syntes, de havde haft et spændende liv. De var verdensborgere, klarede sig på flere sprog og rejste rundt uden den fjerneste nervøsitet i hele verden.

Det vildeste jeg havde prøvet var et tre ugers sprogkursus i Brighton, England!

De spiste bestemt også noget andet mad end jeg var vant til. Jeg husker bedst Janssons Fristelse, muslinger omviklet med bacon og svensk krebsegilde.

Det holdt trods alt

Teenagevenskaber går ofte i opløsning på et tidspunkt – løber ud i sandet, og det er så det. Det kunne vores også godt have gjort. Som 20-årig flyttede jeg til Århus for at læse. Syss, Nille og Lotte fik alle børn og havde travlt med det – og med jobs, uddannelser, mænd o.s.v. Jette blev sygeplejerske, og flyttede en del rundt i landet. Og jeg havde ikke den store kontakt med dem. Jeg forsøgte at holde kontakten til Syss, men så hende i virkeligheden kun en gang sådan cirka hvert andet år i en lang årrække. Til gengæld flyttede Nille og Syss ind i samme ejendom og blev veninder, mens de havde små børn.

Men det er aldrig sådan for alvorlig vasket helt væk, venskabet. Og med ankomsten af Facebook i vores liv er det også blevet nemmere at følge med i, hvad hinanden foretager sig – og aftale besøg. Syss besøger jeg nu mindst en gang om året – og hun er som regel også ved mig en gang om året. Sidste år (midt i en snestorm) besøgte Nille og jeg Jette, der bor i nærheden af Vinderup (tæt ved mig, men ingen af os har bil), og i sidste weekend tog jeg så toget ned til Nille og Lotte, der i mange år har boet i Svendborg.

Jeg vil ikke påstå, at det er “som om vi aldrig har været fra hinanden”. Der er en masse ting, jeg misset, for eksempel børnenes opvækst, og jeg løber sur i deres navne, og kan ikke kende Nilles tre døtre fra Lottes tre døtre på fotos. Men man kan heller ikke se bort fra vores “fælles historie”. Det er nemt at være sammen. Vi skal ikke forklare det hele fra Adam og Eva. Vi har mødt hinandens forældre, søskende, ex-mænd, ex-kærester, nuværende mænd, hunde, katte – og ikke mindst er vi interesserede i at holde kontakten. Og det er rart.

Nille lavede Janssons Fristelse, da jeg besøgte hende – jeg elsker det! – og forsøgte at stampe en opskrift sammen. Hun laver det ellers på slump.

Janssons Fristelse

(4 personer)

2,5 kilo kartofler

2 dåser benfrie sild

2 store løg

cirka 7-10 dl fløde

Salt og peber

Skræl kartoflerne og skær dem i stave. Læg halvdelen af kartoflerne i et stort ildfast fad.

Skær løgene i skiver og læg dem ovenpå. Fordel de benfrie sild ud over løgene. Læg den anden halvdel kartoffel-stave ovenpå.

Hæld væden fra sildedåserne ud over retten.

Drys med salt og masser af friskkværnet peber.

Hæld fløden ud over.

Sæt i ovnen ved 200 grader i cirka 60 til 70 minutter. Hvis overfladen er ved at blive for brun, kan man dække fadet med sølvpapir det sidste stykke tid.

Server med en salat til – Nille havde lavet en mozzarella/tomat-salat. Det var godt.