Egentlig er jeg ikke så meget til søde kager, men da jeg faldt over denne opskrift, tænkte jeg, at det var den perfekte dessert til canastaklubbens årlige julefrokost anno 2019.
For det første ER de fleste af klubbens medlemmer glade for ”lidt sødt” – nogle dog mere end andre. Og for det andet er der efterhånden tradition for, at vi først spiser ”små ting” (som mine gode bekendte, Lonni og Frans, kalder det) for at få lagt en bund og dæmpet den værste sult. Så spiller vi kort, og så spiser vi ”hovedretten”. Derefter spiller vi kort igen. Og så skal der dessert og kaffe på bordet. Og mere kortspil.
Det er superhyggeligt.
Jeg håber virkelig, at det her corona-noget går over, så vi også i 2020 kan holde julefrokost.
Det er en kage, det tager tid at lave. Men faktisk kan det meste laves dagen inden, den skal spises.
Kagen smager vildt godt, men er temmelig bastant. Der var til mange flere end os seks i den portion…
Marcipankage med hvid chokoladecreme
(cirka 10 stykker, står der i opskriften)
Hvid chokoladecreme
3 dl piskefløde
Kornene fra 1 stang vanilje
200 gram finthakket, hvid chokolade
Marcipankage
200 gram smør i tern
200 gram marcipan i tern
125 gram sukker
2 tsk fintrevet citronskal
2 spsk friskpresset citronsaft
4 æg
150 gram hvedemel
50 gram finthakkede, smuttede mandler
2 tsk bagepulver
Desuden
0,5 dl grand marnier
½ skrællet ananas, skåret i trekanter
100 gram ananaskirsebær
100 gram kumquats i halve (note 1)
Flormelis
Start med den hvide chokoladecreme. Bring fløde og vaniljekorn i kog i en tykbundet gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt chokoladen. Rør til den er opløst. Stil cremen tildækket i køleskabet i mindst tre timer.
Marcipankage: Kom smør, marcipan, sukker, citronskal og citronsaft i en foodprocessor og hak blandingen i cirka et minut. Tilsæt nu skiftevis æg og mel og kør dejen glat. Vend mandler og bagepulver i dejen.
Beklæd bunden af en springform (cirka 24 centimeter i diameter, står der – min er 22, og det gik altså fint) med bagepapir. Kom dejen i formen og bag kage midt i ovnen ved 175 grader i cirka 1 time.
Vend kagen ud på et stykke bagepapir på en rist. Fjern det bagepapir, der sidder på bunden og lad kagen køle af.
Flæk kagen med en brødkniv. Læg bunden på et kagefad og stænk den (altså bunden, ikke fadet 😊) med grand marnier.
Pisk nu den hvide chokoladecreme, der har stået i køleskabet, luftig med en håndmikser. Fordel creme på kagebunden og læg forsigtigt toppen på.
Fordel frugten på toppen og pynt med flormelis.
Note 1: Kumquats, der ikke altid er sådan lige til at finde, kan erstattes af appelsin eller mandarin.
(Opskriften er fra Karolines Køkken: Julens mad, Snabel Press, 2012)