Sennepssyltede drue-agurker

Agurken kom til Danmark i 1700-1800-tallet, og er i dag – næst efter tomaterne – den mest almindelige grøntsag i væksthus her i landet.

Vi spiser salatagurker (det er de lange “almindelige” agurker), asieagurker, der er buttede og uden kerner, samt drueagurker, som er de der små lækre nogen med tynd skal, som man oftest møder syltede.

Og som journalist kender jeg alt til “agurketiden”, der hedder sådan, fordi agurker er fulde af vand (altså “ingenting”), og det samme er avisernes historier i sommerskoleferien, mener man.

Lige nu bugner de private drivhuse rundt omkring, og hvis man ellers har passet sine planter, har de fleste sikkert flere agurker, end de lige kan spise.

Så kan man jo sylte.

Jeg har tidligere givet opskriften på Elses Saltagurker, som er lavet af de store, almindelige agurker – dem, vi også bruger til mormor-agurkesalat. Opskriften kan man finde ved at søge på “saltagurker”.

Forleden faldt jeg over en nem svensk opskrift på sennepssyltede drueagurker.

Sennepssyltede agurker

2 kilo små drueagurker

0,5 liter lagereddike

500 gram sukker

50 gram salt

3 spåner muskatblomme

2 spsk gule sennepsfrø

3 dildkroner

5 centimeter frisk peberrod, skåret i tynde stænger.

Kom agurkerne i sterile glas (det vil sige i hvert fald skoldede – jeg skyller dem altså også i Atamon/vand).

Bland eddike, 7,5 dl koldt vand, sukker, salt, muskatblomme, sennepsfrø, dild og peberrod. Hæld over agurkerne.

Luk glassene. Stil dem køligt mindst tre uger, før de spises.

Note 1: Det store krydderifirma Santa Maria har muskatblomme i hele stykker, så det burde være nemt at købe. Det er det imidlertid ikke. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde det i supermarkederne her i byen, måske fordi det er noget, ikke ret mange spørger efter. Det er IKKE det samme som muskatnød, selv om det stammer fra samme frugt. Men man kan bestille det online flere steder, blandt andet hos ASA-Copenhagen Spice Specialists, der har hjemme i Torvehallerne og som forhandler mange lækre ting. Gå ind på www.asatrading.dk

Elses saltagurker
Det her er Elses Saltagurker lige før man hælder den varme lage over. Ovenstående opskrift på drueagurker anvender en kold lage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *