Skal du ha’ lam til påske?

En lille fin lammekølle klar til at blive sat i ovnen.
En lille fin lammekølle klar til at blive sat i ovnen.

Påsken er lammetid og køber man en god dansk lammekølle hos sin slagter, kan man godt glemme al snak om ”smagen af uld” – det er superlækkert kød.

Min families forhold til lammekød er en anelse anstrengt. Faktisk er ”forholdet” nærmest ikke-eksisterende. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at jeg nogensinde som barn eller ung fik serveret lam derhjemme.

Det var først, da jeg kom i praktik på Dagbladet som 21-årig, at jeg fik en veninde i Holstebro, der kunne stege en lammekølle, så englene synger. Senere har jeg også fundet ud af, at jeg kan lide hakket lammekød og lam i tern i gryderetter.

Køllen er i ovnen, hvor den skal stå længe og blive godt og grundigt mør.
Køllen er i ovnen, hvor den skal stå længe og blive godt og grundigt mør.

Skabt til påske

Min familie mener dog fortsat, at lam er bedst, når de hopper levende rundt ude på markerne.

Så da slagter Jens Bertelsen spurgte mig hen over disken, om jeg så skulle have lam til påske i år, var svaret kort og godt nej.

”Uh, det er ellers en skam. Det er lige sæson. De gode danske lam bliver jo skabt lige præcis til påske,” mente Jens Bertelsen og hev en brochure frem om ”Limfjordskød” ved slagter Thøgersen fra Mors. Det er fra ham, Bertelsen i Holstebro får sit kvalitetslammekød – også noget der er økologisk.

Faktisk har jeg aldrig selv stegt en lammekølle. Det tænkte jeg lidt over og besluttede så at invitere min søster på lamme-middag for at bevise, at det kan smage godt.

Jeg kan lige nævne, at min far ringede under middagen, og min søster fortalte ham, at ”det smager jo rigtigt godt. Slet ikke som jeg troede, at lam ville smage”. Og jo tak, hun ville gerne have nogle skiver kølle med hjem til dagen derpå.

Nu skal den så skæres for. Det kan godt være svært, når den er så mør. Kødet falder fra benet.
Nu skal den så skæres for. Det kan godt være svært, når den er så mør. Kødet falder fra benet.

Find opskrifterne

Jeg havde hentet en udbenet og snøret, fin lille kølle på 1,7 kilo hos slagter Bertelsen. Benet fulgte med, så man kunne bruge det til kraft, hvis man ville lave sovs. Det ville jeg så ikke. Jeg synes, at lammekølle hører sammen med flødekartofler. Man kan naturligvis også vælge noget mere moderne, som for eksempel en bønnesalat (her tænker jeg ikke på grønne bønner, selv om de også går fint som tilbehør, men på de tørrede af slagsen) eller lave græske citronkartofler til.

Hvis man ikke ved, hvordan man laver flødekartofler, kan man finde en opskrift her på bloggen ved at skrive flødekartofler i søgefeltet. Man kan også finde en bønnesalat, en tomatcouscous med feta (som går rigtigt fint til lam) eller for eksempel helt klassiske hasselbackkartofler.

Jeg fandt en opskrift på karamelliserede gulerødder i et hæfte, ”forår på tallerkenen”, som Jens Bertelsen stak mig, og dem lavede jeg også. De var supergode – og ville have været endnu bedre med små forårsspæde gulerødder, men sådan nogen har Kvickly altså ikke endnu.

Jeg kombinerede venindens opskrift med én, jeg havde fra nettet, og fik nedenstående ud af det. Ideen er, at alt fedtet smelter fra, og kødet bliver så mørt og gennemstegt, at det nærmest falder fra hinanden. Jeg skal gøre opmærksom på, at der vil være nogen, som mener, at det er en forbrydelse at gennemstege lam så totalt. De vil gerne have, at lammekølleskiverne er svagt rosa i centrum.

Lam, flødekartofler og karamelliserede gulerødder. Og så en god rødvin til :-) Dejlig påskemad.
Lam, flødekartofler og karamelliserede gulerødder. Og så en god rødvin til 🙂 Dejlig påskemad.

Lammekølle

1 styk lammekølle på cirka 1,7 kilo (der er rigeligt til 4 personer)

Olivenolie

Rosmarin

Hvidløg (cirka 5-6 fed)

Salt og peber

Bed slagteren om at udbene, ridse og snøre køllen.

Læg køllen i et passende ildfast fad. Gnid køllen med groft salt og peber.

Stik rosmarinkviste (jeg brugte tre store, kraftige kviste) og halverede fed hvidløg ind under snørerne eller ned i ridserne, hvis de er dybe nok. Dryp godt med olivenolie over.

Sæt køllen i ovnen ved 220 grader i 20 minutter. Skru derefter ned til 170-180 grader og steg yderligere 2 timer og 40 minutter. Tag køllen ud og lad den lige hvile med et viskestykke løst lagt over i 10 minutter.

Skær så pæne skiver.

Karamelliserede gulerødder smager skønt - og endnu bedre, hvis det r årstid for små spæde forårs-gulerødder.
Karamelliserede gulerødder smager skønt – og endnu bedre, hvis det r årstid for små spæde forårs-gulerødder.

Karamelliserede gulerødder

12 små gulerødder (eller 4 store halverede på langs)

2 spsk rørsukker

50 gram smør

Smelt sukkeret på panden. Når der er flydende, tilsættes smørret. Lad det bruse op og kom så gulerødderne på panden. Vend dem rundt af og til og det bruse op og kom så gulerødderne på panden. Vend dem rundt og lad dem karamellisere i fire til seks minutter.

(ovenstående har været bragt som artikel i ugeavisen Holstebro Onsdag i april 2015)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *