Tag-arkiv: kød

Lammekødboller med lun yoghurt og spinat

Eksotisk ser det jo ud, og det er det sådan set også med det kanelsmagende lammekød, men det er altså virkelig lækkert.
Eksotisk ser det jo ud, og det er det sådan set også med det kanelsmagende lammekød, men det er altså virkelig lækkert.

NU skal den her opskrift altså skrives ind! Forleden spurgte en af mine canasta-veninder, om opskriften lå på min blog, for hun havde set et foto på Instagram og ville gerne prøve at lave dem.

Læs videre Lammekødboller med lun yoghurt og spinat

Halloumikartofler med lammespid

Det er rigtig sommermad - og selv om vi ikke har haft meget sommer i 2016, ser det ud til, at vi i øjeblikket bliver beriget med et par dage, såeh...
Det er rigtig sommermad – og selv om vi ikke har haft meget sommer i 2016, ser det ud til, at vi i øjeblikket bliver beriget med et par dage, såeh…

 

Man kan godt spise grillmad, selv om man bor i en lejlighed og ikke har en udendørs grill.

Jeg har en udmærket grillpande. Nej, det er selvfølgelig ikke det samme som den let brankede smag af kul, men det går nu udmærket. Min ovn har naturligvis også et grillelement, men jeg foretrækker grillpanden, med mindre det drejer sig om en overflade, der skal være gylden/sprød.

Her er det de skønneste kartofler med mandler og halloumi (jeg elsker halloumi, den cypriotiske halvhårde ost, der er særligt egnet til at grille, fordi den ikke flyder ud) og lammespid. Faktisk bliver halloumien så ikke grillet i denne opskrift – det er lammekødet, der skal have en tur på grillpanden.

Læs videre Halloumikartofler med lammespid

Nem chili con carne

Det smager altså helt fantastisk :-)
Det smager altså helt fantastisk 🙂

Da vejret her midt i juni er nogenlunde som på en efterårsdag (kold og klam), fik jeg lyst til chili con carne.

Enhver elsker af meksikansk mad vil kunne fortælle, at en ordentlig chili con carne tager omhu og laaaaang tid at lave.

Men mindre kan nu også gøre det, og jeg synes altså, at denne version – der kun står og simrer en times tid, smager helt vidunderligt.

Jeg smækkede den lunhurtigt sammen i gryden, da jeg kom hjem fra motionscentret, og så stod den og simrede, mens jeg tog bad, ringede til min søster for at høre, hvordan hendes eksamen var gået, og fik skrevet en indkøbsseddel til i morgen. Sådan kan man jo udnytte den lidt lange produktionstid 🙂

Portionen herunder er til 1 person – men det er en stor portion. Hvis du skal lave til 4 personer og nogle af de 4 er børn, tror jeg, at du skal nøjes med at gange op med 3.

Apropos børn, så er retten, som den står her, ikke stærk, men dog med bid. Måske skal du komme mindre chili i, hvis dine børn spiser med.

Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander - men jeg synes, det ser pænere ud sådan her....
Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander – men jeg synes, det ser pænere ud sådan her….

Nem chili con carne

150 gram skært oksekød

50 gram hakket løg

1-2 fed hvidløg

1 rød chili

olie til stegning

300 gram hakkede tomater (fra dåse)

35 gram tomatkoncentrat (det er halvdelen af en af de små dåser)

110 gram kidneybønner (det er de røde, fra dåse)

1 tsk paprika

1 tsk kakaopulver (se note 1)

salt og peber

Græsk yoghurt

0,5 avokado i skiver

25 gram rødløg i ringe

frisk koriander

Skær oksekødet i små tern og hak løg, hvidløg og chili.

Svits kødet i olien. Tilsæt løg, hvidløg og chili og steg det i 2-3 minutter.

Tilsæt tomater, tomatkoncentrat og bønner. Rør godt rundt, læg låg på gryden og lad det simre i en times tid. Tilsæt lidt vand, hvis det føles for “tørt” (det skal endelig ikke brænde på).

Smag til med paprika, kakaopulver, salt og peber.

Kom chili con carnen i en skål. Server med yoghurt, avokado, rødløg og koriander.

Note 1: Jo, du læste rigtigt; kakaopulver. Mørk chokolade med en høj kakaoprocent og kakaopulver bruges meget i meksikansk madlavning til at at give dybde i smagen. Og nej, det bliver retten ikke sød af. Har du nogensinde prøvet at spise mørk chokolade 86%, som man kan købe i supermarkederne? Hvis du har, ved du, at chokolade snarere er bitter end sød. Den fungerer altså som et krydderi, ikke som et sødemiddel.

(Oprindelig er opskriften fra Vægtkonsulenternes “Supersund fastfood” fra 2012, men jeg har ændret så meget på blandt andet mængder, at de næppe vil kendes ved den…)

Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.
Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.