Jeg kom lige til at tænke på den her salat, som jeg lavede flere gange sidste efterår/vinter – jeg spiste nemlig (kogt) blomkål til aften og tænkte – endnu en gang – at det er et fantastisk kål, som smager godt både rå, kogt, bagt…
Min eneste løftede pegefinger med hensyn til denne lækre salat er: Pas på fingrene!
Første gang, jeg snittede blomkål på det knivskarpe mandolin-jern, jeg har fået af min søster, snittede jeg også lige lidt finger med… Blomkålsskiverne skal være tynde, og så kommer man nemt for tæt på kniven, med mindre man er fokuseret hele tiden. IKKE lige den salat, man beder børnene hjælpe med…
Sprød blomkålssalat med abrikoser
(4 personer)
1-1,5 blomkålshoved (afhængigt af størrelsen)
15 tørrede abrikoser (køb de lækre bløde, der er lidt dyrere)
3 spsk frisk estragon, dild eller karse
25 gram ristede pinjekerner (eller ristede mandler)
Dressing:
Saften af en halv citron eller 2,5 spsk hvidvinseddike (jeg bruger citron)
2 spsk god olivenolie
3-4 tsk kapers
0,5 tsk salt
friskkværnet peber
Skær blomkålen i meget tynde skiver med en skarp kniv eller et mandolinjern. Hak abrikoser og estragon og bland det i kålen.
Dressing: Pisk ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt, peber og citron.
Vend dressingen i kålen og drys med ristede pinjekerner.
Sæt salaten på køl indtil servering.
(Opskriften er fra Coops opskriftsbog “Kål” fra 2013)