Jeg elsker ribs-saft. Det er min absolutte favorit.
Så jeg blev lidt ked af det, da min far ringede og sagde, at der ingen ribs var i år – “eller også har fuglene bare allerede spist dem”, tilføjede han.
Nu er min far ikke den store køkkenhavemand, så da jeg besøgte ham for nylig og hev op i grenene på de over 40 år gamle ribsbuske i baghaven, viste de sig at være tunge af de røde juveler 🙂 Og ikke nok med det; ribsene var også rigtigt store, flotte og saftspændte.
Jeg plukkede halvandet kilo hos min far (jeg kunne have plukket mange flere, men han insisterede på, at der også skulle være nogen tilbage til fuglene!) og fik desuden et halvt kilo fra min søsters meget yngre buske.
Så i dag kogte jeg så de to kilo bær til ribssaft.
Jeg plejer også at lave hyldeblomstsaft (det gjorde jeg også, før det for alvor blev trendy), men jeg er blevet lidt træt af det, så sidste år lavede jeg for første gang i mange år hyldebærsaft – og det har jeg virkelig nydt vinteren over. Også til hyldebærsuppe.
Der er ingen grund til at købe dyre kogebøger for at lave ribssaft. Hvis man gerne vil have en opskrift er det gode gamle hæfte, “Den grønne syltebog” fra Tørsleffs Husmoder Service, glimrende.
Kogt ribssaft
1 kilo fuldmodne bær
cirka 2 dl vand
Til hver liter siet saft desuden: 350 gram sukker, 1/2 tsk flydende Atamon.
De skyllede ribs koges med vandet ved svag varme til bærrene brister. Mosen hænges til afdrypning. Saften måles, koges op og tilsættes sukkeret. Saften bringes atter i kog, skummes, tilsættes Atamon og hældes på skoldede flasker, der straks lukkes (gerne med patentprop).
Note 1: Man kan naturligvis lade være med at tilsætte Atamon, men så skal i hvert fald skolde sine flasker grundigt og i øvrigt holde en streng hygiejne.
Note 2: Den Grønne Syltebog siger, at 1 kilo ribs giver cirka 1 liter saft. Det er ikke min oplevelse. Jeg havde i år 1,9 kilo ribs og fik 1,3 liter saft ud af det.
Note 3: Det tager såmænd tid nok i forvejen, så der er ingen grund til at ribbe bærrene (altså pille de små grønne grene af), for man sier jo alligevel det hele.
(Den grønne Syltebog, Tørsleffs Husmoder Service – Tørsleff har siden 1939 serviceret de danske husmødre og gør det stadig via telefon. Syltebogen genoptrykkes af og til. Man kan bestille den på telefon 36 34 30 00 hos Haugen-Gruppen AS eller købe den hos boghandleren. Den koster cirka 50 kroner)
Lad os bare tage hyldeblomstsaften også. Den er jo så populær.
Hyldeblomstsaft/hyldenade
25 nyudsprungne hyldeblomster
3 økologiske citroner
20 gram vin- eller citronsyre
1 kilo sukker
1 liter kogende vand
Atamon til skylning af flaskerne
Ryst hyldeblomsterne fri for små dyr og urenheder. Klip de grove stilke af helt inden med blomsterstanden og smid stilkene ud.
Kom blomsterne i en stor, nyskoldet og ren beholder (jeg bruger et stort glaseret lerfad, men man kan også bruge en metalgryde eller en gulvspand). Skrub citronerne grundigt i lunkent vand. Skræl dem med kartoffelskrælleren og presse saften ud. Opløs citronsyren i lidt varmt vand og bland den med citronsaft og -skal. Drys sukkeret over blomsterhovederne og tilsæt citronblandingen og derefter det kogende vand. Dæk med et klæde eller endnu bedre et tætsluttende låg.
Blandingen skal nu trække i fire-fem døgn et køligt sted. Rør i den af og til. Si saften igennem et skoldet, fint klæde og hæld den på flasker, som forinden er skoldet med kogende vand og skyllet med Atamon.
Note 1: Pluk helst hyldeblomsterne lige efter et regnskyl. Så er pollen, der kan gøre saften bitter, skyllet væk.
Note 2: Ovenstående opskrift giver cirka halvanden liter saft.
Note 3: Hold øje med blandingen, når den står og trækker. Min har et enkelt år pludselig gæret, fordi det var en varm sommer og rummet, blandingen stod i, blev for varmt.
(opskriften er en halvering af Anette Eckmanns hyldenade-opskrift fra “Køkkendagbogen”, Lindhardt og Ringhof, 2004. Camilla Plum har også en dejlig opskrift i sit to-binds værk “Grønt”. Hendes hyldeblomstsaft er tykkere, sødere og mere gylden).