Om at sylte

Græskar
Her har jeg været så heldig at få et græskar af en kollega. De ER altså bedre, dem folk selv har dyrket, end dem man køber i butikkerne.

Jeg synes, det er rigtigt sjovt at sylte, henkoge og lave saft til vinteren.

Det har stået som noget af det skønneste “arbejde” for mig, lige siden min mor læste Laura Ingalls Winthers bøger op for mig, da jeg var barn, om husene i den store skov, på prærien, ved floden og så videre. De lavede også hele tiden forråd dengang, og der hang pølser, skinker og andet godt på deres loft. Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.

I tidens løb har jeg selv lavet utallige marmelader og forskellige typer syltede agurker, rødbeder, græskar, svampe, ketchup, saft, chutneyer, eddiker med mere.

Så bliver det sat i skab eller køleskab med tydelige mærkater på – og derpå glemt…

Jeg er nemlig ikke særlig god til at få det spist. Eller rettere; jeg laver altid for meget. Og så selv om jeg forærer en del væk.

Jeg tror, jeg bliver grebet af selve projektet, og hygger mig – uden omtanke for at der dels skal være plads til det, og dels skal jeg have lyst til at bruge det i min dagligdag. For eksempel har jeg aldrig været den store marmelade/syltetøjsspiser, så et enkelt glas er sådan set nok til mig. Der er ingen grund til, at jeg har fire forskellige typer stående…á tre glas hver.

Mirabelle og kvæde

De seneste tre-fire år har jeg med succes været hård overfor mig selv 🙂 Når jeg kommer i tanke, at DET skal jeg da prøve, tager jeg lige en snak med mig selv først; vil jeg bruge det? Og hvis ikke, er der så andre, der vil være interesseret? For ellers er det et no-go.

Ud over at jeg laver et par typer saft hvert år, som med sikkerhed bliver drukket, er vi så nede på, at jeg stensikkert laver syltede agurker til mig selv og syltede græskar til min far. Nogle år sylter jeg også rødbeder.

De eneste typer marmelade, jeg gider, er kvæder (når jeg kan fremskaffe dem, vi har ikke en god grønthandler med danske varer i midtbyen. De to etniske grønthandlere er glimrende, men kvæder har de altså ikke) – og mirabelle. Sidstnævnte er der stor forskel på. I skel ind til min nabo stod der et stort træ, som leverede gule mirabeller til den mest fantastiske gyldne og abrikossøde marmelade år efter år. Men så blev min udlejer og naboen enige om, at træet smed for mange irriterende blade om efteråret!!!??? Ja, der var selvfølgelig ingen, der spurgte mig, ellers skulle jeg da nok have sagt noget om træ-mordere!

Brombær-marmelade er også fantastisk, men jeg kender desværre ikke nogen, der har de “rigtige” – dem med torne, der ikke er krydset og mixet til ukendelighed, men som rent faktisk smager af brombær.

Og jeg kender heller ikke nogen, der har stikkelsbærbuske med dejlige søde bær. Det begræder jeg allermest. Stikkelsbær er blevet umoderne, ingen har dem i haven mere, og man kan ikke købe dem hos en grønthandler eller i supermarkedet. Der er ellers ikke noget så skønt som stikkelsbærkage med flødeskum – eller stikkelsbærgrød.

Elses saltagurker

Nå, men til det, jeg faktisk laver…

Min allervigtigste sylte-opskrift er ikke snuppet fra nogen kogebog. Den har jeg fået af min veninde Anne Marie, som har fået den af sin mor Else i Silkeborg.

Allerede da jeg flyttede til Holstebro og blev medlem af Madklubben i 1987, hævdede Anne Maries storebror Svend, at han var nødt til at rationere Elses Saltagurker, når jeg kom, for ellers ville krukken være tømt, når jeg gik! Det var ikke helt løgn, jeg kunne virkelig spise umådelige mængder af dem! Men nu laver jeg dem så selv. De er SÅ nemme, og de er helt fantastiske.

3 agurker

3/4 liter almindelig eddike

750 gram sukker

100 gram salt

2 dildkroner (eller flere – jeg kan godt lide flere i)

Evt. konserveringsmiddel

Eddike, sukker og salt koges op. Tilsæt eventuelt konserveringsmiddel.

Hældes over de skivede agurker, der er kommet i store, nyskoldede glas med patentlåg. Luk til og afkøl.

Uåbnede holder de mange måneder – tror jeg nok….jeg får dem altid spist i løbet af ingen tid 🙂

 

syltede græskar
Jeg har syltet græskar i lange baner til min far – både med vanilje med ingefær (han kan bedst lide sidstnævnte, så nu laver jeg aldrig dem med vanilje mere)

Syltet græskar

Jeg kan ikke lide syltet græskar – det har jeg aldrig kunnet. Men det har altid været en stor ting i min familie, både min farfar og min far elskede syltede græskar.

Så jeg laver syltede græskar til min far hvert år. Og altid efter den samme opskrift, for det er dem, han kan lide. Jeg HAR prøvet at variere ved at sylte med vanille for eksempel, men det falder IKKE i god jord.

Nedenstående opskrift er nem.

1 kilo renset græskar, skåret i små stykker

1/2 liter lagereddike

600 gram sukker

2 cm frisk ingefær

Kog en lage af eddike, sukker og skrællet ingefær skåret i små stykker. Rør af og til rundt.

Kog græskarret i eddikelagen. Græskarstykkerne skal koge, indtil de er klare, men endelig ikke udkogte.

Læg stykkerne i nyskoldede glas. Kog lagen ind i cirka 10-15 minutter og hæld den over græskarstykkerne.

Luk glassene. Kan spises lige så snart de er afkølede.

Note 1: “Kog til græskarstykkerne er klare” er et vidt begreb…man skal holde øje, for det varierer fra græskartype til græskartype. Ifølge mine noter har jeg prøvet alt mellem 10 minutter (et Hokkaido) til 35 minutter (et stort grønt græskar, jeg havde fået af min chef).

Note 2: Alle græskar kan bruges, men Hokkaido bliver ikke rigtigt “klart”. De almindelige, store Askepot-græskar (du ved; typen der ser ud til at kunne blive til en karet any minute) er de bedste.

(opskriften stammer fra en dejlig syltebog, “En smag af sommer”/Nina Dreyer Hensley, Jim Hensley og Paul Løwe, Gyldendal, 2000. Den har leveret mange gode ting i glas og krukker til mig gennem årene – og ikke mindst opskrift på den skønneste franske æbletærte. Den tager vi, når æblesæsonen sætter ind…)

Rødbeder med dildkroner

Hvis mændene i min familie er vilde med syltede græskar, er kvinderne vilde med syltede rødbeder. Min mor var så vild med dem, at hun blev drillet med det, og jeg kan heller ikke tænke mig en ret meget bedre mellemmad end én med leverpostej og syltet rødbede.

Jeg har testet mange opskrifter på syltede rådbeder og er nået frem til – ikke helt overraskende – at Camilla Plums opskrift er den bedste. I det hele taget er jeg aldrig stødt på en Camilla Plum-opskrift, jeg ikke kunne lide, og jeg er totalt fan.

1,5 kilo rødbeder

1 liter eddike

1,5 spsk salt

400 gram sukker

1/2 spsk allehånde

2 laurbærblade

2 spsk hele sennepsfrø

1 spsk hel sort peber

1 kvist frisk timian

1 stor dusk dildkroner

5 centimeter peberrod i tynde skiver.

Kog rødbederne næsten møre i vand, det tager cirka 30-45 minutter alt efter størrelse. Køl af, gnid skindet af (god ide med plast-handsker), skær rødbederne i skiver på 1/2 centimeter og kom den i nyskoldede glas.

Kog de øvrige ingredienser (undtagen peberroden) sammen til en lage, som hældes kogende over rødbederne.

Fyld glassene op med kogende vand, hvis der ikke er lage nok, og læg de tynde peberrodsskiver øverst. Luk glassene med skoldede låg.

Note 1: Opskriften herover er en halvering af den originale opskrift. Denne her giver et stort patentglas og et lille glas, og det passede til mit behov.

Note 2: Den skivede peberrod er fantastisk. Den forhindrer mugdannelse, så lad være med at udelade den. I det hele taget er peberrod fantastisk – men den tager jeg en anden dag….

(opskriften er fra det suveræne to-binds værk “Grønt I og II”/Camilla Plum, Politikens Forlag, 2003. Hvis jeg kun måtte tage fem kogebøger med mig videre i livet, ville Grønt 100 procent sikkert være blandt dem)

 

Lage til rødbeder
Jeg forelskede mig i Camilla Plums opskrift på syltede rødbeder, fordi der skulle dildkroner i lagen.
Færdige rødbeder
Der blev halvandet glas ud af det, og det passede fint til mit behov.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *