Der findes formentlig lige så mange opskrifter på falafel, som der er husmødre og gadekøkkener i Mellemøsten.
Jeg har smagt min del af falafel, fordi jeg synes det smager dejligt, og mener at denne opskrift er den bedste, jeg selv har testet. Jeg har efterhånden lavet falafel efter den mange gange, og de mislykkes aldrig. Jeg laver altid halv portion, og så er der til to dage.
Det er ikke en slanke-opskrift. Falafel skal steges i rigeligt med olie, og de suger olie til sig – men det var så min måde at fejre weekenden på 🙂
Falafel med bredbladet persille og yoghurt
(4 personer – cirka 30 styk)
225 gram kikærter
225 gram hakkede løg
2 fed knust hvidløg
1 – 1,5 dl god rasp
1 – 1,5 tsk spidskommen
1 spsk stødt koriander
0,25 tsk bagepulver
0,25 tsk cayennepeber
cirka 1 dl persilleblade (bredbladet persille)
salt og peber
vindruekerneolie til stegning
Tilbehør:
0,5 liter yoghurt naturel – eller mindre af den græske 10 procents
brød (f.eks. pitabrød eller arabisk brød)
Eventuelt en salat (for eksempel tomat, koriander og forårsløg)
HUSK! Læg kikærterne i blød i 24 timer inden falafel-bollerne skal laves.
Afdryp og kom dem i en blender eller foodprocessor og blend dem groft.
Tilsæt de øvrige ingredienser, blend det hele til den jævn fars og lad den hvile i køleskabet mindst 1 time.
Form farsen til valnøddestore kugler og steg dem gyldne og sprøde i rigelig varm olie ad et par omgange.
Læg kikærtebollerne på fedtsugende papir og hold dem varme i ovnen indtil servering.
Hvis du ikke bruger græsk yoghurt, der allerede ER afdryppet, skal du huske at hælde den almindelige yoghurt i et kaffefilter og lade den dryppe af tre-fire timer før den serveres.
Note 1: Man kan jonglere med krydderierne, som man nu kan lide det. Jeg er varsom med spidskommen, som jeg synes nemt kommer til at spille en hovedrolle, mens jeg gerne øger mængden af cayennepeber, fordi jeg godt kan lide det hot.
Note 2: Jeg havde ikke bredbladet persille, men almindelig kruspersille går fint. Jeg havde heller ikke vindruekerneolie til at stege i, men brugte som altid rapsolie.
Note 3: Mine falafler er nok lidt større end en valnød. Jeg fik 13 ud af en halv portion. Jeg steger dem 2-3 minutter på hver side.
Note 4: Falafel-bollerne kan udmærket fryses.
(Opskriften er fra “Grønt & Godt”/Vibeke Lehn, Aschehoug, 1997)