Det har taget mig lidt lang tid at få skrevet det her – ikke mindst fordi jeg faktisk, trods fem dage i byen, ikke VED ret meget om Göteborg.
Normalt, når jeg rejser, er jeg på ferie, og hvis ikke, sørger jeg som regel for at tage et par dage fri oveni, så jeg kan lege turist i det land, jeg nu besøger.
Men ikke denne gang. Jeg havde to timer som turist sammen med en “press officer” fra byens turistbureau, og så var jeg ude at spise stort set hver aften, noget jeg bestemt ser som en stor del af rejsen. Men det var så også det. Alligevel kan jeg med sikkerhed sige, at jeg vil tilbage til Göteborg igen.
Og selv om den var charmerende i snevejr, må det altså gerne være sommer og solskin næste gang.
Hvad jeg vil lave en sommer i Göteborg? Ja, jeg vil da i hvert fald gerne se Liseberg, Sveriges største forlystelsespark med et hjemligt ry på linje på med vores Tivoli. Men det er nu ikke kun svenskerne, der er vilde med Liseberg – parken blev i 2005 udnævnt til en af de ti bedste forlystelser i verden af Forbes Magazine.
Det skyldes nok ikke mindst den nærmest sagnomspundne træ-rutsjebane, Balder, der er over en kilometer lang og sine steder når op på en hastighed af 90 km/t. Ikke at jeg skulle på sådan én, altså – det tør jeg overhovedet ikke – men to gange har forbrugerne vurderet den i internationale undersøgelser til at være verdens bedste træ-rutsjebane. Den stammer fra 2003 og er altså væsentligt yngre end selve Liseberg, der blev åbnet i 1923.
Rejsen til og fra Göteborg
Men Liseberg så jeg ikke meget til der i slutningen af januar. Det sneede. Og sneede. Og sneede lidt mere. Dog var det ikke så koldt som den morgen i Københavns Lufthavn, hvor vi måtte vente fem kvarter i kø i snefygning på at få af-iset flyets vinger og haleror, inden vi skulle i luften. Jeg var endda begavet med en sidemand, der vidste absolut alt om flyulykker og – især, syntes det – de ulykker, der var forårsaget af is. Det er ikke den slags historier, vi med en smule flyskræk holder af at høre – med mindre vi ER kommet sikkert ned eller har fået adskillige sjusser indbords.
Hvorfor vi dog skulle flyve til Göteborg, aner jeg ikke. Men det havde arrangørerne altså bestemt. Jeg er temmelig overbevist om, at det havde været billigere at sende os alle med tog – og jeg tror faktisk ikke tidsforbruget ville have været meget større, når man medregner, hvor tidligt man skal møde op i lufthavnen inden afgang, de fem kvarters ventetid på afisning samt transporten fra Landvetter (det hedder lufthavnen) og ind til Göteborg (30 kilometer).
Da vi skulle hjem igen – en fredag eftermiddag – var snevejret taget til. Ikke i Danmark, men deroppe i Sverige var der altså hvidt. Faktisk var der nærmest ingen sigtbarhed, da vi nåede ud til Landvetter. SAS var så også så venlige at meddele os, at de havde aflyst flyet til København, men vi kunne flyve til Stockholm og derfra videre til København. For Erik, der skulle til Odense, og mig, duede den løsning ikke. Vi ville så nemlig lande i København efter det sidste tog til Jylland var kørt. Eller rettere; Erik kunne godt komme til Odense, men ikke videre syd på derfra, og jeg kunne godt komme til Vejle, men ikke hjem til Holstebro.
Så var gode dyr jo rådne. Efter lidt ringen frem og tilbage og et tilbud fra rejsearrangøren om at få SAS til at betale et hotelværelse i København (noget, vi afslog, fordi vi ville hjem), fik Erik og jeg lov til at forsøge os med toget. Vi tog en taxa tilbage til Göteborg og hovedbanegården, hvor vi fik hjælp på billetkontoret af en umådelig flink mand. Det hurtige tog gik en halv time senere. Så vidt jeg husker, betalte vi 486 svenske kroner per m/k for at komme fra Göteborg til København med skift i Malmö.
Det vil sige, at det vil koste i omegnen af 1800 kroner at køre i tog tur-retur til Göteborg fra Holstebro. Hvis man har egen bil, vil det nemmeste og formentlig billigste være at køre til Frederikshavn og sejle med Stena Line direkte til Göteborg. Men hvis man – som jeg – hverken har kørekort eller bil, er det ikke en mulighed. Jeg undersøgte det, da jeg kom hjem, og trods den forholdsvis beskedne afstand Holstebro-Frederikshavn, er det nærmest umuligt med offentlige transportmidler. Det tager vildt lang tid, det involverer flere skift, og det er dyrt.
Toget Göteborg-København var moderne og lækkert, det kørte hurtigt (det tog 3,5 time i alt), og manden i kiosken (der havde et stort og okay udvalg – DSB go home) var dæleme flink. Da han opdagede, at vi var danskere, ændrede han på sit sprog, så han var nemmere at forstå og smilede endda. Den slags gør mig lidt flov, fordi jeg ikke lige kan forestille mig en dansker, der ville gøre det samme for en svensk gæst.
Nå, vi nåede til København, lige som vores livline til hovedlandet kørte. Så vi måtte hoppe på det næste tog, der altså stoppede i Vejle. Surt. Så derfra tog jeg en hundedyr taxa hjem til min far ved midnatstid…det var søreme rart at få kaffe og ostemadder der klokken 00.30.
Hotel og filmfestival
Nå, tilbage til Göteborg. Vi boede på Hotel Riverton på Stora Badhusgatan 26. Ud over at det er et rigtigt godt hotel, ligger det også centralt. Man har udsigt over havnen (og de håndværkere, der er ved at bygge en ny sporvognslinje – yeps, Göteborg er genemkrydset af hyggelige sporvogne) og der er kun en ganske kort gåtur til Kungsgatan og Magasingatan, hvor der er gode shoppingmuligheder. Man er også i gå-afstand til det tidligere arbejderkvarter Haga, der nu er særdeles trendy med dets smukke 1600-tals træhuse, specialbutikker og mange restauranter og caféer.
Så jeg skred, gled og kæmpede på mine glatte støvler (hvorfor laver man vinterstøvler med glat bund?) på de tilsneede fortov, men havde heldigvis ofte en galant herre, der tilbød sin arm, i nærheden. Det hold, jeg var en del af, bestod af seks kvinder og syv mænd, og ingen af de andre kvinder havde upraktisk fodtøj! Vi fik gået rigtigt meget, så på den måde har jeg set en god del af Göteborg, altså til fods i snevejr.
Vi var der for at deltage i Göteborg International Film Festival. Nu skal man ikke lade sig narre af det der “international” – godt nok var der bestemt film med fra fjerne lande, men det primære fokus er på islandske, finske, norske, svenske og danske film. Filmfestivalen blev grundlagt i 1979 og trækker i dag over 150.000 besøgende til byen hvert år.
Er der noget, jeg nu ved noget om i Göteborg, er det byens biografer! Jeg har været i Roy, Draken og Biopalatset, og det er virkelig fine biografer. Især var jeg begejstret for den lidt gammeldags Draken med det tunge, farvestrålende scenetæppe, der skulle trækkes fra hver gang, og de røde plysstole.
Og en ting mere med hensyn til biograferne; man kan få noget at spise. Ikke bare slik og popcorn. I Draken spiste jeg både vegetarsandwich (udmærket og rimelig frisksmurt) en dag og gode cookies med en kop te en anden dag, i Biopalatset var der kaffe og kage – og på Pustervik, som blev brugt til blandt andet focus-møder med filminstruktører og producere, var der en rigtig bar, hvor man også kunne købe oliven, hummus og andre små lækkerier. God idé. Hvornår skifter danske biografer popcorn ud med kage og hummus? Ja, ja, jeg ved det; aldrig.
Apropos bar: Selvfølgelig kan man få alkohol i Sverige – det er bare en smule (nogle steder meget) dyrere end i Danmark. Ingen af de steder, vi spiste, havde et glas husets vin til under 60 kroner, og nogle steder var det billigste glas prissat til 80 kroner. Det er heftigt. På vores hotel var der en skøn skybar. Jeg har noget med de der skybars; der er altid en fantastisk udsigt over den oplyste by, og så synes jeg, at det er en utrolig luksus at sidde med en vodkatini sidst på dagen. Det sker kun, når jeg er i udlandet. På View Skybar & Restaurant, som den hed, kostede en 6 cl vodkatini 162 svenske kroner. Tror aldrig før, jeg har betalt så meget.
De fem dages program var tætpakket med filmforevisninger, møder med instruktører og filmjournalister, “mingling” ved forskellige sammenkomster og så videre. Og så var vi på en udflugt til Trollhättan/Film i Vest, en by på Holstebros størrelse, der i dag er hjemsted for topprofessionel filmproduktion.
Film i Väst blev grundlagt i 1992 – og over de seneste seks år har de produceret eller været med-producenter på 90 film. Blandt andet har Lars von Trier flere gange brugt dem, lige som “Jagten” med Mads Mikkelsen og Per Flys “Monica Z” også har været omkring Film i Väst. Trollhättan ligger 75 kilometer nord for Göteborg, og en af mine medkursister fortalte, at hun og hendes familie havde sejlet derop via kanaler, og at ungerne var vilde med stedet, fordi der åbenbart er en svævebane ind over kanalen og byen.
Fiskekirken og caféen
Onsdag eftermiddag valgte jeg at tage fri nogle timer. Dagens emne var kvinder – eller mangel på samme – i filmproduktion, noget der optog især de svenske og finske deltagere. Jeg må helt ærligt erkende, at jeg ikke har opdaget problemet herhjemme. Jeg synes, der er ret mange kvindelige producere, instruktører o.s.v. Måske tager jeg fejl. Men jeg valgte altså i stedet at gå en tur med Sofie Flensburg fra Göteborg & Co, som jeg havde fået kontakt med. Sofie havde tilbudt en gratis gåtur i byen, og det sagde jeg ikke nej til. Erik spurgte om han måtte gå med – han vidste så ikke, at jeg havde sagt til Sofie, at jeg var interesseret i mad, men han fandt sig da troligt i at blive slæbt med rundt til fiskehuse, madtempler og caféer 🙂
Lidt facts: Göteborg er Sveriges næststørste by (den femtestørste i Norden) og har godt 550.000 indbyggere. Byen blev grundlagt ved Göta elvens udmunding i 1642, og dens havn er Nordens største. Der er mange studerende i byen – der er to universiteter – og Göteborg er også sportsmæssigt et kraftcenter i Sverige. Volvo-koncernen blev grundlagt i Göteborg i 1927.
Sofie tog os først med til Feskekôrka (Fiskekirken), en bygning fra 1874, der ligner en kirke, men i virkeligheden er et fiskemarked. Og sikke alle de lækre, friske fisk, man kunne få der. Der var også et par restauranter/fisketapas-barer. Jeg lavede en mental note om at prøve en af dem, næste gang jeg er i byen.
Hun tog os også med til et andet “mad-marked”, en hal med højt til loftet og mange, mange fødevareforretninger, i stil med Torvehallerne i København. Jeg skrev ikke ned, hvad stedet her (det var i nærheden af Biopalatset) men takket være Lonely Planet, tror jeg, det må være Saluhallen, bygget i 1896 på Kungstorget.
Vi gik ad Victoriapassagen, hvor der var slikforretning (hjemmelavet slik) og andre shoppingmuligheder, undervejs på vores gåtur udpegede Sofie universitet, skulpturer, restauranter og andre interessante ting – og så sluttede vi på en skøn rustik café, hvor man gik højt op i selv at riste, male og nænsomt brygge kaffen til kunderne. Den var også god! Eller, som agent Cooper plejede at sige i Twin Peaks, “damn good cup of coffee”…
Da Matteo hedder den skønne café, som Lonely Planet beskriver som “The perfect downtown lunch pit stop and a mecca for coffee snobs”. Vi nød det.
Restauranter
Og så til restauranterne. På forhånd havde jeg fået et par tips af en gourmet-ven, men da jeg tjekkede priserne, kunne jeg godt se, at det ville min chef aldrig acceptere en regning på! Den ene af dem havde da også en Michelin-stjerne. Nå, mindre kan bestemt også gøre det. Jeg var på tre restauranter, der alle er et besøg værd.
Den billigste var også den hyggeligste. Sjöbaren i Haga-området er en fiskerestaurant, og der var propfyldt den tirsdag aften, jeg fandt frem til den i godt selskab med førnævnte Erik samt Steen fra Aalborg. Vi fik mast os ind, og tjeneren mente venligt, at han nok kunne skaffe et bord. Det kunne han – nede i det ene hjørne med udsigt over hele den summende, hyggelige, aktive restaurant. Det kunne ikke have været bedre.
Jeg spiste “Tagliolini med heta marinerade skaldjur & basilika“, det mener jeg også at Steen gjorde, mens Erik valgte “Rökt & gravad lax med dillstuvad potatis & hovmästarsås”. Det var supergodt. Det samme var husets hvidvin. Min regning (mad og to glas vin) lød på 307 svenske kroner – det var bestemt OK.
Den allerførste aften i Göteborg – og ja, det sneede – var det kursusarrangørerne, der inviterede. Vi spiste på Linnéa Art Restaurant. Maden var der bestemt ikke noget galt med, men restauranten var åbenbart ikke rigtigt gearet til at servere for 13 mennesker oven i de andre borde. I hvert fald gik der vildt lang tid, inden vi fik første ret. Kursusarrangørerne gav ét glas vin – resten skulle vi, fair nok, selv betale. Men da en af mine kolleger bad om at få sit glas fyldt op, nægtede tjeneren først, for “der var kun ét glas med i prisen”. Dårlig tjener. Det er jo ikke hans problem, hvem der betaler, bare pengene falder, og jeg tror altså ikke, vi lignede nogen, der ville løbe fra den samlede regning. Det ville også være lidt svært med så stort et selskab.
Linnéa Art Restaurant bager vidunderlige små kuvertbrød, kan jeg sige. Og de stabler dem op på en sjov måde. Den første ret var, ifølge kortet, “Roast cauliflower with Brown butter and matured cheese”, men der var nu en grøn puré med, som intet havde at gøre med smør eller ost. Derefter fik vi “Grilled veal entrecote with crispy onion, creamy celeriace and veal gravy”, som var meget, meget lækkert. Jeg drak to glas vin. Når jeg kigger på stedets menukort, ville besøget have kostet mig 313 svenske kroner for maden – plus for vinen (som jeg ikke ved, hvad kostede – den var god, og det var ikke husets).
Den sidste aften (torsdag) spiste vi også på en rigtig dejlig restaurant – de af mine kolleger, der ikke havde været på Sjöbaren (som virkelig gjorde indtryk på mig med sin stemning), mente at det var den bedste, de havde været på i Göteborg. Stearin, hed stedet.
Jeg fik “Friterade ostron med siracha majonnäs & citron” (friterede østers med mayo og citron), “Kummel bakad i rapsolja med helstekt blomkål, champinjon & grönt äpple” (kummel er kulmule – altså en fisk – på dansk) og “Päron med salt karamell, havtorn & kokostopp” (pærer med salt karamel og havtorn). Desserten var jeg ikke så imponeret over, men nu er jeg heller ikke det store dessert-mennesker. Men de to øvrige retter var superlækre. Maden kostede á la carte 465 svenske kroner, dertil kom vinen, som jeg ikke ved, hvad kostede. Vi splejsede om nogle flasker, og jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg lagde i puljen.
Nyttige (web-)adresser
Og så tror jeg ikke, jeg har så meget mere at sige om Göteborg, end at den da skal opleves igen! Og næste gang vil jeg sidde udenfor og spise skaldyr og drikke hvidvin 🙂
Og filmene?Jo, meget til min egen overraskelse har jeg fundet ud af, at jeg kan lide finske og islandske film! I hvert fald så jeg to fremragende finske film, den dystre “Betongnatten” og den noget lettere (og med mere håb for fremtiden) “Lionheart”, samt to forrygende islandske film med SÅ meget humor – den finurlige og overraskende “Of men and horses” og den vilde og intense “Metalhead”.
Det var derfor, jeg meldte mig til kurset; altså for at udfordre mig selv. Lige som dengang jeg meldte mig til DR Romanklubben, fordi jeg aldrig læser danske romaner. Det var en god måde at tvinge sig selv til at få oplevelser på. Det kan anbefales. Jeg føler lidt, at jeg “snyder” mit magelige, åndeligt dovne alter ego, når jeg melder mig til den slags – for det er jo SÅ fedt at opleve nye ting, når man først er blevet kastet ud i det. Jeg så nu også en gabende kedsommelig svensk film…men den har jeg valgt at glemme 🙂
Nyttige adresser og webadresser (klik på de røde navn):
Hotel Riverton, Stora Badhusgatan 26.
Da Matteo, Vallgatan 5.
Sjöbaren, Haga Nygata 25
Linnéa Art Restaurant, Södravägen 32
Stearin, Tredje Långgatan 8.
Stena Line – Frederikshavn-Göteborg