Flot vinaften i Støberiet (læsning for vestjyder)

vinaften
Vinaften, den første af fire i 2014, på Støberiet.

I sidste uge holdt restauratør Michael Lehm, Støberiet i Holstebro, det første af i alt fire arrangementer i år, der sætter fokus på vin og mad.

Dette første arrangement handlede om hans egen import af vin fra Rhone-området, og til lejligheden havde han inviteret vennen og rådgiveren Bertrand, der er sommerlier og som har hjulpet med at skaffe kontakter til de helt rigtige vinbønder i området. Heldigvis for aftenens publikum har Bertrand tilbragt en stor del af sit liv i Sydney, så han talte flydende engelsk med tyk australsk accent 🙂 Det er lidt lettere for de fleste end hvis han havde insisteret på sit modersmål fransk.

Aftenen bød på seks vine (to hvide, fire røde), tre flotte retter mad fra køkkenet samt kaffe med lidt chokolader til.

Kir Royale
Jeg elsker cocktails – ikke mindst den enkle Kir Royale.

Havde jeg nu været madanmelder, ville jeg have givet restaurant Støberiet en ekstra stjerne for at byde gæsterne velkommen med en Kir Royal. Ifølge Michael Lehm, var det Bertrand, der havde foreslået drinken, der især er en yndlings blandt kvinder.

Jeg elsker cocktails og longdrinks. Jeg synes, det er elegant og sofistikeret – det har en duft af “gamle dage”, Hollywood, glamour og gardenparties 🙂 Og mere klassisk end Kir Royale bliver det næppe, selv om den desværre nærmest er gået i glemmebogen. Jeg ved, at den originale Kir (som bliver lavet med hvidvin) er fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor den hed blanc-cassis. Efter anden verdenskrig blev den omdøbt til Kir, opkaldt efter en borgmester – Felix Kir – der var primus motor i venskabsby-arrangementer, hvor drinken blev tilbudt gæster ved velkomst-receptioner.

Kir Royale er kommet til senere – i den erstattes hvidvin med champagne.

Kir Royale

10 ml creme de cassis (det er en solbærlikør)

Tør champagne (men hvilken som helst tør bobleting kan bruges – prosecco, crement, cava…)

Man serverer altid Kir Royale i “flutes” – på dansk ville man måske kalde dem champagneglas, altså de høje slanke glas.

Først hælder man creme de cassis i glasset, og så fylder man det langsomt med champagne/andre bobler.

Det smager af sommer, havefest og fri fra arbejde 🙂

(Opskriften er fra Hollywood Cocktails/Tobias Steed, Mitchell Beazley, 1999)

bertrand hælder
Bertrand (i mørk skjorte) hælder op til gæsterne ved “mit” bord.

Køb en flaske med hjem

Michael Lehm har aldrig været i tvivl om, at han selv ville importere vin, når han fik tid og økonomisk overskud til det. Det første par år – han overtog restauranten 1. januar 2012 – har han arbejdet på at få alting til at glide. Men nu synes han, han har lidt kapital og masser af lyst og energi til at kaste sig ud i vinimporten.

Det er meningen, at restaurantens gæster kan købe vine med hjem, som de forelsker sig i – og jeg kan da godt “afsløre”, at man kan sidde derhjemme og nyde den allerbedste af rødvinene for 152 kroner plus moms. Det er meget, meget, meget billigere end at drikke samme flaske i restauranten.

Fremtiden byder formentlig også på import af vine fra Italien – området nær Venedig, så vidt jeg husker.

Bertrand har været sommerlier i næsten 20 år, så han havde masser af erfaring, da han gik i gang med at præsentere vinene. Han var nem at forstå, og dem, der interesserer sig for vine, jordbund og vinproducenter, fik masser af detaljer.

Jeg må indrømme, at jeg følte mig knap så godt underholdt som da Michael Lehm sidste år i samarbejde med Kjær & Sommerfeldt havde inviteret en repræsentant for et amerikansk vinhus fra Californien. Han havde nemlig masser af humor, og der nu intet som når man får sig et godt grin sammen med en masse mennesker, man ikke kender 🙂

de hvide vine
Det ser måske ud som om de var fedtede med vinen, men der blev altså fyldt op igen, hvis man tømte sit glas 🙂
pocheret helleflynder
Pocheret helleflynder med hummer, selleripuré og kørvelsne.

 

De hvide vine

Inden jeg nu skriver om vinene, må jeg lige understrege, at jeg ikke ved en klap om vin. Jeg smager og skriver så, hvad jeg tænker om vinen. Men det er absolut ikke en vurdering fra en ekspert eller bare semi-ekspert. Du synes muligvis noget helt andet end mig, der kan være akkurat lige så rigtigt – og måske er den vin, jeg forkaster, den bedste i årevis 🙂

De to første vine, de hvide, var Les Haut du Monteillet, Stéphane Montez samt Saint Peray, Marsanne, Domaine du Tunnel. Ingen af dem var helt min smag, men jeg kunne dog bedst lide sidstnævnte, som også var suverænt den dyreste, suk… Den første var en blanding af druer, blandt andet Chardonnay, som jeg bilder mig selv ind, at jeg kan smage (jeg synes, det smager af petroleum) i hvilken som helst sammenhæng – akkurat som ærter (som jeg heller ikke kan lide) i hvilken som helst ret 🙂

Den anden hvidvin var bleg som vand og havde stort set nul eftersmag. Jeg lod den stå og koncenterede mig om min perfekt pocherede helleflynder med den skønneste selleripuré – og stor var overraskelsen, da jeg vendt tilbage til vinen og opdagede, at den havde gennemgået en metamorfose og nu både duftede og smagte. Ikke kraftigt, men dog vældig dejligt.

 

confiterede svinekæber
Confiterede svinekæber med ravioli med svampe og basilikum og æblesauce.

 

De fire røde vine

Nå, til gengæld kunne jeg rigtigt godt lide rødvinene. Først Cuvée des Galets, Cote du Rhone og Domaine Grés St. Vincent, Cote du Rhone Village. Den ene af dem duftede af marcipan blev jeg og mine to side-kvinder enige om. Hvilken var vi ikke sikker på, for vi havde ikke været opmærksomme (vi snakkede!), da der blev hældt i glassene, så vi vidste ikke, hvad der var hvad!

Nå, de stod i hvert fald begge godt til de confiterede svinekæber (der stod godt nok “confiteret svinekæber” på menukortet, men der må jeg altså insistere på, at der skal stå “confiterede”), der var supermøre og lækre, den flotte stærk smagende sauce, og de lidt smagssvage ravioli med basilikum og svampe.

De to sidste vine var – i hvert fald i min mund – meget forskellige. La Syrah a Papa, Stéphan Montez, var efter min mening ikke imponerede. “Grænsende til det sure”, sagde en af dem ved mit bord. Det ved jeg nu ikke, den var bare sådan…flad. Bertrand sagde, at den havde “very dark pepper” og det skal da nok passe….

krondyrkølle
Krondyrkølle med bøgehatte, hvidløgskartoffel og skilt hønsesky – og dertil to rødvine at smage op mod hinanden.

Til gengæld var aftenens sidste – og aftenens dyreste – Saint Joseph, Domaine du Tunnel – en jeg godt ville havde nogle flasker liggende af derhjemme, Ikke nogen “pleaser”, som man siger om de vine, der går direkte i smagsløgene og hjertet i én, men en der langsomt udviklede sig til at være totalt overbevisende. Bertrand sagde, at syrah’en var lige sagen til vildt og efterår, jeg tror, at Saint Joseph ville passe lige så godt – der var noget Game of Thrones og “Winther is Coming” over den!

Den klarede i hvert fald flot at matche krondyrkøllen fra Vedersø Klit med bøgehatte, hvidløgskartoffel og skilt hønsesky – aftenens flotteste ret, tror jeg, selv om det var svært at vælge én frem for en anden.

Næste arrangement

Tænk at kunne få alt dette – og kaffe til – for 698 kroner! Det var for vildt. Og så hyggede jeg mig endda gevaldigt med mine to side-kvinder, hvoraf den ene havde været med den transsibiriske jernbane, noget jeg drømmer om at gøre, så jeg fik masser af fif og gode råd – og hendes mailadresse 🙂

Næste arrangement på restaurant Støberiet bliver torsdag den 12. juni klokken 18.30. Så gælder det en “vin-landskamp” mellem USA og Italien, hvor gæsterne blindsmager vinen til maden og stemme om, hvad der er bedst. Festligt og uformelt. Arrangementet finder sted i samarbejde med Kjær & Sommerfeldt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *