Jeg har ændret så meget på denne opskrift, at jeg kunne kalde den min egen, hvis jeg var mere samvittighedsløs. Det er jeg så ikke, og grundopskriften er rettelig Lone Kjærs – fra hendes dejligt uhøjtidelige kogebog “Sund på den fede måde”.

Ingen løftede pegefingre, ingen hysteri, bare sund fornuft og sund mad.

Når jeg har ændret i opskriften, skyldes det dels ingredienser, jeg ikke kunne skaffe, og dels min aversion mod at spise tigerrejer generelt. Dels bryder jeg mig faktisk ikke ret meget om smagen (og så er det jo nemt at være “hellig”), og dels har jeg en – håber jeg – sund modvilje mod at spise noget, der er skidt både for mennesker og miljø.

De tigerrejer, man kan købe i Danmark, kommer primært fra opdrætsanlæg i Sydøstasien. Opdrættede varmtvandsrejer udgør ofte en betydelig trussel mod følsomme naturområder, som for eksempel mangroveskove og floddeltaer, der bliver ødelagt og forurenet for at give plads til rejefarmene. I dag er 35-40 procent af verdens mangroveskove fjernet på grund af rejefarme.

Jeg besøgte for nogle år siden mangroveskoven Sundarban i Bangladesh og området nord for den, og der klagede de lokale fiskere deres nød over, at de ikke kunne brødføde deres familier, fordi der ikke var de fisk i floderne mere, som der var engang, fordi de mange omkringliggende rejefarme havde udpint miljøet.

Rejerne bliver nemlig ofte opdrættet på måder, der forurener og ødelægger miljøet omkring selve rejefarmene. Derudover er rejeproduktionen typisk afhængig af foder, der er fremstillet af vildtfanget fisk uden garanti for om de kommer fra overfiskede fiskebestande.

Men så længe der er et marked, er der også rejefarme. Efter besøget i Bangladesh har jeg gjort min egen meget beskedne indsats: Jeg spiser ikke tigerrejer mere!

En undersøgelse, som Coop Analyse lavede i 2013, viste, at 8 ud af 10 danskere ikke overvejede fiskens bæredygtighed, når de købte fisk. Og 2/3 kendte ikke MSC-mærket, der fortæller, om fisken er bæredygtig. Halvdelen svarede desuden “nej” til, at de vil betale 10 kroner mere for MSC-mærkede rejer.

Så der er lang vej endnu.

Men her har I originalopskriften med mine noter om ændringer:

Fuldkornspapardelle med cremet zucchini og tigerrejer

(4 personer)

2 zucchinier (de hedder også courgetter eller squash)

1 rød chili

2 pakker fuldkornslasagne-plader (se note)

2 spsk ekstra jomfruolivenolie til stegning (se note)

20 tigerrejer (se tekst ovenfor + note)

1 fed hvidløg

100 gram Philadelphia Light 12 procent

1 bundt frisk koriander

4 kviste frisk mynte

salt og friskkværnet peber

1 spsk sorte sesamfrø til drys (se note)

Riv zucchinierne på et rivejern. Flæk chilien, skrab kernerne ud og hak den fint.

Klip lasagnepladerne ud i strimler a cirka 3 centimeter (det gør du selvfølgelig ikke, hvis du som jeg har købt fettucine i stedet!)

Varm halvdelen af olien på en slip-let pande og steg tigerrejerne i cirka 3 minutter. Tag dem op (det er unødvendigt at stege rejerne, hvis du som mig bruger almindelige grønlandske kutterejer).

Tilsæt resten af olien, zucchini, chili og presset hvidløg og steg et minut (se note). Zucchinierne må ikke blive for brune.

Tilsæt hakket koriander, mynte og Philadelphia. Vend godt sammen og smag saucen til med salt og peber.

Kog pastaen som angivet på emballagen. Lad den dryppe godt af, og vend den med cremet zucchini og tigerrejer. Drys med sesamfrø.

Note 1: Jeg kunne ikke få friske fuldkorns-lasagneplader i Kvickly. Men jeg kunne få frisk fuldkorns-fettucine. Det er ikke helt så bredt som papardelle, men smagen er altså den samme, såeh…

Note 2: Jeg synes ikke, at 2 spsk olie er nok. Til en hel portion ville jeg bruge 4 spsk.

Note 3: Nej til tigerrejer, så jeg brugte store grønlandske kutterrejer – man kan købe dem i plastikbøtter, og jeg synes, de smager virkelig godt.

Note 4: Jeg ved simpelt hen ikke, hvad “sorte sesamfrø” er. Jeg drysser med nigellafrø. De kan købes hos etniske købmænd og kaldes også sort kommen, jomfru i det grønne og kalunji (på hindi).

Note 5: I originalopskriften står der, at man kun skal stege zucchinien i et minut, fordi den ikke må blive brun. Jeg steger den altså i tre-fire minutter, og det bliver den revne masse ikke brun af.

(opskriften er fra “Sund på den fede måde”/Lone Kjær, Politikens Forlag, 2009)