Aspargestærte med gorgonzola

Aspargestærte med gorgonzola
Aspargestærte med gorgonzola.

Til påskefrokosten lavede jeg denne nemme aspargestærte, og synes selv at den blev mægtig vellykket.

Min søster brød sig dog ikke så meget om den. Den gorgonzola, der er i, smager nemlig kraftigt igennem, og kan man ikke lide blåskimmelost (gorgonzola, roquefort, stilton m.fl.), skal man da slet ikke spise den varm.

Asparges lagt i tærtebunden.
Asparges lagt i tærtebunden.

Jeg tror, at en blød gedeost kunne være et godt og lækkert alternativ.

Nå, men jeg er vild med blåskimmelost. Nogle af mine dejligste barndomsminder er, når jeg var med skoleveninden Merete hjemme på gården, og hendes mor gav os hjemmebagt franskbrød med roquefort. Det var i øvrigt også hos Meretes mor, jeg første gang smagte flødestuvede markchampignon, og det var hos hende jeg fik smag for kvædemarmelade. Men det er en hel anden historie…

Ingredienser til dejen.
Ingredienser til dejen.
Ingredienser til fyldet.
Ingredienser til fyldet.

 

Jeg har en fin aflang tærteform. Det bliver pænest, når man skærer, hvis man har en aflang eller en firkantet form, men man kan selvfølgelig også bruge en almindelig rund tærteform.

Æggemassen er hældt over aspargesene.
Æggemassen er hældt over aspargesene.
Færdigbagt tærte.
Færdigbagt tærte.

 

Aspargestærte med gorgonzola

(6-8 personer)

Tærtedej:

150 gram smør

250 gram hvedemel

0,25 tsk fin salt

1 æggeblomme

Evt. lidt vand

Fyld:

10 grønne asparges

3 æg

1,5 dl piskefløde

100 gram gorgonzola

Salt og peber

Pynt:

2-3 friske asparges

Dej: Smuldr smørret i hvedemelet. Tilsæt salt, og saml dejen med æggeblomme og eventuelt lidt vand (jeg brugte 2 spsk koldt vand). Lad dejen hvile 30 minutter i køleskabet, inden den rulles ud på et meldrysset bord og lægges i en aflang eller firkantet tærteform (se teksten ovenfor).

Fyld: Bræk den nederste træede ende af aspargesene. Fordel dem i tærteformen. Pisk æggene luftige med fløde og gorgonzola, og krydr med salt og peber. Hæld æggemassen over aspargesene, og bag tærten nederst i ovnen ved 180 grader til den er gylden, og æggemassen er stivnet, det tager cirka 25 minutter.

Pynt: Høvl ”bånd” af friske asparges med en ostehøvl eller en kartoffelskræller – og læg dem ovenpå tærten. Det gjorde jeg så ikke, men det ser da fint ud på billederne i bladet.

(opskriften er fra Mad & Venner, nummer 111, 2014)

Jeg syntes altså, at en smagte vrkelig godt :-)
Jeg syntes altså, at en smagte virkelig godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *