Græsk salat med nye kartofler

Græsk salat med nye kartofler.
Græsk salat med nye kartofler.

Salaten kan både være tilbehør eller en selvstændig ret. Jeg serverede den sammen med grillede kyllingefileter og tzatziki. Sidstnævnte kan man se en opskrift på andetsteds her på bloggen.

Den græske salat kan helt sikkert arrangeres smukkere, end jeg har gjort på billedet! Faktisk var det slet ikke meningen, at jeg ville fotografere og bringe opskriften, men da jeg fandt ud af, hvor godt den egentlig smagte, besluttede jeg mig for at tage et par billeder 🙂

Ingredienser til den græske salat - godt at jeg nærmest automatisk tog det billede :-)
Ingredienser til den græske salat – godt at jeg nærmest automatisk tog det billede 🙂

Jeg havde inviteret min søster til middag, og vi kan begge lide græsk mad – sådan i begrænset omfang. Vi har et par gange været på ferie sammen i Grækenland og er rørende enige om, at maden er fantastisk de første fire dage og går an i otte dage. Og så synes vi egentlig, at vi gerne vil have noget andet.

Jeg er helt klar over, at der vil være Grækenlands-fans, der er helt uenige, men smag og behag er jo en personlig sag. Jeg bliver aldrig træt af fransk mad, mens min søster er til det italienske køkken – og jeg kunne i øvrigt spise i begge lande året rundt, tror jeg.

Nå, men sådan en varm sommerdag er det nu godt med græsk salat, kylling, tzatziki og retsina. De halve æg på salaten er ikke særligt græsk – de er min tilføjelse og sikkert et forvirret-hjerne-mix-up med Salade Nicose. I hvert fald havde jeg havde helt automatisk kogt æggene, inden jeg opdagede, at de ifølge opskriften slet ikke skulle i! Men det smagte nu fint med dem, var både søster og jeg enige om.

Kartoffelsalaten kan både være en selvstændig vegetarret eller serveres som tilbehør.
Kartoffelsalaten kan både være en selvstændig vegetarret eller serveres som tilbehør.

Græsk salat med nye kartofler

(4 personer)

800 gram nye kartofler

3 spsk olivenolie

Revet skal og saft af 0,5 citron

Flagesalt

Friskkværnet peber

1 rødløg

200 gram cocktailtomater (vælg nogle gode, modne nogen, også selv om de er dyrere)

200 gram feta (vælg den ægte græske, Kvickly har den i en lille blok i hvidt plast)

1 dl sorte oliven (her er kalamata-oliven jo gode – Kvickly har dem, hvis ikke du har en god etnisk købmand i nærheden, der sælger dem i løsvægt)

1 dl friske oreganoblade, afstilkede

Skyl og skrub kartoflerne rene. Kog dem møre i letsaltet vand og lad dem dampe af. Halvér større kartofler.

Bland kartoflerne med olivenolie, citronsaft og –skal, salt og peber.

Pil løget, og skær det i skiver. Halvér tomaterne og bryd fetaen i grove stykker.

Vend løg, oliven og oregano med kartoflerne, og til sidst forsigtigt tomater og ost.

(opskriften er fra ”Madsalater” af Caroline Hofberg, Forlaget Legind, 2013)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *