Rosmarinstegt kyllingelever med bønnesalat

Rosmarinstegt kyllingelever med bønnesalat.
Rosmarinstegt kyllingelever med bønnesalat.

Som tidligere nævnt her på bloggen, så er jeg et af de ”mærkelige” mennesker, der rent faktisk kan lide tørrede bønner og linser. Ja, i grunden synes jeg, at de er rigtigt lækre.

Ikke mindst butterbeans, som bliver smøragtigt bløde og lækre, når de bliver kogt længe nok – hvilket vil sige omkring 75 minutter.

Superlækker og sund sommermad.
Superlækker og sund sommermad.

I opskriften her bruges ”2 dåser store, hvide bønner”. Det vil jeg gerne advare imod. Jeg synes bestemt ikke, at allerede kogte bønner på dåse smager godt. Hvorfor ikke købe en pose tørrede bønner (de holder vildt længe – også meget længere end sidste salgsdato) og selv lægge dem i blød og koge dem? Okay, det er lidt mere ”besværligt”, men det smager bedre og i længden er det også meget billigere.

Ingredienser til kyllingelever med bønnesalat.
Ingredienser til kyllingelever med bønnesalat.
Kogte butterbeans.
Kogte butterbeans.

 

Nå ja, så er jeg i øvrigt også en af dem, der kan lide lever. Jeg kan faktisk også lide stegt svinelever – det laver jeg bare aldrig selv. Men kyllingelever, som er nem at arbejde med, har jeg som regel i fryseren.

Her er en dejlig sommerlig, middelhavsinspireret ret med både butterbeans og kyllingelever.

Der er masser af god smag i bønnesalaten.
Der er masser af god smag i bønnesalaten.

Rosmarinstegt kyllingelever med bønnesalat

(4 portioner)

2 ds store, hvide bønner á 400 gram (se note 1)

3 spsk olivenolie

1 dl hakket bladpersille

Revet skal og saft af 0,5 øko-citron (ja, du skal købe en øko-citron, når du skal bruge skallen)

Flagesalt

Friskkværnet peber

200 gram cocktailtomater

1 dl soltørrede tomater i olie (se note 2)

3 forårsløg

500 gram kyllingelever (se note 3)

Smør til stegning

3 fed hvidløg, hakkede

2 spsk frisk rosmarin, hakket

100 gram frisésalat eller lollo rosa (jeg brugte lollo bionde)

Skyld bønnerne, lad dem dryppe af (det er så, hvis du bruger dem i dåse). Ellers: Husk at sætte bønnerne i blød i mindst 12 timer. Smid derpå iblødsætningsvandet ud. Kog bønnerne i nyt vand i cirka 75 minutter. Smid kogevandet ud. Lad bønnerne køle af til de er lune.

Bland bønnerne med olivenolie, persille, citronskal- og saft. Smag til med salt og peber.

Halvér de friske tomater, skær de tørrede i mindre stykker, og skær forårsløget i skrå skiver. Vend tomater og løg i bønnerne lige før servering.

Puds leverne af og skær dem i store, mundrette stykker. Steg disse hurtigt i smør sammen med hvidløg og rosmarin, til leverne er rosa indeni (se note 4). Krydr med salt og peber.

Anret bønnesalaten, og fordel den friskstegte lever ovenpå.

Note 1: Hvis du bruger tørrede bønner, skal du bruge cirka halv mængde – 350 gram tørrede bønner skulle kunne gøre det.

Note 2: Som man vil kunne se på ingrediensbilledet, er mine tørrede tomater sådan nogle bløde vakuumpakkede nogen. De kan gå an. Men i virkeligheden er det en fedterøvs-løsning, som jeg ikke foretager næste gang! De allerbedste og mest velsmagende ER de dyreste, nemlig dem, der ligger i olie i glas.

Note 3: Frossen kyllingelever er ikke helt nem at finde i Kvicklys frysediske. De ligger ikke sammen med andre kyllingeprodukter. De ligger sammen diverse indmad…i hvert fald i “min” Kvickly. Spørg efter dem, hvis ikke du kan finde dem.

Note 4: Jeg ved godt, at det rigtige er at spise kyllingelever, der er rosa indeni. Men du hører ikke et ondt ord fra mig, hvis du gennemsteger dem….det gør jeg selv!

(opskriften er fra ”Madsalater” af Caroline Hofberg, Forlaget Legind, 2013)

Et gals øl smager rigtigt godt til denne ret.
Øl smager rigtigt godt til denne ret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *