Tærten smager af sommer. Men den er bedst, hvis den får lov til at stå på køl, indtil den serveres.

”Bærtærte med citroncreme” hedder den i kogebogen, uden at angive nærmere hvilke bær. Den remser bare en lang række mulige op. Så man kan vælge sine favoritbær – én eller flere slags, som man nu synes.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg havde lovet at bage et eller andet til kaffen efter den årlige sommer-familieudflugt. Og tærten var overskuelig, fordi jeg kunne lægge dejen og bage bunden aftenen forinden, og så koge cremen om formiddagen og sætte bund med creme i køleskabet. Det eneste, jeg skulle, efter udflugten var at pynte af med bær.

Imidlertid lod jeg tærten stå ude en times tid eller halvanden, inden den blev serveret. Det gjorde ikke noget godt for tærten. Cremen blev lidt blød, og faktisk virkede tærten en anelse vammel. Ja, det syntes jeg i hvert fald, mens søster var godt tilfreds med den.

Vi delte resterne, og jeg tog min del med hjem og satte i køleskabet. Da jeg næste eftermiddag ville spise det tiloversblevne stykke, var jeg forundret over, hvor lækker tærten nu var, hvor den var kold, og cremen var fast igen.

Så altså; i køleskabet med den et par timer, inden du serverer den.

Bærtærte med citroncreme

1 tærtebund (se opskrift nedenfor)

1 dl citronsaft

Revet skal af 1 usprøjtet citron

130 gram blødt usaltet smør

4 æg

100 gram sukker

1 dl piskefløde

500 gram bær – for eksempel bordbær, blåbær, hindbær, brombær.

Kom citronsaft, citronskal, smør, æg og sukker i en gryde. Rør/håndpisk (med piskeris) det godt sammen.

Varm op lige inden kogepunktet under omrøring (se note 1).

Cremen må IKKE koge.

Si blandingen

Køl af under jævnlig omrøring. Jo mere, der røres, jo tykkere bliver cremen.

Pisk fløden stiv. Vend den forsigtigt i citroncremen. Hæld cremen i tærtebunden. Hæld bærrene over.

Server kølig.

Note 1: Det er ikke helt nemt for den uerfarne creme-hjemmekok. Man er nødt til at krydse fingre og kaste sig ud i det, for man skal faktisk have cremen af kogepladen lige inden, den begynder at småboble. Men hvordan ved man, når den er lige ved at gøre det? Tjah, prøv at lade være med at røre et øjeblik (kagecreme er en af de ting, hvor man skal indstille multitaskningen og stå ved den HELE tiden og røre jævnligt – det nytter ikke noget, at du tror, du lige kan nå at skifte sengetøj imens. Enten brænder cremen på eller også begynder den at koge, mens du er væk, tro mig…) og se så, om cremen ”skælver”/vibrerer. Så er det nok fordi den er lige på nippet til at koge. Hvis nu du kommer til at tage den en smule for tidligt af, sker der det, at din creme ikke bliver vildt tyk. Den er ikke ødelagt, men den er bare ikke sådan konditortyk. Du kan redde æren en smule ved så at piske flødeskummet meget stift. Det holder så lidt på det hele 🙂 Og smagen er god nok. I øvrigt bliver cremen mere fast i køleskabet….

Sød tærtebund

125 gram blødt smør

100 gram sukker

1 æg

150 gram hvedemel

1 nip salt

Rør smør og sukker lyst og luftigt. Rør ægget i. Tilsæt mel og salt og ælt dejen sammen.

Pak dejen i film. Læg den et par timer i køleskab.

Rul dejen ud med en kagerulle (se note 1). Læg dejen i en tærteform på cirka 25 centimeter i diameter.

Prik bunden med en gaffel. Forbag bunden 10-12 minutter ved 200 grader på nederste ovnrille.

Note 1: Det her – altså at lave tærtedej – er en af de få ting, jeg er virkelig god til. Jeg ved ikke hvorfor – det lykkes bare altid, bunden bliver sprød og den smager godt. Men det lykkes mig kun 2 ud af 10 gange at rulle bunden ud. Som regel smuldrer den. Men no problem. Så tager man bare stykke for stykke og maser/trykker det ud og sammen i tærteformen. Det fungerer superfint, og når den er bagt, er der ingen, der kan se, at du brugte fingrene i stedet for en kagerulle 🙂 Det er dog en god ide (og når jeg er doven og ikke gør det, fortryder jeg senere) at blindbage bunden. Det vil sige, at man de første 10-12 minutter bager den med et stykke bagepapir hen over, som er tynget ned af enten keramiske bagebønner (dem kan man købe over nettet), ganske almindelige tørrede bønner (de virker fint, men man kan altså ikke spise dem bagefter) eller – har jeg hørt – mønter, fordi de leder varme. Sidstnævnte har jeg nu aldrig prøvet. Man gør det for at holde formen på tærtebunden, sådan at den ikke buler og siderne ikke skrider ned. Halvvejs tager man tærteformen ud, fjerner bagepapir og bagebønner og sætter den tilbage i ovnen, så bunden kan få en pæn gylden farve.

(opskrifterne er fra ”En smag af sommer” af Nina Dreyer Hensley, Jim Hensley og Paul Løwe, Nordisk Forlag A/S 2000)