Jeg kan rigtig godt lide gedeost, så enhver opskrift med den ingrediens får ekstra opmærksomhed.
Denne salat lavede jeg første gang sidste år i november, så det er måske lidt tidligt at bringe en opskrift på denne “vintersalat” – og dog. Det kan såmænd hurtigt blive vinter.
Salaten er umådeligt smuk – og meget velsmagende. Det er flot gæstemad som en forret. Eller som en let frokostret.
Jeg spiste den nu som en hovedret 🙂
Vintersalat med mousse af gedeost
(4 som forret, to som hovedret)
4 gulerødder, grofthakkede
2 små æbler, uden kernehuse og skåret i kvarter
2 pastinakker, grofthakkede
2 spsk solsikkeolie
salt
100 gram bacon, skåret i små tern (kan udelades)
1 rødbede, kogt og skåret i tynde skiver
2 håndfulde salatblade
Gedeostmousse:
220 gram blød gedeost
8 spsk mælk
2,5 dl piskefløde
Vinaigrette:
4 spsk solsikkeolie eller anden smagsneutral olie
2 spsk cidereddike
salt
Varm ovnen op til 200 grader. Vend gulerødder, æbler og pastinakker i et stort ovnfast fad. Dryp med solsikkeolie og krydr med salt. Stil fadet i ovnen i 1 til 1,5 time eller til grøntsager og frugt er møre og gyldne.
Tilbered imens moussen af gedeost: Pisk osten med mælken, indtil blandingen er blød og uden klumper- Pisk fløden til skum. Tilsæt en fjerdedel af flødeskummet til osten og rør det sammen. Fold resten af flødeskummet i. Kom blandingen i en sprøjtepose med tylle (bredde 1 centimeter) og læg den i køleskabet til senere. Moussen kan laves et par dage i forvejen.
Tilbered vinaigretten: Rør olie med eddike og krydr med salt.
Når grøntsagerne i ovnen er møre, steges baconterningerne sprøde på en hed pande.
Tryk mange små toppe af mousse ud på hver tallerken og arrangerer dem med rodfrugter, æbler, rødbede og salatblade. Drys med bacon og dryp med dressing.
Note 1: Urtekram laver en udmærket fransk æblecidereddike. Det gør Claus Meyer bestemt også (en dansk af slagsen altså), men det er nemmere at skaffe Urtekrams, der kan købes i større supermarkeder.
Note 2: Det skal være en gedeost med nogen smag – også selvom man tror, man ikke kan lide det. Hvis man køber en helt mild af slagsen, ender moussen nemlig med slet ingen smag at have på grund af mælk og piskefløde. I originalopskriften anbefales en Selles-sur-Cher, som jeg ikke kunne skaffe i Holstebro. Men ostedamen havde et fint alternativ klar. Vælg ikke en meget fast gedeost – den får du altid pisket ud.
Note 3: Man behøver altså ikke være nogen Mette Blomsterberg for at kunne presse de der moussetoppe ud på tallerknen. Og det er ret sjovt. Men prøv at lave et par stykker på et skærebræt først, hvis du er usikker.
(opskriften er fra en aldeles skøn kogebog, der hedder “Mit lille køkken i Paris” af Rachel Khoo, Lindhardt og Ringhof, 2012. Den har jeg kun ejet lidt over et års tid, men har allerede været igennem en hel del af opskrifterne. Kan anbefales, hvis man kan lide fransk brasserie-mad)