Da jeg låste mig ind af hoveddøren klokken 18.10 her til aften, var det efter 10 timers arbejde og en 25 minutters gåtur.

Så selv om jeg var sulten, havde jeg ikke lige lyst til at tilbringe timer i køkkenet.

Det er sjældent, at jeg har det sådan, fordi jeg slapper af i køkkenet, men jeg ved også, at når jeg er træt i hovedet, laver jeg fejl…og ganske rigtigt…!

Ideen var hurtigt at smække en tomattærte sammen.

Det tager absolut ingen tid, hvis man snyder – og det gør jeg HVER gang – og bruger færdigkøbt butterdej.

Normalt er jeg rigtig god til at planlægge, hvad jeg skal spise de næste fire-fem dage – og købe ind til det. Og jeg havde da også købt ind til tomattærten, fordi jeg vidste, at mandag ville blive en lang dag.

Det, jeg ikke lige havde taget med i overvejelserne, var, at den “nemme” opskrift er fra en australsk kogebog, hvor man bruger “cups” som måle-enhed.

Clotildes omregner

Nu er det jo mægtigt nemt at finde en omregner på nettet – cups til gram – men helt så enkelt er det bare ikke. Især når man bager, er 1 cup piskefløde (240 gram) slet ikke det samme som en kop mandler (70 gram) eller en kop mel (130 gram).

Og nej, det er ikke noget, jeg er genial nok til at gå rundt og huske på. Men jeg har for nogle år siden fundet en skøn fransk hjemmeside, der også findes i en engelsk version (gudskelov!), som hedder Chocolate & Zucchini, og hvis forfatter er en yngre kvinde med tillidsvækkende store øjne og tænder. Hun hedder Clotilde. Og hun har regnet den ud – den med alle kopperne til ml og gram – ud fra hvilken ingrediens, der er tale om. Jeg tror, der er omkring 100 ingredienser, som er omregnet, på hendes liste.

Her er den – Chocolate & Zucchini.

Forrygende trods fejl

Nå, men der stod jeg så med min australske opskrift og Clotildes liste og skulle omregne samtidig med at jeg halverede opskriften fra 4 personer til 2.

Det gik rigtigt godt med ricottaen, men så kom jeg til at tilsætte en halv kop piskefløde i stedet for en kvart. Frustreret over dette kiks, kom jeg til at smide to æg i fyldet i stedet for kun ét – og så kunne jeg lige så godt bare rive al den parmesan, jeg havde, i stedet for at veje den…..imens jeg drak et glas rødvin af den flaske, som jeg havde købt på vej hjem og åbnet – og helt havde glemt, at jeg havde åbnet en ny flaske aftenen før!

Ja, det er, hvad der sker, når man arbejder for meget. Det vil jeg gerne advare imod.

Men tærten smagte nu forrygende, og der lykkeligvis til to dage 🙂

Hermed den originale opskrift til fire personer – med de rigtigt omregnede mål!

Ricotta og tomattærte

(5-6 personer som forret, 3-4 personer som hovedret med en salat)

4 store modne tomater (hvis man kan få plads i tærten til flere, så brug endelig flere!)

1 rulle butterdej fra supermarkedet

500 gram ricotta

2 store æg, let sammenpiskede

Lige knap en deciliter piskefløde

Cirka 30 gram parmesan

Et nip muskatnød

Friskkværnet peber

Havsalt

Cirka 20 gram rucola, fintsnittet

1 æggeblomme, let pisket

2 spsk finthakket persille

Forvarm ovnen til 200 grader.

Skær tomaterne i skiver på cirka 1 cm tykkelse og kom dem i en si. Drys havsalt ud over og lad dem trække.

Tag butterdejen ud af dens plasthylster og læg den i en smurt tærteform. Lad den overskydende dej hænge ud over kanterne.

Kom ricotta, æg, fløde, parmesan, muskatnød, salt og peber i en skål og mix det godt sammen. Tilsæt den fintsnittede rucola.

Hæld blandingen op i den dejforede tærteform. Arranger tomatskiverne tæt sammen ovenpå ricotta-fyldet. Rul butterdejs-kanterne ned og skub dem lidt ind over fyldet, så du har en pænt afgrænset tærte.

Pensl tærtekanterne med den sammenpiskede æggeblomme.

Bag i ovnen i cirka 35-40 minutter-

Lad tærten køle en smule af (den er bedst lunken) og server den med friskkværnet peber og hakket persille.

Note 1: Den oprindelige opskrift foreslår, at man selv laver sin butterdej. Men helt ærligt – det tager en krig, og den købte er altså udmærket. Hvis du er særligt sart og kræsen, kan du jo spørge en god bager, om du kan købe butterdej af ham.

Note2: Opskriften siger 30 gram parmesan. Jeg synes snildt, den kan klare det dobbelte – og mere til, hvis man er glad for parmesan.

Note 3: Ifølge originalopskriften er der til 8 personer til frokost. De må spise som fugle! Den halve opskrift rækker til mig til to aftenener sammen med en grøn salat. Så mængden herover er til fire personer.

Note 4: Min persille var mildest talt ikke frisk og saftspændt. Den var faktisk lidt slatten. Så jeg hakkede den og hældte den i fyldet i stedet for at drysse den færdige tærte med de slatne undskyldninger for persille. Men det ER nu bedre med frisk, sprød persille ovenpå….

(Opskriften stammer fra “Sydney Food”/Bill Granger, Murdoch Books, 2000)