Jeg har de seneste måneder været på jagt efter en virkelig god opskrift på biscotti, som jeg elsker. Det er de der hårde, italienske kager, der bliver ekstra gode, når de dyppes i kaffen.
Og nu tror jeg, at jeg – med opskrift nummer 5 – har fundet vinderen!
Jeg har dog en enkelt opskrift tilbage, som jeg har fået af min kollega Mortens kone Vivi-Ann. Problemet med den opskrift, og grunden til at jeg forsøger at tage mig sammen til at teste den, er, at Vivi-Ann er så god til at bage, og så erfaren med amerikanske opskrifter, at hun uden problemer bager efter de amerikanske mål ”cups”.
Og den opskrift, hun har givet mig, er netop fra USA og med cups som måle-enhed. For mig er det et kæmpe regnestykke, som jeg så alligevel ikke er sikker på, er rigtigt, fordi cups ikke er det samme, når det er cup mælk som når det er en cup sukker. Tsk, tsk, tsk….
Superopskriften her kommer fra den skønneste blog – Mediterranealicious – (du kan klikke på det røde navn, så kommer du direkte til bloggen), som er skrevet og fotograferet af italienske Rosa, der er opvokset i Tyskland, men nu bruger tid og kræfter på at genopdage sine syditalienske mad-rødder – og i det hele taget mad fra Middelhavsregionen.
Der har bestemt været gode biscotti blandt de øvrige opskrifter, jeg har testet. Men disse her er bare de bedste. Efter min smag, altså. De er, som jeg synes, en biscotti skal smage. Og så kalder Rosa dem faktisk for ”cantuccini”, men det er altså det samme.
Biscotti/Cantuccini
400 gram hakkede eller halverede mandler
500 gram mel
250 gram sukker
4 æg
8 gram vaniljesukker
7,5 gram bagepulver (se note 1)
1 spsk revet skal af en øko-appelsin
En smule mælk
Varm ovnen op til 190 grader.
Rist mandlerne nogle minutter i ovnen eller på en pande (jeg bruger panden) – men pas på de ikke bliver brankede. Lad dem køle af og hak dem.
Bland melet med bagepulveret i en skål. Tilsæt alle ingredienserne – også mandlerne – på nær mælken. Kun hvis dejen er for tør, skal du tilsætte en lille smule mælk for at for at få en ensartet dej (se note 2).
Form dejen til lange ruller, der er cirka 5 centimeter brede og 2,5 centimeter høje (se note 3) og bag dem i 20-25 minutter indtil de er gyldne. Tag dem ud af ovnen, lad dem køle lidt af, så du kan håndtere dem (cirka 10 minutter), og skær dem så i skiver på cirka 2 centimeters bredde.
Kom dem tilbage på bagepladen (med bagepapir) med skærefladen opad. Bag dem igen i cirka 5 minutter. Hvis de stadig ikke ser gyldne nok ud, så bag dem yderligere 2-3 minutter (se note 4), men pas på ikke at give dem for længe, for det kan koste dig en tand, når du bider i den færdige kage! De bliver ret hurtigt hårde 🙂
Note 1: De ”sjove” små mål på bagepulver og vaniljesukker skyldes, at Rosa åbenbart kan købe breve med de to ting. Og de vejer så nøjagtigt 8 og 7,5 gram. Heldigvis skriver Rosa ikke bare ”et brev bagepulver”, men skriver også hvor meget det vejer, og så kan vi andre jo også være med 🙂
Note 2: Jeg tilsatte en sjat mælk. Jeg vil skyde på, at der var 2 til 3 spsk.
Note 3: Jeg syntes, at Rosas kagemål virkede lidt for voldsomme, så mine dejstænger var kun 4 centimeter brede (jo, jeg målte dem) og 1,5 centimeter høje. Det syntes jeg virker helt fint. Kagerne kunne da godt have været bredere (altså 5 centimeter), det ville måske se elegant ud, men de skal i hvert fald ikke være højere. De hæver jo osse.
Note 4: Mine kager fik i alt 7 minutter. Det var fint. Men de kunne måske godt have været mere gyldne. Jeg giver dem et par minutter mere næste gang…
(opskriften er fra 2013 og fra bloggen mediterranealicious.com)
“Biscotti” betyder kiks/småkager på italiensk – Cantuccini indicerer at der er tale om netop DEN type kiks, Og de bages primært i Toscana – originalopskriften er fra Prato.
Jeg har en fantastisk, original, italiensk kogebog med opskrifter fra alle egne af Italien, hvis du vil ha’ det, kan jeg skrive dig en opskrift.
VH Karen
Hej Karen,
Den opskrift vil jeg da meget gerne have. Det er min italienske veninde, der har bildt mig ind, at der ikke er nogen reel forskel på biscotti og cantuccini, så jeg skal da vist lige have fat i hende! Men hun er så heller ikke fra Toscana 🙂
Hej Karen.
Har helt sikkert den bedste opskrift, men det har taget sin tid. Kan jeg nå at være med?
Hej Grethe,
Jeg må vist hellere præcisere, at der ikke er nogen konkurrence. Kun min egen interne konkurrence, nemlig at jeg forsøger at finde den allerbedste cantucci/biscotti-opskrift.
Karen er så rigtig god til at læse mine indlæg her på bloggen og komme med “konstruktiv kritik”, som det jo hedder, når det er noget, man ikke bliver ked af, men kan lære af 🙂 Og samme Karen skrev så (her ovenfor) at hun da havde verdens bedste opskrift, som hun syntes, jeg skulle teste.
Jeg vil også MEGET gerne teste din opskrift, Grethe, men du vinder ikke andet end min evige taknemmelighed 🙂
Jeg regner dog med at lave en konkurrence (hvordan ved jeg ikke endnu) om en måneds tid for at fejre min blogs 1 års fødselsdag, så følg endelig med!
k.h.
Mette
Nej, så længe man så kalder dem “biscottini di Prato”, er det samme begreb, hvis man blot siger “biscotti”, så kan det være hvad som helst 🙂
Her kommer en oversættelse (min) af originalopskrift fra “Le ricette originali italiane” på Cantucci/cantuccini/biscottini di Prato:
Hvedemel type 00, 1 kg
Sukker,1 kg
Mandler, 250 g
Hjortetaksalt, 3 g
8 æg
Salt, lidt smør og mel.
Skold mandlerne i kogende vand, lad dem tørre i 10 minutter i ovn, hak dem derefter i små stykker. Lav en lille pyramide af melet, lav en fordybning heri og kom de 8 æg, sukkeret, hjortetaksaltet og et nip salt i. Gennemælt nu dejen grundigt og træk heraf adskillige lange “snore” af dejen, som lægges på en bageplade smurt med lidt smør og drysset med lidt mel. Sæt pladen i ovnen og bag v. 150 gr. i 7-8 minutter. Herefter tages pladen ud og der skæres nu diagonale skiver på ca. 1 cms tykkelse. Sæt dem atter i ovnen for at afslutte bagningen = Når de er sprøde og hårde, uden at være alt for brune.
Jeg har ikke prøvet at bage disse, men opskriften bliver nok ikke mere original. Samtlige 2161 opskrifter i bogen forudsætter almenviden om forskellige, almindelige køkkenteknikker, det er jo heldigvis ikke noget problem i dit tilfælde 🙂
VH Karen
Tak, dem skal jeg da have prøvet, når jeg engang kommer hjem fra ferie 🙂