
Så fejrer jeg lige, at jeg nu har sommerferie – med to af mine yndlingsting; jordbær og champagne.
Nå ja, champagne er så meget sagt. Dette er italiensk spumante, for ægte champagne blander man altså ikke i en drink sammen med sirup og jordbærpure 🙂

Da jeg i 2006 var i New York sammen med mine to rejse- og studieveninder, Sørine og Ulla, ville Sørine absolut have, at vi en dag satte os på Grand Central Station i en bar der, og drak en cocktail, mens vi kiggede på folk, der hastede frem og tilbage.
Ulla og jeg havde aldrig været i New York, så vi makkede bare ret, og det viste sig – som de øvrige ting, Sørine foreslog – at være en god ide. Jeg følte mig meget verdenskvinde-agtig, da jeg sad med min Bellini og gloede på det sceneri, som jeg så ofte har set på film.
En Bellini er en klassisk italiensk champagnedrink, der blev opfundet på den legendariske Harry’s Bar i 1940’erne af bartenderen Guiseppe Cipriani, der syntes, at drinkens farver mindede om et solnedgangs-maleri af den venetianske maler Giovanni Bellini (1400-tallet) og derfor opkaldte drinken efter ham.
En Bellinii laves med ferskenpuré og italiensk ”champagne”, prosecco.
En Rossini er en af-art, angiveligt opfundet i anledning af Valentines Dag, og den er så lavet på jordbærpuré og boblevand.

Jeg har brugt friske jordbær i stedet for frosne. Det giver en bedre, mere intens jordbærsmag. Desværre giver det så også ucharmerende ”jordbær-snulller” på glasset, som ikke er så elegant. Vælg selv, hvad du helst vil have.
På den anden side….der er ikke friske jordbær meget længere, og så bliver valget jo lettere…

Rossini
(1 drink)
4 cl frosne jordbær (eller friske)
1 cl presset citron
1 cl sukkerlage (se note 1)
Mousserende vin
Blend de frosne jordbær (eller de friske med et par isterninger) til en puré. Tilsæt citronsaft og sukkerlage. Hæld cirka 4 cl af puréen i et champagneglas.
Fyld op med iskold champagne eller mousserende vin. Rør forsigtigt.
Pynt eventuelt glaskanten med et jordbær og server hurtigt, mens boblerne stadig er livlige.
Note 1: Skriv “sukkerlage” i søgefeltet her på bloggen, så finder du en opskrift på en vodka-cocktail, hvortil der skal laves en sukkerlage. Same, same…
(opskriften er fra ”Den store cocktailbog” af Eliq Maranik, forlaget Grenadine, 2011)
