Bulgur med abrikos og pinjekerner

bulgursalat
Let og lækkert tilbehør.

Det er faktisk ikke mig, der har lavet den lækre bulgursalat på billedet. Det er en god bekendt, Frans, der lavede den til en overdådig frokost på hans og vores fælles veninde, Ullas, fødselsdag her i februar.

Og så kom jeg i tanke om, hvilken “revolution” det var, da Sonja Bock og Tina Scheftelowitz allerførste bog, “Suveræne salater”, udkom i 1997.

Da jeg i 1983 startede på Journalisthøjskolen, var det vildeste man kunne købe ud over “God mad, let at lave” – altså bortset fra nogle enkelte gourmetkogebøger, som langt oversteg mine evner og pengepung – Kirsten Kaarups vegetar-kogebøger. Den første, “Vegetariske festmiddage”, var udkommet i 1980, og den næste ,”Vegetarisk køkken”, kom i 1983.

Jeg ved godt, det kan være svært at forestille sig en tid, hvor der ikke udkom 25 kogebøger om måneden, men faktisk tror jeg ikke, der udkom ti om året på det tidspunkt. Og for at være helt ærlig skete der ikke voldsomt meget de næste ti år – med undtagelse af Camilla Plum/Nanna Simonsens “Emma gad, vi gider ikke” fra 1986.

Men så kom den – “Suveræne salater” – for 17 år siden. Jeg havde aldrig set så sjovt et layout på en kogebog før. Jeg havde ikke før set så uhøjtideligt et kogebogssprog – eller noget forklaret så enkelt, at stor set alle kunne være med.

Frans’ bulgur-salat her er fra denne første Bock-Scheftelowitz-bog. Og den holder stadig 100 procent.

Bulgur med abrikoser og pinjekerner

(4 personer)

250 gram bulgur

4 dl vand

150 gram tørrede, bløde abrikoser

50 gram pinjekerner

8 spsk hakket persille

2 spsk hakket frisk mynte

Dressing:

5 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

salt og peber

Abrikoserne udblødes i vand et par timer, hvis det er nødvendigt – det er det ikke, hvis du har kunnet få fat på de lækre bløde af slagsen. De er lidt dyrere, men pengene værd. Kvickly har dem blandt andet. De skæres i små terninger.

Bulguren overhældes med kogende vand og trækker cirka 30 minutter under låg. Drypper derpå godt af i en sigte.

Pinjekernerne ristes på en tør, hed pande til de er gyldne. Rør i dem undervejs, de brænder meget nemt på, og så er de knapt så lækre.

Krydderurterne hakkes fint, dressingen blandes.

Alt blandes sammen og smages til.

(opskriften er fra “Suveræne salater”/Sonja Bock & Tina Scheftelowitz, Høst & Søn, 1997)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *