
Du har sikkert ikke brug for en opskrift på Hasselback-kartofler, men du får nu en alligevel.
Jo, fordi det er sådan en 70’er og 80’er-ting, som næsten er gået i glemmebogen, og det synes jeg er synd. For de smager altså godt.
De er i øvrigt opkaldt efter den restaurant i Stockholm, der “opfandt” dem.

Hasselback-kartofler
(4 personer)
8 mellemstore kartofler (eller det dobbelte, se note)
1 spsk olie
salt
Paprika (se note)
Tænd ovnen og indstil den på 200 grader.
Skræl og skyl kartoflerne. Aftør dem godt. Skær hver kartoffel igennem cirka 2/3 ned i tynde skiver – de skal hænge sammen i bunden.
Læg kartoflerne i et velsmurt ildfast fad. Pensl kartoflerne med olie (nogen bruger smeltet smør). Drys salt og eventuelt paprika på.
Sæt fadet på ovnristen midt i ovnen ved 200 grader. Bag kartoflerne i 60 minutter (se note).
Note 1: I orignalopskriften bruges der otte mellemstore kartofler til 4 personer. Det synes jeg er ALT for lidt. Jeg anbefaler tre til fire kartofler per voksen normalt spisende person.
Note 2: Nogle kommer revet parmesan hen over, jeg har set amerikanske opskrifter med rasp/brødkrummer på toppen, og jeg har set dem med masser af groft salt. Jeg foretrækker en smule salt + paprika. Det ser pænt ud, og det smager diskret nok til, at man kan bruge dem som tilbehør til rigtig mange ting.
Note 3: Sidst jeg lavede dem, tog jeg dem ud efter 60 minutter, som opskriften siger, men måtte konstatere, at de altså ikke havde fået helt nok. De skulle have et kvarter mere. Hvor længe, de skal have, afhænger dels af den ovn du bruger, og af hvor store kartoflerne er, og hvilken sort/type de er. Der er ikke andet at gøre end at tage en ud efter 60 minutter, skære den igennem og se, om den stadig er lidt rå eller den er perfekt.
(Opskriften er fra “God mad, let at lave”/Inger Erner Andersen & Lotte Havemann, Lademann, 1980)