Citron og asparges risotto (5:2 mad)

Risotto med citron og asparges
Risotto med citron og asparges – hyggemad.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er god til at lave risotto.

Der er masser af ting, jeg ikke kan lave, og der er (især) masser af ting, hvor jeg slavisk følger en kogebog, når jeg skal fremstille dem i køkkenet.

Ingredienser til risotto
Ingredienser til risotto.

Men lige præcis med risotto, har jeg frigjort mig fra kogebogs-tyranniet 🙂 Uden at jeg aner, hvordan jeg er kommet så vidt.

Der er nogen, der siger, at det er svært at lave en god risotto. Det var der bare aldrig nogen, der fortalte mig, inden jeg lavede mine første risotto’er, og jeg sværger; jeg har aldrig lavet en mislykket risotto.

Det lyder som blær, og det er det vel også lidt, men altså – jeg kigger ikke på uret eller tjekker i kogebogen, jeg ved simpelt hen bare, hvornår næste skefuld væde skal tilsættes, og hvornår risottoen har fået nok. Og hvis man ved, hvor hysterisk jeg er med altid at have en opskrift ved siden af mig, ved man også, hvor sært det er for mig.

Nå, her er en citron- og asparges risotto fra en 5:2-kogebog. Jeg lover, at den smager forrygende, selvom den er fra en kogebog med opskrifter til mennesker, der to gange om ugen kun spiser 500 kalorier.

Klar til at lave risotto
Klar til at lave risotto – jeg kan godt lide at have det hele klar, inden jeg for alvor går i gang.

Citron og asparges risotto

(4 personer – 308 kalorier per portion)

En smule olie

1 løg, pillet og finthakket (38 kalorier)

2 stængler blegselleri, finthakket (12 kalorier)

2 fed hvidløg, finthakket (8 kalorier)

En lille håndfuld friske citrontimian (eller almindelig timian) blade (5 kalorier)

300 gram aborio-ris (risotto-ris, man kan købe dem i større supermarkeder) (1020 kalorier)

125 ml hvidvin (83 kalorier)

700 gram varm grønsagsbouillon (20 kalorier)

100 gram asparges, enderne knækket af og smidt ud, skåret i små bidder, men toppene lagt til side (27 kalorier)

Skal og saft fra 1 økologisk citron (19 kalorier)

20 gram parmesanost, friskrevet (84 kalorier) (kan udelades – men det ville være synd!)

Pensl lidt olie på en slip-let gryde med tyk bund (hvis du er ligeglad med kalorier, så hæld en pæn sjat på) og varm op over medium varme. Tilsæt løg og blegselleri og steg i 2-3 minutter, indtil det er blødt, men ikke har fået farve. Tilsæt hvidløg og steg et minuts tid mere.

Tilsæt timian og rør i to minutter. Skru op for varmen og tilsæt vinen. Lad det boble i nogle minutter for at få alkoholen til at fordampe.

Tilsæt de hakkede asparges (gem hovederne til senere) – tilsæt den varme bouillon, en stor skefuld (grydeske) af gangen, og vent hver gang indtil væden er blevet absorberet (suget til sig) af risen, inden du tilsætter den næste skefuld. Når risen er næsten færdigkogt, men stadig har lidt bid (ligesom spaghetti, når det er al dente), rører man asparges-hovederne i sammen med citronskal og citronsaft.

Kog i tre minutter, mens du rører af og til, så det ikke brænder fast i gryden.

Tilsæt revet parmesan, rør rundt og server.

(Opskriften er fra ”The ultimative 5:2 Recipe Book” af Kate Harrison, Orion Publishing Group, 2013)

Det er en opskrift med få kalorier, men det smager skønt og mætter godt.
Det er en opskrift med få kalorier, men det smager skønt og mætter godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *